Frygten for hævn er Haitis evige tema

Det politiske kaos i Haiti har nu også sendt dønninger gennem denne normalt fredelige og søvnige by ved den smukke bugt ud mod det caribiske hav. Hver nat høres skyderier i byens gader. Det er bevæbnede tilhængere af Aristides regering, som har indført en skræmmekampagne. Der bliver skudt på lokale oppositionslederes huse, og det er ganske enkelt en typisk måde at vise på, at lavalas-loyalisterne ejer gaden, og at alle modstandere af regimet kan frygte opgørets time. Et blodbad er det, der frygtes, ligesom det er dagens udsigt i hovedstaden. Frygten for hævn er et tilbagevendende tema i Haiti. Der er en uhyggelig tradition for 'dechoukaj', dvs. afstubning eller rodoprykning, i dette land. Man afbrænder og ødelægger, når det ene skal afløses af det andet. Det var det, man for få dage siden kunne se i den store havneby på nordkysten, Cap-Haitien, hvor rebellernes hurtige sejr blev efterfulgt af befolkningens plyndringer og hævnlynchninger, som gik ud over nogle af de lavalas-aktivister, som inden oprørernes ankomst havde holdt byen i et jerngreb. Kunstby Jacmel er i dag en smuk, bevaringsværdig by, kandidat til UNESCO-fredning, som har kunstneriske traditioner, bl.a. kommer nogle af Haitis største digtere fra Jacmel, og byen tiltrækker udenlandske kunstnere. Men Jacmel har dybe sår under den støvede overflade. Ved det forrige århundredskifte var den en blomstrende handelsby med direkte eksport til europæiske havne af bl.a. kaffe. Men diktatoren 'Papa Doc', Dr. Francois Duvalier var i sit paranoide styre besat af tanken om at centralisere al magt i Port-au-Prince og specielt at bekæmpe mulat-bourgeoisiets magt ude i provinsbyerne. Derfor blev Jacmel isoleret fra 1957 og kom ind i en tornerosesøvn-tilstand, som den først i de senere år er ved at komme ud af med sit potentiale som fremtidigt turistmål. Det er fortidens spøgelser, der nu er kommet frem som en dyster epilog til byens netop overståede berømte karneval, som traditionen tro bød på mange festlige og skræmmende monsterfigurer i papmaché, og hvor der ikke spares på referencer til historiske rædsler. De traditionelle drager med lange krybdyrhaler og ildrøde tunger har pludselig fået en ny betydning, nu hvor regimets stormtropper har kaldt sig chimè (kreolsk for kimærer, ildsprudende drager som dem på Notre Dame-kirken i Paris). Engang undertrykte Duvaliers 'tonton-macoutes' byens borgere. I dag er det Aristides forfejlede frelser-regime, som i sine formentlig sidste krampetrækninger truer med at sættet tingene blodigt på plads, inden oprøret kommer helt herned og vender alt op og ned. Forfulgt En af byens oppositionsledere Joel Jean Baptiste fra Convergence Democratique taler heftigt og bittert om, at han, som tidligere har oplevet at blive forfulgt af militærdiktaturets håndlangere, da han var med til at kæmpe for Aristide og håbet om demokratiske tilstande, nu hver nat må lægge sig på gulvet, når kuglerne fra kimærernes automatvåben ryger ind gennem trævæggene i hans hus. Han har for længe siden måttet sende sin kone og børn ud af byen. Det vides, at der er blevet uddelt våben til unge, ellers ubeskæftigede mænd i nogle af byens kvarterer, som domineres af en lavalas-orienteret social gruppering Kako. Foreløbig er det ensidigt den natlige skræmmeparade i gaderne, der minder befolkningen om, at landet er midt i en borgerkrigslignende tilstand. Soldater sendt hjem Men mere foruroligende er forlydendet om, at i Jacmel er der ca. 100 eks-militaires, som det hedder, dvs. nogle af de soldater, som blev sendt hjem, da Aristide efter sin tilbagevenden fra eksil i 1995 begik sin vel nok største politiske fejl: at fyre hæren. Mange af de pludseligt arbejdsløse soldater tog våbnene med sig hjem, og siden har de været i stadig kontakt med officerer, som måtte flygte til udlandet. Det er nøjagtig disse frustrerede militærfolk, som i dag udgør den erfarne kerne i oprørsstyrkerne, som nu på få uger har erobret mere end halvdelen af landet, og som bliver stadig mere talrige fra dag til dag. I Jacmel er der altså, hvis man skal tro den påstand, en sovende garnison af ekssoldater, som venter på at blive mobiliseret. Det er baggrunden for mange menneskers bekymring lige nu og her. Det er med stærkt blandede følelser, nogle af byens markante figurer ser situationen. Den internationalt kendte kunstner Ronald Mevs var tidligere, som så mange fra landets intellektuelle elite, på Aristides side. Ronald Mevs var endda aktivist for lavalas og måtte gå i eksil samtidig med Aristide selv for at undgå repressalier. Han var også i eksil under Duvalier, men var kommet hjem for at gøre sig nyttig i det nye håb for landet. Senere blev han, ligesom mange kolleger, dybt desillusioneret, da han så Aristide forfalde til samme diktatoriske og korrupte metoder som hans