De har edelweiss'en, emmentaleren og en nationalhelt ved navn Willhelm Tell. De har naturligvis også kukuret, lommekniven og chokoladen. Men først og fremmest har de deres neutralitet. Der er mangt og meget, der gør schweizerne stolte af sig selv og deres land, men intet slår 'die Neutralität'. En neutralitet, der siden den blev anerkendt i 1648, har formået at holde alpelandet uden for de krige, der med jævne mellemrum har lagt det øvrige Europa i ruiner. En neutralitet, der bliver plejet med en veltrænet hær. En neutralitet, der giver landet særstatus på verdensplan. En neutralitet, der er grundstenen i den schweiziske selvopfattelse. Men nye vinde blæser over den bjergklædte helvetiske konføderation. Her i begyndelsen af det 21. århundrede mener flertallet af landets politikere, med udenrigsminister Joseph Deiss i spidsen, at tiden er inde til at revidere neutralitetstanken. Det er regeringens erklærede hovedprioritet at få Schweiz indlemmet i FN. Og slaget skal stå i dag. Debatten op til dagens folkeafstemning om medlemsskab af verdensorganisationen har splittet befolkningen. Det standende spørgsmål er, om medlemsskab af FN også er begyndelsen på enden for den schweiziske neutralitet. FN som Fandens værk Kritikerne er ikke i tvivl: FN's sikkerhedsråd er Fandens værk, der vil tvinge sagesløse schweiziske soldater til at udkæmpe blodige krige i obskure afkroge af verden. Beslutningerne vil blive taget af diplomater i New York, ikke af schweizere i Schweiz. Gør man som alle andre, så taber man. »Udover neutraliteten mister vi vores selvbestemmelse, vores egenart, vores frihed og mange millioner franc«, erklærer Hans Fehr, parlamentsmedlem for det højreorienterede regeringsparti SVP og næstformand i protestorganisationen AUNS. FN som fremtiden Fortalerne er omvendt ikke i tvivl om, at landets fremtid ligger i den internationale organisation. FN er godt for verdensfreden, økonomien og samvittigheden. Og neutraliteten skal nok overleve. Joseph Deiss gentager uafladeligt forsikringen fra FN's generalsekretær Kofi Annan om, at den schweiziske neutralitet ikke vil være et problem. Historien om Schweiz og FN er fuld af paradokser. I 1986 stemte 75 pct. af befolkningen mod optagelse i FN, hvis europæiske hovedkvarter ellers ligger i Genève, og hvis underorganisationer Schweiz i rigt mål er medlem af. Schweiz tilpasser sig til EU, men vil ikke være medlem. Schweiz samarbejder tæt med NATO, men vil ikke være medlem. Paradokset bliver ikke mindre af, at talløse internationale organisationer har hovedsæde i Genève. Eller af, at der i det finansielle centrum Zürich ligger en stor bank på hvert hjørne, som har specialister til at forvalte udenlandske formuer. Landet har fire officielle sprog og over en million udlændinge - samtidig med at schweizerne er det mest isolationistiske folkefærd i Europa, om ikke i verden. Ud af isolation Men nu har Bern-regeringen altså besluttet, at landet skal ud af sin isolation. Baggrunden for beslutningen om at lede Schweiz ind i FN og fremtiden skal søges i de dybtgående forandringer, Europa har undergået de seneste år. Med den østlige kommunismes sammenbrud og afslutningen på Den Kolde Krig har det traditionelle neutralitetsbegreb mistet sit indhold. »Erfaringerne fra det 20. århundrede har vist, at ingen lande længere kan være fuldstændig neutrale. Dertil har den teknologiske og økonomiske udvikling gjort verdens lande for afhængige af hinanden. Globaliseringen har gjort sit indtog, selv i Schweiz. Og at neutrale lande som Sverige, Finland og Østrig er medlemmer af såvel FN som EU, har spillet en ikke ubetydelig rolle for regeringens dispositioner. Bliver det et ja til FN, vil regeringens næste skridt være i retning af EU«, siger Hans Hirter, professor i politologi ved Bern Universitet. Med dette udsagn prikker Hans Hirter til nej-sidens største frygt. At FN vil lede til EU og, lige så grumt, NATO. At regeringen blot spiller taktisk ved ikke at nævne EU med et ord i disse måneder. Medlemsskab af EU står for mange schweizere som et langt større og mere konkret dødsstød for neutraliteten. EU er et skridt i retning af Europa, som schweizerne ikke er rede til at tage, dertil stikker neutralitetstanken for dybt. Unge ønsker integration Men med årene, efterhånden som der bliver færre af de schweizere, der oplevede 2. verdenskrig, og flere af de unge, der er vokset op med globaliseringen, vil neutralitetstanken fortone sig og befolkningen søge fuldstændig integration i Europa og resten af verden, vurderer Hans Hirtner. Og det er omtrent det værste fremtidsscenario, man kan opstille for nej- siden i FN-debatten. »Integration er ikke en intelligent vej for et lille land, når det gælder FN, EU og NATO. Integration betyder ikke, at man skal tilslutte sig alle internationale organisationer, det betyder partnerskab. Partnerskab er nok for Schweiz«, erklærer Hans Fehr. Målinger: 54 pct. for ja Om det bliver kritikerne eller fortalerne, der lader sekt-propperne springe søndag aften, er svært at spå om. Meningsmålingerne viser, at ja-sigerne er steget fra 50 til 54 pct. den sidste uge, men en tommelfingeregel er, at der skal et flertal på 55 pct. til at afgøre en folkeafstemning. Så har kantonerne nemlig også samlet set sagt ja, viser erfaringen, og kantonernes flertal vejer tungere end de afgivne stemmers. Et intelligent valgsystem, mener nej-sigerne, et paradoksalt system, mener ja-sigerne. Hermed kan endnu et paradoks føjes til listen over ting, der gør Alpestaten så særlig. Både i egne og andres øjne.