Tyskland, Frankrig og Kommissionen vil gå til økonomisk modangreb på Kina og USA.

Manifest: Europa først

Lyt til artiklen

Europa er ved at blive kørt over af både kinesiske og amerikanske giganter, der med deres regeringer i ryggen behandler de europæiske konkurrenter unfair.

I et manifest, der kan lyde som en afspejling af den amerikanske præsidents motto, vil Tyskland og Frankrig lægge den naive tro på den multilaterale orden lidt på hylden og sætte Europa først. Og i EU-Kommissionen har man gjort sig helt enslydende tanker, fortæller den danske konkurrencekommissær, Margrethe Vestager.

»Vi ser en mulighed for, at Europa kan være lidt mere hård i filten. Både bedre til at beskytte os selv og bedre til at få noget godt ud af de aktiver, vi sidder på«, siger Margrethe Vestager, der på et pressemøde i København præsenterede en pakke af nye tiltag, der skal fremme europæiske virksomheder på den globale scene.

Næsten samtidig præsenterede Tyskland og Frankrig deres fælles manifest, der er stort set enslydende med Kommissionens planer.

Blandt de offensive våben er en stor pose penge, der skal gå til udvikling af mikroelektronik og en ny generation af batterier – et strategisk vigtigt område i den grønne omstilling. Blandt de defensive er et krav om, at kinesiske selskaber ikke kan få adgang til offentlige udbud i Europa, medmindre europæiske selskaber får samme muligheder i Kina.

Desuden understreger både det fransk-tyske manifest og EU-Kommissionen de nye muligheder for at stoppe kinesiske investeringer i europæisk infrastruktur, hvis det vækker bekymring for den offentlige orden eller den nationale sikkerhed.

»Det er et groft instrument. Offentlig orden og sikkerhed er temmelig brede kategorier«, bemærker Vestager.

Det tredje våben, der bliver trukket frem, er en lempelse af EU’s konkurrencepolitik. Den skal gøre det muligt at godkende europæiske fusioner, som i dag ville blive forbudt, fordi de giver virksomhederne monopolagtig status. Her skal Kommissionen fremover tage hensyn til den globale konkurrencesituation og ikke mindst, hvordan den kan udvikle sig i fremtiden, lyder udspillet fra Tyskland og Frankrig.

Initiativet er i høj grad udløst af, at Margrethe Vestager for to uger siden forbød en fusion mellem franske Alstom og togdivisionen i tyske Siemens.

»Hvis Europa stadig skal være et industrielt kraftværk i 2030, har vi brug for en ægte industripolitik«, fastslår det tysk-franske manifest, både af hensyn til velstand og jobs, men også for at kunne stå i spidsen for den grønne omstilling. »Vi kan kun lykkes med det, hvis vi lægger alle vore finanser, vore evner og vores ekspertise sammen«.

Jens Bostrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her