Der er fare på færde. Ordet ’risiko’ optræder alle vegne, det gælder terrorismen, indvandringen, klimaet og globaliseringen, og det gælder Frankrigs egen risiko for at gå politisk i opløsning. Landet er på vej mod et præsidentvalg, hvor alt kan ske, og i kioskerne ligger nyeste nummer af ugemagasinet The Economist med en cover story, som har meget for sig: ’The next French revolution’ (den næste franske revolution, red.).
Hvis den højre-ekstreme Marine le Pen vinder præsidentvalgets anden runde 7. maj, har landet leveret en begivenhed med globale konsekvenser. Så ramler EU med alle de følgevirkninger, det får på hele kloden, og Frankrig vil i vrangbillede have levet op til sit vidt berømte ’universelle kald’.
Emmanuel Macron, en ung mand på 39 med vilde ambitioner, er dog en langt mere sandsynlig vinder af præsidentvalget end Marine le Pen. Det gør blot ikke situationen mindre mærkelig, endsige revolutionær. Faktisk har Macron en bestseller på markedet med titlen ’Révolution’, og her skriver han fra begyndelsen om »denne stræben mod det universelle«. Macron påkalder sig General de Gaulle og taler i hans tårnhøje toneleje:
»Fra renæssancen til oplysningstiden via den amerikanske revolution og frem til den universelle menneskerettighedserklæring har Frankrig bidraget til at oplyse verden og befri den for uvidenhedens åg, fra undertrykkende religioner og fra den vold, der fornægter individet«.
