Russisk og hviderussisk militær vil med stor øvelse »forstærke forsvaret af Hvideruslands grænse«.

USA kalder stor militærøvelse i Hviderusland for en optrapning

Foto: Maxar Technologies/Ritzau Scanpix
Foto: Maxar Technologies/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

USA kalder en omfattende russisk militærøvelse sammen med Hviderusland for en optrapning af Ukraine-konflikten. Under øvelsen menes Rusland at have sendt flere soldater til Hviderusland end nogensinde før siden den kolde krig, skriver BBC.

»Vi vil imødegå og forhindre ydre aggression med disse militære øvelser, som fortsætter frem til 20. februar«, siger Ruslands forsvarsministerium, som tidligt torsdag indledte den fælles militære øvelse sammen med Hviderusland.

»Russiske og hviderussiske soldater vil under øvelserne forstærke forsvaret af Hvideruslands grænse for at hindre, at der kommer våben og ammunition ind i landet«, hedder det i de russiske erklæringer.

Et stort antal russiske soldater har været i Hviderusland og forberedt øvelserne siden begyndelsen af februar. De to lande har ikke oplyst, hvor mange soldater der deltager i øvelsen, men ifølge USA har Rusland planer om at sende 30.000 soldater til forskellige dele af Hviderusland. Russerne har desuden opmarcheret over 100.000 soldater tæt på dets egen grænse til det østlige Ukraine.

Øvelsen bekymrer de vestlige lande, som i de seneste måneder har frygtet, at Rusland planlægger en invasion af Ukraine. Storbritanniens udenrigsminister, Liz Truss, var i Moskva torsdag, hvor hun mødte sin russiske modpart, Sergej Lavrov. Truss advarer Rusland om »massive konsekvenser« i form af meget omfattende økonomiske sanktioner, hvis de angriber Ukraine.

Øvelsen i Hviderusland er blevet indledt på et tidspunkt, hvor mange iagttagere har talt om tegn på fremgang i det internationale diplomati.

»Situationen forbliver spændt, men er under kontrol. De diplomatiske bestræbelser på at få dæmpet spændingerne fortsætter«, sagde Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, onsdag.

Udtalelsen kom efter præsident Emmanuel Macron tidligere på ugen havde et langt møde med præsident Vladimir Putin i Moskva og efterfølgende rejste videre til den ukrainske hovedstad Krim for at mødes med den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj.

Møderne er blevet betegnet som positive af både Macron og Kremls talsmand, Dmitrij Peskov. En mulig løsning på Ukraine-krisen skal baseres på en implementering af Minsk-aftalen, som blev indgået mellem Rusland, Ukraine, Tyskland og Frankrig i 2015. Den skal stoppe kampene i de oprørsdominerede områder omkring Donetsk og Lugansk og bane vej for humanitær hjælp og en »inkluderende national dialog« om en decentralisering af Ukraine.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her