Borgerlig kansler modarbejdes fra højre

Siden Angela Merkel overtog posten som chef for en borgerlig-socialdemokratisk koalitionsregering i november i fjor, har hun måttet udkæmpe daglige slag med en nådesløs oppositionen. Kampen kulminerede, da regeringen samtidig med fodbold-VM enedes om principperne for en reform af det tyske sundhedsvæsen. Kompromiset kan vise sig at blive så dyrt og håbløst, at Merkel fældes som Tysklands første kansler. Modstand fra egen lejr Læseren må endelig ikke tro, at oppositionen er de tre små partier, De Grønne, Venstrepartiet og det liberale FDP. End ikke tilsammen kan de rokke ved koalitionsregeringens knusende flertal i Forbundsdagen. Den egentlige opposition udgøres af ministerpræsidenterne for Tysklands 16 delstater. Kernen i denne nådesløse kamp mod regeringen i Berlin føres an af de 11 borgerlige ministerpræsidenter, hvoraf de 10 tilhører kanslerens eget parti, De Kristelige Demokrater, CDU. »Organiseret ansvarsløshed« Havde det ikke været for disse landsfyrster, ville man have betegnet Angela Merkels første ni måneder ved magten som en succes. Men ministerpræsidenternes »organiserede ansvarsløshed«, som den seriøse ugeavis Die Zeit kalder deres politik, har slået alvorlige skår i resultaterne. De tør ikke præsentere deres vælgere for de skatteforhøjelser, som er en forudsætning for de reformer, de borgerlige partier CDU og CSU er gået til valg på. Tre ministerpræsidenter i Bayern, Hessen og Niedersachsen er på valg inden for det næste års tid. Adskillige af CDU's ministerpræsidenter - alle mænd og for de flestes vedkommende forbundet gennem et frimureragtigt netværk 'Andespagten' - går desuden direkte efter kanslerens strube. Når de er sammen, kan de godt enes om, at en af dem hellere skulle være kansler. De kan bare ikke enes om hvem. Økonomisk fremgang Angela Merkel har, stærkt hjulpet af sin socialdemokratiske finansminister Peer Steinbrück, opnået utrolige resultater for tysk økonomi, der er vendt fra krise til fremgang. Hun har, ligeledes med socialdemokratisk støtte, gjort det nemmere at være børnefamilie i Tyskland, et uhørt fremskridt i et land, hvor kvindens plads normalt er i hjemmet. Især i de katolske delstater. Hun har taget hul på en reform af det tyske sundhedsvæsen, som ingen kansler før hende har turdet røre, også her med SPD's støtte. Benspænd fra højre At reformen måske ender som et skibbrud, skyldes alene de borgerlige ministerpræsidenters benspænd. Og det, skønt den skulle være hovedelementet i en strategi, der skal gøre tysk erhvervsliv mere konkurrencedygtigt. Og på den internationale scene er Merkel i dag den eneste europæiske leder, der har politisk kraft til at forandre verden, eller i alt fald vores del af den. Efter alt at dømme har Merkel været i stand til at påvirke USA's præsident George W. Bush til en mere forsigtig holdning i Mellemøsten, især i forholdet til Iran. Hvis nogen kan redde EU ud af sin nuværende forfatningskrise, bliver det også Angela Merkel, der overtager EU-formandskabet 1. januar 2007. En af regeringens kritikere, opinionsdanneren og forfatteren Rafael Seligman skriver ligefrem i det seneste nummer af månedsbladet Cicero, at »det tyske folk fortjener Nobels Fredspris - en international værdsættelse af den humane tyske politik vil være velanbragt«. Dyk i meningsmåling Men takket være den konstante obstruktion fra især delstaternes ministerpræsidenter er de gode budskaber blevet slemt forplumrede. Begge koalitionspartnere har oplevet enorme dyk i meningsmålingerne. Den seneste, foretaget af ugebladet Stern og tv-stationen RTL, viser, at de borgerlige partier CDU/CSU har støtte fra 33 procent af de adspurgte, SPD støttes af 28 procent, mens Grønne, Venstreparti og FDP hver får 10 procent. Hvis det også blev resultatet af et valg, ville de borgerlige ikke have flertal sammen med FDP. På den anden side ville SPD og De Grønne ikke kunne komme tilbage til regeringsmagten uden at indgå en alliance med Venstrepartiet. Og det anses p.t. for aldeles udelukket. Klinsmann-effekt Den politiske skakmat fortsætter med andre ord. Der har aldrig været nogen Klinsmann-effekt, uanset hvor mange VM-kampe kansleren overværede. Men Merkel har vendt konjunkturerne i Tyskland. Den økonomiske vækst er igen langsomt på vej opad efter seks års krise. Efterspørgslen på hjemmemarkedet stiger for første gang i mange år, mens ledigheden falder. Der er nu 4,5 mio. arbejdsløse, det er 10,9 procent af arbejdsstyrken og derfor ganske meget. Men det er dog 500.000 under sidste års katastrofetal. Samtidig har finansministeren saneret statens finanser, så Tyskland i år, for første gang siden 2001, igen overholder kravene i eurolandenes stabilitetspagt. Steinbrück har gennemtrumfet en momsforhøjelse på hele tre procentpoint, der kan bidrage til at dække gabet mellem udgifter og indtægter i statsbudgettet. Mere magt i delstaterne Det havde også været tanken, at reformen af den lovpligtige sygeforsikring skulle overgå til skattebetaling ligesom f.eks. i Danmark. Men det hindrede de borgerlige ministerpræsidenter med det resultat, at sygesikringen nu bliver et virvar af både det ene og det andet, samtidig med, at arbejdsgivernes lønbudgetter stadig belastes af medarbejdernes forsikringsbidrag. Regeringen og delstaterne har også gennemført en reform af samarbejdet mellem stat og delstater, en såkaldt føderalismereform. Den vil vise sig at blive en ulykke for Tyskland, da den takket være ministerpræsidenternes blokeringstaktik i Forbundsrådet endte med at give delstaterne mere magt, ikke mindre. Oppositionen er med andre ord blevet styrket.