Hvem ville nu have troet, at Zelenskyj, Aung San Suu Kyi, Arafat og Mandela skulle udvikle sig til nationale ikoner i hver sit samfund, i hver sin kultur, i hver sit øjeblik af vores tid?
Volodymyr Zelenskyj var blot en politisk satiriker. En skuespiller, der – måske af vanvare – kom til at iscenesætte sin egen fremtid. I satiren ’Folkets tjener’ optrådte han som den småkiksede lærer, der af sine elever opfordres til at stille op som præsidentkandidat og til sin egen overraskelse bliver valgt. Og under krigen, som Putins Rusland satte i værk, er det nu Zelenskyj, der anfører sit folk, har skiftet til armygrøn T-shirt og taler på skærmen hver aften. Han har gjort sig ikonisk, hævet sig over sammenligning, og skønt han ikke er helliggjort, er han uanfægtet som politisk leder, siden han sagde nej tak til at gå i asyl med ordene: »Jeg har ikke brug for et lift – jeg har brug for ammunition«.
