Ny georgisk præsident vil blive nøje overvåget

I de sidste uger af nok et konfliktfyldt år udgjorde den ublodige opstand, der væltede Eduard Sjevardnadses regime i Georgien, et enkelt lyspunkt. Men efter søndagens valg af et nyt statsoverhoved er faren for blodsudgydelser stadig høje, og magtfulde kræfter i udlandet vil holde et meget vågent øje med den nye præsident, den 36-årige advokat Mikhail Saakasjvili. Ny kold krig Og det ville bestemt ikke være nogen overdrivelse at sige, at Georgien er kampplads for en ny kold krig. I sovjettiden blev kampen mellem USA og Rusland ført på globalt plan. Massive våbenarsenaler holdt Europa i skak, mens utallige krige hærgede Afrika og Asien, da det var meget nemmere for stormagterne at udkæmpe kappestriden dér ved at blande sig i lokale konflikter uden frygt for at udløse en atomkrig. Sovjetunionens sammenbrud satte ikke punktum for kappestriden. Det iscenesatte den blot på ny på et mere komplekst - og indirekte - plan frem for tidligere tiders utilslørede fjendtlighed. Washington besnærede det postkommunistiske Rusland med tilbud om partnerskab, mens det udvidede den gamle antirussiske alliance NATO ved at indlemme de tidligere sovjetiske allierede samt de tre baltiske stater. Begrænset indflydelse Selv mens det projekt var ved at være fuldført, rettede daværende præsident Bill Clintons regering opmærksomheden mod Ruslands sydlige flanker i Centralasien og mod Kaukasus. Når først Ruslands officielle kontrolsystem var afviklet, skulle Moskvas indflydelse begrænses mest muligt. Her var Georgien et godt sted at starte, idet Sjevardnadse i sin tid som sovjetisk udenrigsminister havde været yderst beredvillig til at imødekomme vestlige krav. Massiv amerikansk støtte Udviklingsstøtten strømmede ind, og det gjorde Georgien til den største modtager per indbygger af amerikanske tilskud efter Israel. Der blev også ydet hjælp til udvikling af en række civile organisationer, lige fra private medier til valgorganisationer og nye politiske partier. Mens kun få bestred nødvendigheden af initiativer til 'god regeringsførelse' i totalitære eller sammenbrudte stater, ville det nok have været bedre, hvis det var kræfter uden skjulte dagsordner og imperialistiske ambitioner, som for eksempel internationale uafhængige organisationer, ngo'er, eller FN's kontorer, der stod bag initiativerne. Korrupt klasse Men i 2003, efter ti år med Sjevardnadse, var Georgiens 'reformpolitik' ikke noget at råbe hurra for. Landet var blevet prototypen på en postkommunistisk stat af værste slags, hvor en korrupt klasse af omhyggeligt udvalgte embedsmænd og mafiøse forretningsmænd berigede sig ved smugling, nepotistiske privatiseringer, tyveri fra de få tilbageblevne statslige virksomheder og kontrol med indtægterne fra toldafgifter og havnevæsen. Man så gennem fingre med oppositionens aviser og flerpartisvalg, da man anså det statskontrollerede fjernsyn for at være et egnet redskab til at manipulere med vælgerne, og loyale embedsmænd kunne producere falske valgresultater, hvis et valg faldt forkert ud. Den sidste forsvarslinje var altid militæret og politiet, som blev sat til at kvæle alle protestaktioner med magt for at redde regimet, som de var en del af. Serbien brød model Den model brød Serbien med i september 2000. Den folkelige frustration over korruption og dårlig økonomi samt vreden over de mange tabte krige førte til Europas første postkommunistiske revolution. Da styret forsøgte at fifle med valgresultaterne, gik befolkningen på barrikaderne, og militæret blev splittet. Det var noget andet end revolutionerne i 1989, som var mere politiske end økonomiske. De fandt desuden sted under et etpartisystem, hvor selv store dele af lederskabet havde mistet troen på sig selv og ønskede en blød landing. Milosevic' fald skabte forudsigelser af, at Georgien ville blive næste postkommunistiske land, hvor en opstand fandt sted. Nationalistisk præsident En lignende vrede over det kapitalistiske kammerateri kunne også spores. Sjevardnadse startede ingen krige, men nationalisterne var fortørnede over, at det ikke lykkedes ham at genvinde de to provinser Abkhasien og Sydossetien. Mikhail Saakasjvili, lederen af sidste års folkelige protester og vinderen af søndagens valg, er en nationalist, der jævnlig trækker det trumfkort i sine taler. Terrorforskrækkelse Bush støttede Clintons strategi med at nedgøre Rusland, som de skærpede, da de kom til magten. Terroristforskrækkelsen efter 11. september og Putins brændende ønske om at opnå USA's blåstempling af sin forfejlede krig i Tjetjenien udnyttede de til at få Moskvas samtykke til at oprette amerikanske baser i Centralasien. Formuleret som et midlertidigt tiltag mod Taleban er de indstillet på at beholde dem som et muligt værn mod Rusland, Kina og Mellemøsten. 'Krigen om rørledningerne' i Kaukasus blev optrappet for at presse vestlige virksomheder til at udelukke Rusland fra jagten på olie i Det Kaspiske Hav og sikre sig, at intet blev transporteret gennem Rusland. Opgivelsen af Sjevardnadze Hvorfor besluttede USA sig så for at opgive Sjevardnadse? Det var ikke noget gnidningsløst træk. Før valgsvindelen i november håbede flertallet af amerikanske embedsmænd på, at han fortsatte som præsident, indtil hans periode udløb næste år. Forudsat han ville lade oppositionen danne flertal i parlamentet, begyndte at fjerne korrupte embedsmænd og overveje en ny forfatning, som kunne reducere præsidentens magtbeføjelser. Sentimentale bånd Selv efter valgsvindelen ønskede nogle amerikanske embedsmænd at beholde Sjevardnadse. Der var dels de sentimentale bånd, dels det argument, at direkte amerikansk indblanding i et regimeskifte ville se dårligt ud i Centralasien og Kaukasus. Frygten for Saakasjvilis voldsomme nationalisme og faren for, at han som præsident skulle forsøge at genvinde de tabte provinser med magt, eller i det mindste forsøge sig med provokerende tiltag i grænseområdet, lagde også en dæmper på forhåbningerne. Det endte med, at USA vendte sig fra den gamle diktator og bad ham gå af. Vreden over svindlen ved valget var ikke den afgørende faktor - en lignende svindel, som Alijevdynastiet stod bag i Aserbajdsjan ved valget i oktober, medførte kun få amerikanske protester. To faktorer: Det var sandsynligvis to faktorer, der udløste den amerikanske holdningsændring.