Mindretal behandles forskelligt i EU

I Italien er tyskere og franskmænd anerkendt som minoriteter, men det er to af de mest sårbare grupper - muslimer og romaer (sigøjnere) - ikke. I Tyskland derimod er romaerne anerkendt som mindretal på linje med danskere og frisere, men også her må muslimerne undvære denne status. I Frankrig ses alle definitioner af minoriteter som en trussel mod republikken, fordi det sætter spørgsmålstegn ved opfattelsen af, at alle skal behandles lige. EU mangler en klar linje for, hvem man giver minoritetsstatus, og hvilke rettigheder mindretallene efterfølgende får, mener den europæiske mindretalsekspert Rachel Guglielmo. Hun er direktør i Open Society Institutes særlige overvågningsgruppe i forhold til udvidelsen, der i dag udgiver en rapport om mindretalsbeskyttelse i Europa. Behov for debat i EU Ifølge rapporten er der brug for at harmonisere den måde, EU-landene fører minoritetspolitik på, fordi den nuværende linje skaber forvirring og ulige forhold. Det er især behandlingen af mindretallene i de nye EU-lande, der gør behovet for strammere fællesregler aktuelt. De forskellige opfattelser af hvad en minoritet er, gør det sværere for landene at blive enige. »Der er ikke enighed i EU om, hvilke minoritetsrettigheder vi vil give. Vi behandler vores mindretal så forskelligt, at det viser, at vi har brug for at debattere dette spørgsmål. Over for de nye ansøgerlande har EU lagt vægt på, at mindretalsbeskyttelse er én af vores fælles værdier, men internt i EU har der været meget ringe refleksion over, hvad vi lægger i det begreb«, siger Rachel Guglielmo. Ingen fælles linje Det går ud over minoriteterne, hvis ikke EU bliver enig om en fælles politik. »Mindretallene bliver usikre på EU-landenes linje, når de bliver behandlet så forskelligt. Grupperne får sværere ved at gennemskue, hvilken grad af beskyttelse og hvilke fordele de har ret til som minoritet«, siger Rachel Guglielmo. EU-landene er ikke engang blevet enige om en fælles juridisk definition af, hvad en minoritet er. Staterne går rundt om den varme grød, fordi de gerne vil bevare kontrollen over, hvilke grupper der har status som minoriteter, mener Helen Krag, der er lektor på afdeling for Minoritetsstudier på Københavns Universitet. Storbritannien er god »Der findes kun 'de facto'-definitioner, fordi landene godt ved, at der følger forpligtelser med, når en gruppe anerkendes som minoritet. Så skal staterne tage hensyn til, at minoriteten kan bevare sit sprog og andre bærende elementer af sin kultur«, siger Helen Krag og fortsætter: »Når en minoritet er anerkendt, sikrer Europarådets rammekonvention nogle retningslinjer for, hvordan den kan deltage i samfundet. Minoriteten skal gives mulighed for at lære majoritetssproget, så den ikke marginaliseres totalt. Gruppen skal sikres mulighed for at få de samme uddannelsesmuligheder som resten af befolkningen, og den skal være synlig i de medier, der er i samfundet«. UK god til at integrere muslimer Open Society Institute fremhæver Storbritannien som et af de lande, der har været gode til at integrere muslimer, der ellers er en af de grupper, som har det sværest på europæisk plan. Storbritannien har, ifølge Rachel Guglielmo, gjort et stort arbejde for at mindske ulemperne ved at tilhøre en bestemt etnisk gruppe. Blandt andet derfor har man nu en gruppe muslimer, som er bedre integreret end i andre europæiske lande. »Storbritanien har en racelighedskommission og retningslinjer for, hvordan de offentlige ydelser bliver lige tilgængelige for forskellige etniske grupper. Den nye generation af muslimer er nu uddannet som journalister, læger og advokater, og de skubber debatten fremad«, siger Rachel Guglielmo. Snak med hinandenMen stempler og marginaliserer man ikke en gruppe ved at lave specielle regler kun for den? »Det kommer an på, hvilke regler man laver. Regeringerne skal være opmærksomme på at informere grundigt om, hvorfor man fører den valgte politik, og hvad målene er. Ellers risikerer man at miste den folkelige opbakning til systemet, og så taber alle«, siger Rachel Guglielmo. Hun opfordrer også til, at de europæiske lande i højere grad deler deres erfaring med forskellige politiske tiltag overfor minoriteterne med hinanden.