USA har i det skjulte sendt fanger, der mistænkes for at stå i ledtog med terrorister, til lande, der tillader tortur, siger kilder i USA's diplomati og efterretningsvæsen. Fanger, der flyttes til lande som Egypten og Jordan, risikerer at blive udsat for tortur og trusler mod deres familier med henblik på at fremtvinge oplysninger, som USA har brug for i forbindelse med opklaringen af angrebene på New York og Washington 11. september. Procedurer omgået Ifølge Washington Post er de sædvanlige procedurer for udlevering blevet omgået i forbindelse med overførsel af dusinvis af fanger, der mistænkes for at have forbindelser til terrorisme. De mistænkte er overført til lande, hvor det er tilladt at anvende tortur, og hvor CIA har tætte forbindelser til de lokale efterretningstjenester. Amerikanske efterretningsagenter har angiveligt medvirket ved adskillige afhøringer. En talsmand for CIA sagde i mandags, at den amerikanske efterretningstjeneste ikke ønskede at kommentere påstandene. En talsmand for udenrigsministeriet sagde, at USA havde »samarbejdet meget tæt med andre lande. Det en global kamp mod terrorisme«. »Efter 11. september har vi hele tiden set den slags manøvrer«, siger en diplomat til Washington Post. »De giver os mulighed for at få oplysninger ud af terrorister på en måde, som vi ikke kan på amerikansk jord«. Vil undgå stor offentlighed Formålet med at sende mistænkte til tredjelande i stedet for at overføre dem til USA er ifølge diplomater, at man vil undgå sager, der påkalder sig stor offentlig opmærksomhed og dermed indebærer en risiko for yderligere aktioner fra militante muslimer. En af de fanger, der er blevet overført på denne måde, er Muhammad Saad Iqbal Madni. Han siges at have forbindelse til briten Richard Reid, som i december blev anholdt, efter at han havde forsøgt at antænde et sprængstof, som var skjult i hans skosål under en flyvning fra Paris til Miami. Muhammad Saad Iqbal Madni blev transporteret fra Indonesien til Egypten om bord på et amerikansk indregistreret fly, selv om han ikke havde været stillet for en dommer. Til gengæld var hans navn dukket op på nogle dokumenter konfiskeret fra al-Qaeda. Han sidder stadig fængslet i Egypten, hvor han er blevet afhørt af efterretningsagenter. Indonesisk forsigtighed En kilde i den indonesiske regering siger, at Indonesiens præsident, Megawati Sukarnoputri, ville blive udsat for kritik fra landets muslimske partier, hvis man afslørede amerikanernes rolle i sagen. »Vi må ikke give det indtryk, at vi samarbejder alt for tæt med amerikanerne«, siger regeringskilden. En yemenitisk biologistuderende var udsat for samme behandling, da han blev transporteret fra Pakistan til Jordan om bord på et amerikansk indregistreret fly. Amerikanske styrker anholdt desuden fem algeriere og en yemenit i Bosnien 19. januar og fløj dem til Guantanamo Bay i Cuba, efter at de var blevet løsladt, fordi den bosniske højesteret ikke vurderede, at der var tilstrækkelige beviser imod dem. Det gjorde heller ikke indtryk på amerikanerne, at Bosniens menneskerettighedskommission anmodede om, at fire af mændene skulle have lov til at blive i landet, så deres sager kunne færdigbehandles. Europæisk kritik USA er blevet kritiseret af nogle af sine europæiske allierede for at tilbageholde fanger på militærbasen i Guantanamo Bay. Da USA's regering havde offentliggjort billeder af knælende fanger med bind for øjnene, blev forsvarsminister Donald Rumsfeld tvunget til at gå ud og forsvare de forhold, som fangerne tilbageholdes under. Borgerretsadvokater har forgæves forsøgt at tvinge myndighederne til enten at sigte de tilbageholdte i USA eller at give dem status af krigsfanger. Regeringen har nægtet med henvisning til, at de tilbageholdte på basen i Cuba - såvel talebanere som al-Qaeda-folk - ikke kan betragtes som krigsfanger, fordi de var terrorister snarere end soldater, og fordi de ikke tilhørte nogen anerkendt, uniformeret hær. Oversættelse: Tonny Pedersen
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Serie
Analyse
Konsekvenserne af lavere grænseværdier for nitrat kan blive langt mere omfattende end det kommende sprøjteforbud
Hendes forældre flygtede fra Afghanistan til Danmark. Nu sidder hun på en af de tungeste poster i regeringen
Elisabet Svane svarer på læsernes spørgsmål
Det har været en vild uge i dansk politik. Politisk analytiker Elisabet Svane svarer på spørgsmål fra Politikens læsere klokken 11.00. Du kan allerede nu stille dit spørgsmål.
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Guide
Reportage
Portræt
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00




























