Makedonien - et land i opløsning

Politiken fredag: Det, der ikke måtte ske på Balkan, truer nu med at blive virkelighed. Makedonien, den eneste jugoslaviske republik, der løsrev sig i god ro og orden i 1992 uden et skud blev affyret, er nu ramt af en etnisk konflikt, der kan rive landet midt over, eller få det til helt at forsvinde fra landkortet. Der var i går fortsatte ildkampe mellem makedonske styrker og albanske oprørere i udkanten af Tetova, hvor der både blev skudt med morterer og maskinkanoner. I aftes var det makedonske sikkerhedsråd indkaldt. Præsident Boris Trajkovski ventes at indføre undtagelsestilstand i landet. Det store etnisk albanske mindretal i Makedonien er ved at tabe tålmodigheden over de elendige politiske, økonomiske og sociale forhold, de lever under. Selv om et flertal af albanerne fortsat slutter op om en fredelig politisk dialog inden for rammerne af et skrøbeligt demokrati, så får de radikale, nationalistiske kræfter større og større tilslutning, lyder det fra alle eksperter i området. »Det ligner Bosnien kort tid før krigen brød ud for alvor« lød kommentaren i går fra en erfaren EU-observatør, der opholder sig i det nordlige Makedonien. Han beskrev skyderierne omkring de små landsbyer i bjergene, det massive opbud af politi og militær i panservogne ved de mange kontrolpunkter på landevejene, og de lange kolonner af biler foran benzinstationerne. Folk flygter igen. Makedonere forlader de områder, hvor albanerne er i flertal, fordi de frygter repressalier. Mange albanere forsøger at komme over grænsen ind til sikkerhed i Kosova. Ordentlig salve FNs særlige repræsentant for menneskerettigheder på Balkan, Jiri Dienstbier, afleverede i går en ordentlig salve mod det internationale samfund, som han anklagede for at være alt for passiv. »Fredsstyrken KFOR har blot fungeret som et brandkorps, der kun rykker ud, når ilden er brudt ud. Det internationale samfund må vågne op og modvirke den ekstremisme, der destabiliserer hele regionen«, sagde han. Situationen i Makedonien er kompliceret. Officielt hedder landet stadig FYROM - Former Yugoslav Republic of Macedonia. Naboen mod syd, Grækenland, har i flere år protesteret mod landets navn og udsat det for handelssanktioner og almindelig chikane. Grænsen mod Serbien i nord var i flere år kontrolleret af en international overvågningsstyrke, der skulle forhindre serbisk infiltration. Landet er fattigt, handel, lidt minedrift og primitivt landbrug udgør de væsentlige indkomstkilder. Smugleri og korruption hærger som epidemier. Og så er der befolkningens sammensætning. Makedonerne er mod øst beslægtet med bulgarerne, i centrum af landet er der et betydeligt serbisk islæt, mens befolkningen i den vestlige del for en stor del er etniske albanere. Yderligere er der mindretal af sigøjnere, folk af tyrkisk oprindelse og andre, som stadig kalder sig jugoslaver. Hvor mange, der er af hver etnisk gruppe, er et af de store politiske stridsspørgsmål. Officielt udgør albanerne kun 24 pct. af befolkningen. Dette tal stammer fra en folketælling i 1991, som næppe afspejlede de virkelige tal. De fleste observatører mener, at der er 35-40 pct. albanere, omkring 700. 000 af en befolkning på 2,2 millioner. Helsinki-komiteen anslår fordelingen til 63-37. På papiret er den albanske befolkning integreret. Den deltager i det politiske liv, et af to albanske politiske partier er med i regeringskoalitionen med fire ministre og en række viceministre. Albanere er repræsenteret i både hær og politi, der er albanske borgmestre i flere større byer, blandt dem den næststørste by, Tetova. Apartheid Men reelt eksisterer en form for apartheid, to etniske grupper, der lever hvert sit liv. Og problemerne er, som også i Bosnien, størst ude i de små landsbyer, hvor fattigdom og isolation giver frugtbar næring til nationalisme, myter og frygt, ofte baseret på uvidenhed og mangel på uddannelsesmuligheder. Det er i bjergene, at den nationale befrielseshær, som kalder sig UCK i Makedonien og UCPBM i det sydlige Serbien, rekrutterer sine soldater. Det er derude, hvor der smugles våben, narko, mennesker, cigaretter og andet, der kan sikre et eksistensminimum. Det er denne glemte gruppe, som hverken NATO, FN, EU eller nogle af de øvrige internationale organisationer har megen kontakt til. I går affærdigede en talsmand for NATO i Bruxelles opstanden i Makedonien med at påstå, at det drejede sig om små isolerede grupper, som den makedonske regering havde kontrol med. Ingen grund til panik, var essensen af hans udsagn. Albanernes krav i Makedonien kan groft deles i tre. De ønsker, at landet skal gøres til en konføderation med to 'nationer', en makedonsk og en albansk. De protesterer mod politiets og myndighedernes diskrimination, ikke mindst når det gælder job, men også registrering som statsborgere. Og de vil have et egentligt universitet i Tetova, så de kan fastholde deres nationale sprog, identitet og mulighed for uddannelse på eget sprog. Bag hele den oparbejdede frustration er der også kræfter, der ønsker et Storkosova, omfattende Kosova, den del af det sydlige Serbien, hvor der bor omkring 70. 000 etniske albanere, samt den vestlige del af Makedonien. Meget få taler for et Storalbanien. Albanien er for tilbagestående til at have nogen egentlig tiltrækning på de albanere, der er opvokset i det nu så sønderknuste Jugoslavien.