Israelsk kaptajn nægtede at adlyde ordre

Lyt til artiklen

Kaptajn Boris Albert er som den første israelske officer blevet anklaget ved en militærdomstol for at nægte at udføre en ordre i forbindelse med tilbagetrækningen fra Gaza. Hvis han findes skyldig, kan det give op til fire års fængsel. Kaptajn Albert er normalt tilknyttet en computerenhed, men blev udkommanderet til at stå over for rasende bosættere, der demonstrerede imod tilbagetrækningen fra Gaza. Der er ingen tvivl om, at det israelske forsvar med denne anklage mod en officer forsøger at statuere et eksempel. Indtil nu har omkring 80 soldater og reservister nægtet at udføre ordrer i forbindelse med forberedelserne til tilbagetrækningen, der skal begynde i midten af august. Men der er bekymring for, at antallet af nægtere vil vokse, efterhånden som datoen rykker nærmere. Rabbinere bag pres Det er især religiøse soldater, der er under pres for ikke at deltage i tilbagetrækningen, hvor de bliver udkommanderet til at stemme dørklokker og bede folk om at forlade deres hjem. De skal løfte og bære folk ud, hvis de ikke vil gå frivilligt. De skal pakke de pågældendes personlige ejendele. Og de skal sørge for, at de fraflyttede huse bliver bulldozet. Presset stammer fra en række politisk motiverede rabbinere i og uden for bosætterbevægelsen. Rabbinerne prædiker, at det ifølge deres fortolkning er imod jødisk lov, at »jøder deltager i at evakuere jøder fra deres hjem«. De stiller de religiøse soldater i et svært dilemma: et valg mellem hæren og Vorherre. »Soldat, nægt at udføre ordrerne«, »Jøder fordriver ikke jøder«. Sådan brøler bosætterne ind i hovedet på de unge soldater, når de - som det for eksempel er tilfældet hver nat - skal sikre, at kun personer, der bor i Gazabosættelserne, får adgang til området. Desertører ind i Gaza Forrige weekend henvendte 12 soldater sig til deres kommandant og sagde, at de ikke kunne medvirke til at »fordrive deres brødre«. Det lykkedes officeren at overtale 3 til at ændre mening. Men 9 fastholdt deres beslutning. Og mens 7 blev anholdt af militærpolitiet, lykkedes det 2 at stikke ind i Gaza, hvor de blev modtaget som helte i Neve Dekalim-bosættelsen. Deserteringen fandt sted, få dage efter at forsvarschef Dan Halutz i et skarpt formuleret brev til sine officerer havde understreget, at soldater skal adlyde ordrer. Han efterlod ingen tvivl: Enhver israelsk soldat, der nægter at udføre en ordre, vil blive straffet efter bogen. Det var ikke tilfældigt, at general Dan Halutz, der tiltrådte som forsvarschef i begyndelsen af måneden, udsendte sit brev netop nu. Efterhånden som den israelske tilbagetrækning rykker nærmere, stiger presset på de cirka 40.000 soldater, reservister og betjente, der i praksis skal udføre arbejdet. Søndag besluttede Dan Halutz at opløse en deling, der kun bestod af religiøse soldater fra den såkaldte Lavi-bataljon. Soldaterne var udstationeret på grænseovergangen mellem Israel og Gaza.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her