Hussein går hver dag på arbejde som daglejer i byggeriet, bævende af angst. Han risikerer død og lemlæstelse, hvis han bliver opdaget og sendt tilbage til Syrien.
Hussein flygtede fra Syrien, da regeringens bombeangreb var kommet så tæt på, at de havde dræbt alt for mange af hans venner og familie i nabolaget.
Nu lever han i Irbid i det nordlige Jordan. Fra hustaget kan han næsten se over til sit hjemland 20 km væk, hvor kampene fortsat raser, og dødstallet stiger dag for dag.
Her lever han i fred, men langtfra i sikkerhed.
»En af mine venner blev dræbt i et bombeangreb efter at være deporteret. Min bror blev skudt i rygsøjlen og er nu lammet. Hvis jeg bliver taget, kan jeg lide den samme skæbne; det kan ske når som helst«, siger 29-årige Hussein (navnet er ændret af redaktionen af hensyn til hans sikkerhed).
Men han gør det alligevel. Sort arbejde er hans eneste mulighed for at forsørge sin hustru og de tre børn.
De jordanske myndigheder har imidlertid gode grunde til at slå ned på det sorte arbejde. Hussein tjener typisk 200 jordanske dinarer, ca. 2.000 kr., om måneden. Det er standarden for en syrisk flygtning, der arbejder ulovligt.
»Jordanske arbejdere tjener 300 dinarer (ca. 3.000 kr.). De arbejder ikke nær så hårdt som syrerne, og de er dårligere uddannet. Det er svært at konkurrere med. Jordanerne bliver presset ud af arbejdsmarkedet«, siger byens borgmester, Housain Bani Hani.
Voksende ledighed og fattigdom
Ledigheden i Irbid er steget fra 18 til 24 pct., efter flygtningene kom til byen. De udgør nu 30 pct. af indbyggerne.
Flygtningekrisen har presset huslejen for en almindelig lejlighed op fra 120 til 250 dinarer. »Det er uden for rækkevidde for mange almindelige jordanske familier. De må rykke ud af deres hjem og klumpe sig sammen med deres forældre«, siger borgmesteren.
Housain Bani Hani får dagligt rapporter om konflikter mellem jordanere og syriske flygtninge. Som regel verbale udvekslinger, men det udviklede sig til slagsmål med knive, da nogle jordanere forleden blev fyret fra en grønthandler, der havde ansat syrere i deres sted.
Se min by: Frustrationer over syrerne er ved at koge overDer har også været voldsomme konflikter på nogle af byens centrale pladser, hvor de syriske flygtninge hænger ud. Jordanerne føler, de bliver trængt ud af deres egen by.
»Vi er selvfølgelig meget taknemmelige for den hjælp, vi får. Men det dækker kun en lille del af vores ekstra udgifter«, siger borgmesteren i Irbid.
Hans kommune får 35 millioner kroner om året fra det internationale samfund, men det koster ham 110 millioner om året at håndtere de syriske flygtninge. Differencen betales af byens indbyggere i form af nedskæringer på den offentlige service.
»Spændingerne vokser dag for dag. Før eller siden kan det eksplodere i en voldsom konflikt. Det er min frygt«, siger Housain Bani Hani.
På landsplan er arbejdsløsheden i Jordan steget fra 11 pct. før krisen til 16 pct. i dag. Andelen af fattige er steget fra 14 til over 20 pct.
Planlægningsminister Imad Najib Fakhoury advarer om, at et sammenbrud i Jordan kan ramme Europa med radikalisering og nye bølger af flygtninge, der søger videre mod EU.
»Jordanerne er de ægte helte«
»De rigtige helte er ikke regeringen, ej heller donorerne. Det er Jordans borgere, der dag ud og dag ind lever med problemerne, bevarer freden og byder de syriske flygtninge velkommen med et smil. De fortjener enorm anerkendelse«, siger han.
Men grænsen for, hvad Jordan kan håndtere, er nået. »Vi kan ikke absorbere flere«, siger han.
»I har oplevet i Europa, hvad bare en lille stigning i indvandringen betyder politisk og for den sociale sammenhængskraft. Det, vi oplever i Jordan, svarer til, at EU-landene skulle modtage 100 millioner indvandrere«, siger Imad Najib Fakhoury.
De 1,3 millioner syriske flygtninge svarer til 19 pct. af den jordanske befolkning. EU har 500 millioner indbyggere.
Bekymringen deles i EU-landene, som tilsammen er den største donor i Jordan.
»Hvordan reagerer jordanerne, hvis de ikke oplever en forbedring af levevilkårene? Og hvad sker der mellem jordanere og syriske flygtninge? Det er alvorlige bekymringer for os«, siger EU’s ambassadør i Jordan, Andrea Fontana.
»Vi har set, også i europæiske lande, at sådanne spændinger kan få alvorlige socioøkonomiske konsekvenser, som truer den sociale og politiske stabilitet«, siger EU’s ambassadør.
I februar besluttede verdenssamfundet på en stor donorkonference i London at sende 84 milliarder kroner til Syrien og nabolandene. Som noget nyt bliver der sat fokus på at støtte værtslandenes økonomiske udvikling.
Pengene skal blandt andet gå til at få alle børn i skole, sikre videre uddannelse og skabe over en million nye jobs.
Hussein kan ikke vente på EU
Danmark bidrog med 700 millioner kroner, og ifølge det nye regeringsprogram skal der findes endnu flere penge til formålet. Og dem er der brug for, siger FN, der netop har udsendt en appel om yderligere støtte for 33 milliarder kroner til flygtninge og værtslande de kommende to år.
»250.000 mennesker venter på at dø«Som et led i aftalen om øget international støtte har Jordan udstedt 33.000 arbejdstilladelser til syriske flygtninge. Det er et kontroversielt skridt. Trods vedvarende internationalt pres har Tyrkiet og Libanon ikke vovet at gå i samme retning.
Men tallet blegner i forhold til behovet. 577.000 syriske flygtninge er i den arbejdsdygtige alder. Regeringens bedste skøn lyder, at op mod 250.000 af dem trodser forbuddet og ligesom Hussein arbejder illegalt i landet.
EU har åbnet for toldfri eksport for Jordan, der også får støtte til at oprette nye virksomheder, innovere nye produkter og uddanne arbejdskraften.
Målet lyder, at Jordan skal udstede 200.000 arbejdstilladelser til syriske flygtninge. Men det er et langsigtet mål, der skal nås over adskillige år, i takt med at der bliver opbygget en eksportindustri i særlige økonomiske zoner.
Men for Hussein er udsigten til at kunne arbejde legalt uden risiko for at blive sendt tilbage til Syrien imidlertid for langt væk.
»Jeg ville helst blive her, tæt på Syrien. Men det er virkelig svært at leve med angsten for at blive taget«, siger Hussein.
»Derfor taler jeg med min kone om at tage videre til Canada, England eller Europa ... hvor som helst, hvor vi kan leve i sikkerhed«, siger han.
fortsæt med at læse
