Bag den svimlende hastighed i Talebans fremmarch ligger et par gamle grundsætninger for, hvordan den afghanske befolkning i de sidste 40 år har kunnet overleve de konstante krige. Det gælder både som enkeltperson, familie, landsby og klan.
Helt enkelt vælger man først side i en konflikt, når det står klart, hvem der kommer til at vinde. Danske soldater talte om, hvordan landsbyboerne billedligt talt »blev siddende oppe på hegnet« ude i landområderne. Ved ikke at vælge definitivt side kunne de vente og først beslutte sig, når det var klart, hvilken part der ville vinde.
Samtidig har masser af familier, landsbyer og klaner haft unge mænd på begge sider af de hastigt foranderlige fronter. På den måde opnåede man goodwill både hos regeringsstyrkerne og Taleban.
Omsat til Talebans lynkrig i dag betyder det, at bevæbnede lokale militser nu slutter sig til dem. Samtidig har mange politifolk og soldater skiftet side, da de så, hvilken vej vinden blæste. På den måde har Taleban også været i stand til at rekruttere krigere til erstatning for de store tab, som bevægelsen altid lider i regulære kampe med relativt velorganiserede modstandere.
