Jeg voksede op i 1990’erne, og i mit værelse hang der ikke billeder af filmstjerner på væggene – der var derimod et fotografi af Joan Benoit Samuelson, som nærmest havde sprintet sig til en sejr, dengang kvinder for første gang løb maraton til OL. Jeg læste også om hurtigløberen Wilma Rudolph, som var det 20. barn af en jernbanearbejder fra Tennessee og som barn måtte bruge stivere af metal for at støtte sine ben, men endte med at vinde olympisk guld. Hende hængte jeg også et fotografi op af. Efterfølgende så jeg en lang række mestre tone frem på mit fjernsyn: Jeg fulgte Venus Williams i tennis, Jackie Joyner-Kersee i atletik og Misty Hyman i svømning. Alle prydede de mine vægge.
De var mine helte. De viste, at man kunne vinde og være stolt af det. De var olympiske.
