Kailahun, Sierra Leone, tropisk Vestafrika, 2014. I slutningen af juli nærmer kulminationen på regntiden sig, der er meget fugtigt og varmt – hele døgnet.
Der er travlt – meget travlt – i det indhegnede behandlingscenter for ebola-ofre, som Læger uden Grænser (MSF) har oprettet få uger tidligere i udkanten af den lille by. Læger og sygeplejersker fra en stribe lande kæmper sammen med lokalt personale for at holde trit med den dødelige blødningsfeber. Men her er nok medicin og beskyttelsesudstyr.
Der er under 100 kilometer gennem junglen til sygdommens epicenter. Bølger af syge og døende strømmer til behandlingscenteret. En lokal healer havde sagt, at hun kunne helbrede den nye mystiske sygdom. Folk fik feber, opkastninger og blødte fra alle kropsåbninger, til sidst led de en frygtelig død.
Men healeren døde også, og fra deltagere i hendes begravelse – hvor de i respekt berører og kysser liget med de inficerede kropsvæsker – spredte smitten sig i de følgende uger.
