Mindst syv politifolk blev lørdag dræbt, da en politistyrke i Haiti rykkede ind i den nordlige by Gonaives, der er erobret af oprørere, siger oprørslederen Winter Etienne til radiostationer. Byen med 200.000 indbyggere blev i torsdags indtaget af oprørere, som er imod præsident Jean Bertrand Aristide. Regeringens talsmand, Mario Dupuy, i Port-au-Prince, siger, at regeringen har genoprettet roen i Gonaives. Oprørernes angreb i torsdags på byens politigård udløste en kamp, der kostede 11 mennesker livet, siger Røde Kors i Haiti. Flere mindre byer i det nordlige Haiti er under oprørsgruppens kontrol. I byen St. Marc, omkring 40 kilometer syd for Gonaives, flygtede politifolkene ud af politistationen. I Port-au-Prince demonstrerer flere tusindede Aristide-støtter i gaderne og forlanger, at præsidenten bliver i embedet.
Politifolk dræbt i kamp med oprørere i Haiti
Lyt til artiklen