forgængere i præsidentstolen. Befriere I dag ser de, at oprøret ledes af de sinistre kræfter fra militærdiktaturet, og at befolkningen tiljubler de tidligere bødler som befriere. Ronald Mevs opsøgte mig i dag for at annullere sit og sin kones ja til en middagsinvitation. »Vi har besluttet os for ikke at køre ud om aftenen. Jeg tror, det her kan udvikle sig til noget meget, meget grimt«, siger Mevs. En anden fremtrædende jacmeliansk kunstner Patrick Boucard, som efter flere års ophold i England er vendt hjem for at skabe et center for unge haitianske kunstnere i sin families gamle smukke handelshus i havnen, er også meget alarmeret over situationen. Han kender de lokale spillere, både hos oppositionen og hos lavalas og tænkte på at forsøge en mægling mellem de to parter. Men efter overvejelse har han droppet den ide. »Det er umuligt at mægle lige nu, og jeg har ikke lyst til at stille mig i skudlinjen«, siger han. Et nærmest surrealistisk tegn på polariseringen i byen lige nu er lavalas-organisationen Kakos pludselige overtagelse af toldhuset nede ved havnen. En gruppe unge bevæbnede mænd gik forleden ind på tolddirektørens kontor og forklarede ham i rolige vendinger, at nu var hans embedsperiode slut. Kako ville sætte deres egen mand i hans stol. Direktøren tøvede ikke, da han så deres alvorlige ansigter og våbnene, pakkede sine få ting sammen og rejste samme dag fra byen. Kako udsendte en erklæring om magtovertagelsen og annoncerede, at man planlagde en række andre aktioner i samme retning. Andre statsinstitutioner skulle overtages af aktivister. Jeg besøgte den nye selvbestaltede tolddirektør, Falès Francois, på hans kontor. Bag ham stod en muskuløs og alvorlig und mand med armene over kors. Og i hvert hjørne af kontoret stod to mænd med solbriller og gammeldags shotguns. Helt i den gamle macoute-stil. Monsieur Falès var i brunt jakkesæt med slips, han bad os sætte os. Jeg bad ham forklare, hvad aktionen betød. Håb Han sagde med meget lav stemme - også et velkendt trick på offentlige kontorer, så klienten skal læne sig frem for at opfatte ordene - at hans organisation havde taget dette initiativ for at indgyde håb i lavalas-bevægelsen i denne vanskelige tid. »Iavalas må ikke opgive håbet«, sagde Monsier Falès. »Landet er vores. Vi føler os nødsaget til at installere os på institutionerne og vise, at vi stadig har magten. Vi har lidt meget i 2004, men timen er kommet for at vise et eksempel til vores frustrerede kammerater«. Han oplyste, at de næste kontorer, de havde tænkt sig at bemægtige sig, var DGI (skattevæsenet), Travaux Publiques (Offentlige arbejder), EDH (elektricitetsværket) og ONA (ældreforsikringen). Ambitiøst Det var en ambitiøs handlingsplan. Men kompetence plejer ikke at være et problem, man tænker på i Haiti. Det gælder altid om bare at være der. At eje stedet og fremvise besiddelsesretten. At placere folk i positioner, hvor de kan udøve magt. Jeg tænkte, at han jo heller ikke behøvede at være uddannet som toldmand. Det var ikke det store arbejde, der ventede Monsieur Falès på havnen. Det er mange måneder siden, der sidst har været et fragtskib i havnen. Og forhåbningerne om turisme er sat i bero. Hans bord var tomt. Men kontoret var bemandet. Og bevogtet. Jeg gik en tur i den smukke gamle Rue du Commerce med de gamle handelshuse, balkonerne med jerngelændere importeret fra Europa, flamboyantblomsterne og støvet, der hvirvles op hver gang en bil passerer. Ud fra alle åbne døre kunne man høre de foretrukne radiostationer på fuld volumen. Udviklingen i landet i dramatiske reportager. Ronald Mevs var ikke venlig over for dagens nyhed, de nye skærpede bemærkninger om Aristide fra Frankrigs udenrigsminister de Villepin. »Franskmændene tænker ikke på, at blodet vil komme til at flyde, fordi de ikke har foretaget sig noget for længe siden. Hvorfor skulle det komme så langt, inden de vil gribe ind? Det var det samme i Rwanda. Det betyder ikke noget for dem, at mange sorte mennesker vil dø. Der har været mange andre måder at komme af med Aristide på. Der er jo rigeligt materiale til at sætte ham fra magten på lovlig måde. Hans korruption, hans indblanding i narkotrafikken. Hvorfor skal det køre så langt ud?«. Strandet En af byens udenlandske residenter, den pensionerede professor og kunstsamler Bob Brictson, ville have fulgt den amerikanske ambassades opfordring om at forlade landet. Men føler, han er strandet. Han kan ikke komme fra Jacmel til Port-au-Prince på grund af barrikader og får at vide, at vejen til lufthavnen også er spærret nu. Han havde lige talt med ambassaden og havde fået en militær rådgiver i telefonen, som havde insisteret på at få oplysninger om havnedybden i Jacmel. Med henblik på hvad? Evakuering eller landsættelse af sikkerhedsstyrker? Jørgen Leth er filmproducent, forfatter og dansk konsul i Haiti.