26. juli blev anden runde af henrettelserne af Aum Shinrikyo-medlemmer gennemført, og da første runde fandt sted 6. juli, er alle 13 dødsdømte medlemmer nu henrettet. Det føltes, som om det gik meget hurtigt.
Overordnet set er jeg modstander af dødsstraf. At slå et menneske ihjel er en frygtelig forbrydelse, som man naturligvis må bøde for. Men når enkeltperson myrder en anden, bør det have en fundamentalt anden betydning, end når et system eller en institution slår et menneske ihjel. På verdensplan er der ikke konsensus om, at man skal kunne straffe mennesker med henrettelse. Og antallet af sager, hvor folk dømmes fejlagtigt, viser blot, at det nuværende retssystem ikke fuldstændig kan eliminere risikoen for forkerte domme, uanset om det skyldes tekniske eller andre og mere basale fejl. I den forstand kan vi sige, at dødsstraffen som system helt bogstaveligt er forbundet med livsfare.
Men jeg brugte et helt år på at interviewe ofrene for angrebet med giftgassen sarin i Tokyos undergrundsbane og tale med de dræbtes pårørende for at kunne skrive bogen ’Underground’ (på japansk i 1997, på engelsk i 2000), jeg har på første hånd hørt og mærket deres smerte, sorg og vrede, og på den baggrund falder det mig ikke let, i hvert fald ikke i denne sag, at erklære min klare modstand mod dødsstraf. Deres følelser trængte stærkt igennem, for eksempel da nogle pårørende sagde til mig, at »vi kan aldrig tilgive disse forbrydere, og vi ønsker dem henrettet snarest muligt«. Rigtig mange af de mennesker, der oplevede angrebet i undergrundsbanen, føler, at deres liv har ændret sig uigenkaldeligt – der er naturligvis individuelle forskelle – og der er mange, som af en række forskellige årsager, synlige som usynlige, må føle, at de aldrig kan vende tilbage til det liv, de levede før.
Jeg græder ellers aldrig, når jeg læser mine egne bøger, men jeg må indrømme, at jeg ikke kan holde tårerne tilbage, når jeg er nødt til at genlæse dele af ’Underground’. Alt fra interviewsituationerne vender voldsomt tilbage – hele stemningen, de interviewedes fysiske nærvær, de lyde, de lavede, selv deres åndedræt, og det giver mig en klump i halsen. I kan kalde mig sentimental, men som romanforfatter prøver jeg aldrig at undertrykke den slags naturlige følelser, og jeg håber tværtimod at kunne formidle dem til så mange læsere som muligt. Jeg mærker også, at processen med at skrive denne bog har forandret mig for altid.
