USA's koalition af modvillige og tvangsindlagte

Hvis FN ikke vil makke ret og støtte en krig mod Irak, så vil USA's præsident George W. Bush udfordre Saddam Hussein med en »koalition af villige«. De villige drives imidlertid ikke af ædle motiver som ønsket om at afvæbne en morderisk tyran. Villige Danmark De er lokket af penge og vil indynde sig hos supermagten. Danmark er et af de »villige lande«. Bortset fra Storbritanniens premierminister, Tony Blair, der drives af overbevisning, så har de fleste lande sluttet sig til Bushs koalition, fordi de håber på økonomisk eller militær bistand fra Washington. Politiske gevinster Andre igen vil gøre deres hoser grønne hos supermagten i håb om at opnå politisk gevinst eller sikkerhed under supermagtens gigantiske militære paraply. De politiske gevinster kan være i form af forbedrede muligheder for at blive medlem af NATO eller som i Polens tilfælde måske oven i købet få posten som generalsekretær for det nordatlantiske militære samarbejde. De tvangsindlagte I virkeligheden er der tale om en koalition af »modvillige«, som Mellemøsteksperten Anthony Cordesman fra Centret for Strategiske og Internationale Studier i Washington har udtalt til avisen USA Today. De for tiden 29 lande i koalitionen kan beskrives som de overbeviste, de bekymrede, de opportunistiske og de tvangsindlagte. Bush: Ingen er købt Bushregeringen afviser, at medlemmerne er købt, og at der har været tale om bestikkelse. Amerikanerne hævder, at de fleste af de pågældende lande har sluttet sig til af fri vilje og blot har gjort det rigtige. Amerikanske analytikere tvivler på værdien af en koalition, som for en stor dels vedkommende er købt eller bestukket. Vil de stikke halen mellem benene, hvis Irakkrigen trækker ud og bliver langt mere blodig end den lynkrig, de fleste forventer? Hvad sker der under genopbygningen? Og hvad agter de 'villige' eller 'modvillige' at gøre, når Irak skal genopbygges for milliarder af kroner? Har den danske, israelske, tyrkiske, portugisiske eller tjekkiske regering tænkt sig, at deres skatteydere skal bidrage? Ikke som i 1990 Kritikerne af Bushs krigeriske linje er dog mest bekymrede over, at det ikke er lykkedes for Washington at samle en bred koalition af traditionelle allierede, som stillede sig bag den første præsident George Bush i 1990-1991, da Bushdynastiet for første gang drog i felten mod det irakiske diktatur. Situationen var helt anderledes i 1990, da selv europæiske sværvægtere som Frankrig stod i kø for både med soldater og penge at fordrive Husseins besættelsesstyrker fra Kuwait. Selv Saudi-Arabien, Egypten og Syrien støttede militært. USA må bære den tungeste byrde 34 lande sluttede sig til USA og indsatte 160.000 soldater eller 24 procent af den samlede styrke og betalte 88 procent af udgifterne til krigen ifølge USA Today. Selv om det skulle lykkes USA at presse endnu en FN-resolution igennem, må amerikanerne nok påtage sig de største byrder militært, og amerikanske skatteydere må betale udgifterne til krigen. Klækkelige summer til de vigtige halvhjertede Oveni må Washington så også betale klækkelige summer til lande som Tyrkiet, Egypten, Israel og Jordan for at få deres mere eller mindre halvhjertede tilslutning. Landene siger selv, at der ikke er tale om bestikkelse, men at de blot bliver kompenseret for manglende handels- og turistindtægter i tilfælde af en krig. For et par uger siden fortalte viceudenrigsminister Marc Grossman Senatets udenrigsudvalg, at 26 lande har indvilget i at give USA en eller anden form for støtte, mens 19 andre er direkte involveret i den militære planlægning. Det er dog ikke alle, som er kommet ud af skabet. Fire grupper Koalitionen af villige består af fire hovedgrupper: