Skomagere skal blive ved deres læst, og midt i en alvorlig økonomisk krise og med soldater i to krige skal USA’s præsident blive ved skrivebordet og ikke pludselig fare med Air Force One til København for at tale OL.
Sådan lyder i korte træk den kritik, der er haglet ned over Barack Obama fra hans politiske modstandere, efter at Det Hvide Hus i mandags annoncerede, at præsidenten tager på lynvisit til Danmark i morgen for at tale Chicagos sag til IOC-mødet i København.
»Jeg synes ikke, at det er en nødvendig tur, i betragtning af de store problemer vi har herhjemme«, sagde Michael Steele, der er formand for den republikanske nationalkomite i tirsdags.
LÆS ARTIKEL Obama sætter meget på spil i København
»Obamaregeringen presser meget på for at få en sundhedsreform pronto, men hvis det virkelig er så vigtigt, så bliv dog hjemme og få det gjort«, sagde Steele og påpegede, at Michelle Obama alene, efter hans vurdering, havde kunnet klare opgaven i København ganske glimrende.
»Det handler om lederskab«
Andre republikanere er endnu mere kritiske over for Obamas tur til København. Senator Christopher S. Bond fra Missouri, der er den førende republikaner i Senatets efterretningskomite, bemærkede til et pressemøde, at Obama kun har talt med den ledende amerikanske general i Afghanistan en enkelt gang siden juni.
Bond fandt det »forbløffende, at præsidenten har fundet tid til at tale Chicagos OL-sag i København og være på tv stort set hele tiden, men ikke til at tale med vores generaler«.
Det samme mente Peter Hoekstra, der er medlem af Repræsentanternes Hus fra Michigan.
»OL er kanon, og det ville være fænomenalt, hvis Chicago kunne blive værtsby. Men det handler om lederskab, og jeg synes, at præsidenten bliver nødt til at fokusere på det, som er virkelig vigtigt, og OL falder bare ikke i den kategori«.
Hvem hepper republikanerne på?
Obama har ikke selv svaret på republikanernes kritik, men overladt det til sine rådgivere. »Det er bare en dag frem og tilbage. Han vil sove på flyet og er tilbage, før I ved det«, sagde Valerie Jarrett, der er en af Obamas nærmeste rådgivere.
Jarrett er en gammel ven fra Chicago og har ifølge de amerikanske medier været en af dem, som har fået overtalt Obama til at tage til København. Også Obamas pressesekretær, Robert Gibbs, verfede fuldkommen kritikken fra republikanerne af.
»Selvfølgelig falder det inden for præsidentens mandat at heppe på Amerika«, sagde Gibbs og undrede sig over, hvem den republikanske leder, Michael Steele, egentlig holder med.
»Hvem hepper han på? Håber han at hoppe på et fly til Rio for at se OL? Eller måske Madrid?«.
Obama risikerer latterliggørelse
Det er dog ikke kun republikanerne, der sætter spørgsmålstegn ved visdommen i Obamas tur til København.
I en kommentar i Washington Post tirsdag kaldte Richard Cohen det for »ufatteligt«, at Obama tager til København – og bemærkede, at det virker, som om det endnu ikke er gået op for Obama, at valgkampen er slut, og at han faktisk er USA’s præsident.
New York Times skrev i en analyse, at Obama »risikerer at virke latterlig i en tid med enorme udfordringer og risikerer en stor international ydmygelse, hvis komiteen afviser ham og vælger Rio, Madrid eller Tokyo«.
Men som Michelle Obama påpegede, inden hun rejste til Danmark, ville enhver beslutning formentlig have givet kritik. »Man er forbandet, hvis man gør det, forbandet, hvis man ikke gør det. Så jeg vil helst gøre det«.




























