Kulørt kaos er normalt Freddy Svanes beskrivelse af New Delhi, den enorme by i det enorme Indien, som han er dansk ambassadør i. Men lige nu er der intet kulørt kaos over byen, for den enorme millionby er lukket i en særdeles hård nedlukning.
»Der er fuldstændig stille. Vi har reelt udgangsforbud på anden uge, som politiet overvåger. Der er næsten ingen trafik. Hoteller, restauranter og butikker er lukket. Markederne er tomme. Kun de mest nødvendige livskritiske ting er åbne, inderne skal jo kunne købe grøntsager. Men her er ingen ’leben’, men politikontroller overalt, for man skal have særlig tilladelse for at køre rundt i gaderne«, siger Freddy Svane.


























