Vi har to aftaler i provinsen. Først i en anonym satellitby med godt 20.000 indbyggere et godt stykke uden for Hvideruslands hovedstad, Minsk. Ikke meget at komme efter, ingen seværdigheder, kun snorlige rækker af grå boligblokke fra sovjettiden. Gråt i gråt, men pænt og ordentligt. En stille, solbeskinnet eftermiddag i det 27. år af præsident Aleksandr Lukasjenkos regeringstid. Stilhed, gaderne er næsten mennesketomme, trafikken meget begrænset, et par hunde strejfer omkring. Røde og orange ahornblade drysser af træer, gamle koner med skriggule sikkerhedsveste er klar, fejer dem sammen, som de kommer, og skovler dem op i containere. Pænt og ordentligt, ganske som i sovjettiden.
Der kommer Aleksandra hen ad gaden mod os, smilende, strålende. Hun glæder sig til at møde rigtige udlændinge og til at fortælle, hvordan hun oplever disse højspændte dage, hvor hundredtusinder af hendes landsmænd og -kvinder er på gaden inde i Minsk. De kræver, at præsidentvalget 9. august skal gå om, og at politiske fanger skal løslades. Disse nervepirrende uger, hvor det eller så søvnige lands fremtid med et er på vippen, hvor diktaturet måske kan få en ende – eller hvor det hele kan eskalere til vold, blod, krig og udenlandsk militærintervention. Meget kan gå galt.
Vi finder et stille hjørne i et statsligt cafeteria, hvor udmærket, solid hverdagsmad sælges til meget små penge. Helt som under sovjet. Hverdagsmennesker passerer forbi med fyldte bakker; de kaster nysgerrige, men diskrete blikke mod vores lille gruppe – mod hende Aleksandra, som gør rent i en af byens statslige virksomheder, og det par temmelig udenlandsk udseende typer – os – som hun er sammen med. Men det, hun siger, er nu ikke så revolutionært og farligt; hun er ikke en af dem, der render rundt inde i hovedstaden klædt i rødt og hvidt under faner i de samme farver. Hun vil bare ønske, siger hun, at al den her uro ville gå over, så der igen kan komme fred og ro og tryghed.
»Jeg er ikke den, der stikker næsen i politik«, ler hun til en begyndelse.
