Engang så en hel verden op til Aung San Suu Kyi. Alle var enige om, at hun var gjort af det samme stof som Nelson Mandela og Mahatma Gandhi, der gennem en enorm personlig integritet formåede at gøre fjender til venner og vise vejen frem for millioner af mennesker.
Aung San Suu Kyi stod som et frihedssymbol for sit land Myanmar – det tidligere Burma – og ingen kunne betvivle den pris, hun personligt betalte for at kæmpe imod den militærjunta, der havde sat sig tungt på magten i hendes land. I næsten 15 år holdt militæret hende i husarrest i den nu tidligere hovedstad Yangon, og verden klappede, da hun i 1991 fik Nobels Fredspris for sin »ikke-voldelige kamp for demokrati og menneskerettigheder«, som Nobel-komiteen formulerede det.
Det var dengang.
I dag er Aung San Suu Kyi den reelle politiske leder af Myanmars nye regering, og nu vælter kritikken ind over hende fra mange af hendes tidligere støtter i almindelighed og i særdeleshed fra de to mest prominente menneskerettighedsorganisationer i verden – Amnesty International og Human Rights Watch.
