Israels fredsfløj prøver én gang til

Der skubbes og mases ved indgangen til New Imperial Hotel, der ligger få meter inden for Jaffa Porten i Jerusalems gamle by. Uden for Jaffa Porten står flere tusinde mennesker - mest kvinder - samlet og svajer til rytmerne af en efterhånden aldrende israelsk fredshymne med omkvædet »Du og jeg - sammen kan vi ændre verden«. Afslutningen på en formiddag med taler og fælles fredsmarch gennem Jerusalem arrangeret af israelske og palæstinensiske kvindegrupper støttet af en række besøgende europæiske fredsgrupper. »Det, vi tilbyder her, er åbenbart en eftertragtet vare«, ler en af grundlæggerne af Fred Nu-bevægelsen, der som selvbestaltet dørvogter uden held forsøger at holde antallet af mennesker i den alt for lille hotelfestsal nede. Det er en lettelsens latter, der markerer, at palæstinensiske og israelske fredskræfter endelig genoptager samarbejdet, forklarer hun, oven på 15 måneders fuldstændig tørke. 'Tid til fred' hedder kampagnen, der fredag blev indledt på Hotel New Imperial i Jerusalem. Én by, to hovedstæder »Jeg håber dette initiativ vil føre til fred, til to stater, til at Jerusalem bliver en åben by med to hovedstæder og til en retfærdig løsning på flygtningeproblemet«, siger Abdel Kharer Husseini, der er en af de første underskrivere af den offentlige fælleserklæring. Han er søn af Faisal Husseini, den nyligt afdøde grundlægger af New Orient House, PLO's uofficielle hovedkvarter i Jerusalem. »Siden 1988 har vi underskrevet erklæringer. Nu er det på tide, at vi går på gaden og i fællesskab viser, at vi er mange, der tror på fred, tror på, at der er en partner på den anden side. Sharon er ikke partner, men vi kan ikke lade døden sejre over livet og freden«, siger den tidligere israelske minister og menneskerettighedsforkæmper Shulamit Aloni og tilføjer: »Jeg skriver nu under alligevel«. Den fælles erklæring bringer ingen larmende nyheder. Den kræver konflikten afsluttet med oprettelse af to stater adskilt af våbenhvilelinjen fra 1967. Bag initiativet står dels den nyligt udnævnte PLO-repræsentant for Jerusalem, professor Sari Nusseibeh, der er Faisal Husseinis efterfølger. Dels de to israelske politikere, der sammen tegner fredsfløjen, tidligere justitsminister Yossi Beilin og oppositionsleder Yossi Sarid. Og endelig alle de organisationer og bevægelser på begge sider, der i årevis har været i dialog. Hvorfor skulle der gå 15 måneder med blodsudgydelser, før de samme mennesker atter kunne mødes og blive enige om de samme ting? PFLP-mand omvendt Nehad Abu Ghosh sidder i ledelsen af Jerusalemafdelingen af Folkefronten til Palæstinas Befrielse, PFLP. Han er hårdnakket modstander af Osloprocessen, og det var medlemmer af hans organisation, der stod bag mordet på den israelske turistminster, Rehavam Ze'evi, tidligere i år. Men han underskriver som en af de første den fælles erklæring. »Der har været megen forvirring, og jeg har megen kritik af de israelske fredskræfters måde at behandle os på, men vold løser ikke konflikten. Besættelsen må ophøre, og vi må arbejde sammen om en fred, også selv om vi ikke er enige på alle punkter«, forklarer Nehad Abu Ghosh til Politiken. »Alle forstår nu, at man ikke kan dræbe fredsprocessen, og det er især Egypten og Jordan, der nu har bedt om, at vi genoptager vore aktiviteter. Vi er den eneste regionale fredsbevægelse«, siger David Kimche, der repræsenterer den såkaldte Copenhagen Group, et fælles israelsk-palæstinensisk-jordansk-egyptisk fredsinitiativ, der med støtte fra Udenrigsministeriet blev indledt ved en række møder på Louisiana i Humlebæk i 1997. Direktøren for den israelske Fred Nu-bevægelse, Moria Shlomot, mener, at der var brug for en længere modningstid, efter at følelsen af, at der ikke mere var en partner til forhandlingerne, havde sneget sig ind hos fredskræfterne på begge sider. Kom på diplomatpas Mariam Abu Samara - en ung kvinde fra Ramallah, der udelukkende har kunnet komme til Jerusalem, fordi hendes mor er fransk og ansat på det franske konsulat og dermed kan passere vejspærringerne i en diplomatbil - er overbevist om, »at blod fremprovokerer denne type initiativer«. »Man skal se, hvor frygtelig krig er, for at gøre det«, siger hun og underskriver erklæringen i en stor bog, der er lagt frem på et bord på gaden uden for hotellet. »Der bliver ikke fred, før Sharon er væk, og før Arafat og banden af forbrydere omkring ham er forsvundet«, siger Sabeh Sabi, der modsat alle de øvrige fremmødte har en konkret vare at sælge. Han tror på fred og på muligheden for fredelig sameksistens, men ikke på de politiske ledere. I 30 år har han solgt friske brødringe med sesamfrø fra en kærre ved Jaffa Porten. Han har set det hele, siger han. Og han har også følt intifadaens 15 måneders tørke. De mange fredsaktivister sætter godt gang i forretningen.