En vred ugle stirrer på mig med sine gule og grønne øjne fra slagtehallens endevæg.
Den forsvinder og kommer igen i takt med basdunkene, som den russiske dj formidler i rå doser uden at fortrække en mine. En mand stønner og hviner mellem dunkene. Lyden kommer fra de meterhøje højtalere. Tror jeg. Men jeg er i tvivl. For min sidemand til højre med solbriller på næseryggen og en flaske vand i baglommen skriger også som et dyr. »Hyi«. »Huiiey«.
Til min venstre side står en ung mand med en lyserød slikkepind i munden. Han ser ud til at nyde den. Intenst. Han sveder. Støder ind i mig igen og igen. Hans krop er varm.
Klokken er halv fire fredag nat i Beograd. Jeg er egentlig taget til Serbien for at skrive om balkanstatens parathed til at blive optaget i EU i 2025. Men nu står jeg altså her i et tidligere slagteri i et industriområde nær en motorvej og mærker bassen løfte hårene på mine arme.
