Hvordan er det at være præsident Donald Trumps højre hånd? At prøve at rådgive ham til den mest fornuftige politik - og gang på gang at rende ind i den mur af selvtilstrækkelighed, der driver præsidenten og måske er både hans største svaghed og hans største styrke?
Reince Priebus er et af de få mennesker, der virkelig kan svare på det spørgsmål. Det gør han nu.
Som Trumps første stabschef - en post, han havde i seks måneder fra januar til juli 2017 - var det hans opgave at være Trumps formelt vigtigste rådgiver (en opgave, han i praksis delte med den mere uformelt ansatte Steve Bannon). Men den opgave har han kun i begrænset omfang talt om siden sin abrupte fyring.
Altså lige indtil denne uge. For han er en af hovedpersonerne i en nyredigeret bog om den svære rolle som stabschef - altså ikke blot om Priebus, men også med historier fra og om en række af hans forgængere.
Bogen 'The gatekeepers: How the White House Chiefs of Staff Define Every Presidency' udkom i 2017, men når en ny udgave kommer på gaden 6. marts, er et kapitel om Reince Priebus kommet med. Allerede nu har forfatteren Chris Whipple dog udsendt en redigeret version af det nye kapitel i Vanity Fair.
Her kan man blandt andet læse en sønderlemmende kritik fra flere af Priebus' forgængere, der syntes, at både han og hele administrationen var rystende dårligt forberedte.
Mest opmærksomhed giver de amerikanske aviser som New York Times dog til Priebus' egne ord - ikke mindst en hidtil ufortalt historie om, hvordan justitsminister Jeff Sessions i raseri var ved at sige op over Trumps uforskammede behandling.
Men midt i frustrationerne er det stadig tydeligt, at Priebus trods den ydmygende og meget pludselige fyring ikke vil vende Trump ryggen:
»Jeg elsker stadig fyren. Jeg ønsker for ham, at han har succes«.
Læs her nogle af de andre citater fra Reince Priebus:
Om mængden af konflikter og magtkampe i Det Hvide Hus:
»Tag alt, du har hørt, og gang det med 50«.
Om næsten-opsigelsen af Jeff Sessions:
I midten af maj gav Donald Trump sin justitsminister, Jeff Sessions, et møgfald på Det Ovale Værelse og kaldte ham en »idiot«. Den ydmygede justitsminister erklærede, at han ville sige op. En rådgiver løb direkte ind på Priebus' nærliggende kontor og fortalte ham nyheden:
»Jeg sagde: »Hvad!? Hvad helvede taler du om?«
Priebus spænede ned til parkeringspladsen og fandt Sessions på bagsædet af en bil, hvis motor allerede var i gang.
»Jeg bankede på døren, og Jeff sad der bare (...) Jeg sprang ind og lukkede døren, og jeg sagde: »Jeff, hvad foregår der?«. Og så sagde han, at han ville trække sig. Jeg sagde: »Du må ikke sige op. Det er umuligt. Lad os tale om det lige nu«. Så jeg trak ham med op på mit kontor fra bilen. Pence (vicepræsidenten, red.) og Bannon kom ind, og vi begyndte at tale med ham, indtil han besluttede, at han ikke ville sige op lige med det samme og i stedet ville tænke over det«.
(Samme aften sendte Sessions sin opsigelsesbegæring, men i mellemtiden havde Priebus overtalt præsidenten til ikke at tage imod den, fortæller han. Sessions er stadig justitsminister.)
Om Trumps påstand om, at publikum ved hans indsættelsesceremoni var større end forgængeren Barack Obamas:
Præsidenten var rasende over billeder i Washington Post, der tydeligt viste det lavere fremmøde. Priebus prøvede at overtale ham til at lade sagen hvile, men Trump insisterede og krævede, at Priebus tog fat i indenrigsministeren og fik ham til at ændre historien. Imens tænkte Priebus:
»Er det her virkelig noget, jeg vil gå i krig for på dag et? Hvem har brug for en kontrovers om indsættelsesceremonien? (...) Er jeg parat til at gå i krig med USA's præsident over det her?«.
(Pressetalsmand Sean Spicer gjorde senere, som Trump krævede, og fortalte, at der var rekordpublikum. Priebus valgte at tie stille.)
Om Trumps brug af Twitter:
»Jeg talte om sikkerhedsrisikoen ved at have sin personlige mobiltelefon i West Wing (præsidentens fløj i Det Hvide Hus, red.) og fik Secret Service til at gå med til at lægge hans telefon i mølposen«.
(Det viste sig senere, at Trump havde en ekstra telefon, som han begyndte at bruge).
»Alle prøvede på forskellige tidspunkter at lægge låg på hans Twitter-vane - men ingen kunne gøre det (...) Vi talte alle sammen med ham, og (præsidentfruen, red.) Melania sagde: »Ingen tweeteri!«. Og han sagde: »O.k. - de næste få dage«. Vi havde mange diskussioner om det emne. Vi havde møder i hans residens. Jeg kunne ikke stoppe ham. Nu er det en del af den amerikanske kultur og det amerikanske præsidentskab. Og ved du hvad? På mange måder havde præsidenten ret. Og måske tager alle vi såkaldte eksperter fejl«.
Om Trumps afvisning af gode råd:
»Man er nødt til at huske: Præsidenten var Trump-kampagnen. RNC (republikanernes partiapparat, red.) var organisationen - men han opnåede næsten alt i sit liv alene. Ideen om, at han pludselig skulle acceptere en øjeblikkelig og indviklet stabsstruktur, der styrede hvert minut af hans liv, var aldrig på bordet«.
»(Trump) er en mand, der frygter ingen og intet (...) Der er absolut intet, der skræmmer ham ... og det er meget sjældent i politik. De fleste politikere er folk, der har en slags bekræftelsesafhængighed. Indrømmet, det har præsident Trump også, men han er villig til at ride den ene storm af efter den anden for at nå frem til et slutresultat, de fleste ikke ville kunne klare ... Han tager sig ikke af vanviddet, af dramaet, eller sværhedsgraden, så længe han kan se endemålet. Han holder ud«.
fortsæt med at læse
