Sharon ser frem til vanskelig opgave med at lede Israel

Med et hold ministre, der end ikke kan opretholde fred indbyrdes, står Israels kommende premierminister Ariel Sharon over for en vanskelig opgave, når han fremover har ansvaret for de videre fredsforhandlinger med palæstinenserne. Hidtil er det aldrig lykkedes for israelske samlingsregeringer at fremstå som handlekraftige, og de har ofte fået tilnavnet handlingslammede nationale regeringer. Heller ikke mange forventer, at Sharon - end ikke med den største sejr i Israels historie i ryggen - vil få held til at skabe mere dynamik i samlingsregeringen anno 2001. For selvom regeringen sidder på et solidt flertal i det israelske parlament, Knesset, med mindst 70 ud af de i alt 120 pladser, dækker koalitionen over hele det politiske spektrum fra det ultranationalistiske parti Shas til det venstreorienterede Arbejderparti. Gives ikke lang levetid Alene den nye regerings to topfigurer, premierminister Sharon og udenrigsminister Shimon Peres, har svært ved at finde et fælles udgangspunkt for de fremtidige forhandlinger med palæstinenserne. Officielt bygger den nye regerings retningslinier på princippet om at bytte land for fred. Men mens Sharon står fast på kravet om, at han først sætter sig til forhandlingsbordet med Arafat, når den mere end fem måneder lange palæstinensiske opstand er stoppet, er Peres besluttet på, at direkte forhandlinger skal være omdrejningspunktet for den videre fredsproces. »Hvis vi har Peres, hvis hele liv har drejet sig om at skabe fred, og som ønsker at forhandle, mens terroren fortsætter, samt en premierminister og forsvarsminister, der vil undertrykke terroren først, er jeg sikker på, at regeringen vil eksplodere meget snart«, siger den politiske analytiker Uri Dromi, tidligere talsmand for den israelske regering, til nyhedsbureauet Reuters. Israelerne bakker op Det tyder imidlertid på, at den israelske befolkning har tillid til den kommende regering. Ifølge meningsmålinger bakker 80 procent af befolkningen op om regeringen, og medlemmer af Arbejderpartiet mener, at partiet ved at deltage i regeringen kan sætte en stopper for Sharons mest vidtgående aktioner mod palæstinenserne. Både Sharon og Peres har et personligt motiv for at holde liv i den nye regering. For Sharon, der i 1983 måtte gå af som forsvarsminister efter massakrerne i to palæstinensiske flygtningelejre, gælder det om at ændre sit image. Imens håber Peres at få genoplivet Oslo-fredsprocessen, som han var med til at påbegynde i 1993, og dermed blive husket Mellemøstens fredsarkitekt. Nogle politiske analytikere forventer, at duoen vil optræde med, hvad der kunne kaldes, en pisk-gulerod-strategi over for palæstinenserne, hvor premierministeren har pisken og udenrigsministeren guleroden. »De er professionelle politiske soldater, som en af Sharons rådgivere kalder parret.