Artiklen er opdateret den 25. maj kl. 20.46
Rusland øger presset på Donbas-området med flere og flere angreb mod Severodonetsk, som ligger i det vestlige Luhansk. Få overblikket over den seneste udvikling her:
Ukraines udenrigsminister: Nato »er røget helt ud på sidelinjen«
I en usædvanlig hård kritik af Nato siger den ukrainske udenrigsminister, Dmytro Kuleba, at den vestlige alliance ’bogstaveligt talt intet foretager sig på baggrund af Ruslands invasion af hans land’.
Udenrigsministeren priser EU for at have truffet ’revolutionære’ beslutninger for at støtte Kyiv.
»Nato som en alliance, som en institution, er røget helt ud på sidelinjen og gør bogstaveligt talt ingenting. Jeg er ked af at sige det«, siger Kuleba.
Han fremsætter kritikken på Verdens Økonomiske Forum i alpebyen Davos i Schweiz.
Han roser samtidig Bruxelles for at have truffet ’revolutionære, epokegørende beslutninger, som de ikke engang selv havde ventet at træffe.’
Grandprix-vindere bortauktioner trofæ for at samle penge ind til hæren
Vinderne af Eurovision Song Contest, den ukrainske gruppe Kalush Orchestra, har planer om at bortauktionere trofæet for at samle penge ind til Ukraines hær, oplyser gruppen på Instagram. Forsanger Oleh Psiuk tilbyder også at sælge sin lyserøde bøllehat, som er blevet hans kendetegn. Gruppen har tidligere annonceret, at den vil turnere i Europa med det formål at samle penge ind til Ukraine og landets soldater.
Zelenskyj efterlyser øget sammenhold i Europa
Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, glæder sig over, at mange vestlige lande har hjulpet Ukraine med våben under krigen, men han savner en mere koordineret indsats.
»Sammenhold handler om våben. Mit spørgsmål er: Hvor er dette sammenhold i praksis? Jeg kan ikke se det. Vores enorme fordel i forhold til Rusland kommer, når vi virkelig står sammen«, siger Zelenskyj.
Han roser blandt andet amerikanerne for deres hjælp, men efterlyser et stærkere samarbejde blandt lande tættere på Ukraine.
»Vi er på det europæiske kontinent, og vi har brug for støtte fra et samlet Europa«, lyder det fra Volodymyr Zelenskyj.
EU vil gøre det muligt at konfiskere oligarkers aktiver
EU-Kommissionen lukke hullerne i forhold til de eksisterende sanktioner. Det sker med to forslag, der tilsammen vil kriminalisere omgåelse af sanktioner og muliggøre konfiskation, fastslår EU-kommissær for retlige anliggender Didier Reynders på et pressemøde onsdag i Bruxelles.
EU-Kommissionen foreslår konkret at tilføje omgåelse af sanktioner til listen over strafbare handlinger i EU. Samtidig foreslår EU-Kommissionen at gøre det muligt at konfiskere indtægt fra omgåelse af sanktioner. Dermed vil det eksempelvis blive muligt at straffe og konfiskere aktiver og indtjening fra oligarker og selskaber, der sælger til Rusland trods sanktionerne.
Rusland kommer med et ultimatum
Rusland siger, at de er beredte på at lave en sikker korridor ved Sortehavet til at transportere mad ud af Ukraine. Til gengæld vil de have løftet nogle af sanktionerne mod landet. Det siger den russiske viceudenrigsminister Andrei Rudenko.
»Vi har flere gange sagt, at løsningen på fødevareproblemet kræver en omfattende aftale, som indebærer at løfte sanktioner på russisk eksport og finansielle transaktioner«, siger Rudenko ifølge Reuters.
Sædvanligvis ville Ukraine eksportere mellem 5 og 6 millioner tons korn og 700.000 tons solsikkefrø gennem sine havne hver måned. Men siden Ruslands invasion har Ukraines syv havne ved Sortehavet været blokerede.
Millioner af tons afgrøder sidder fast i Ukraine, fordi russerne blokerer de ukrainske havne. Flere lande ønsker at lave disse sikre korridorer for fragtskibe ved Sortehavet for at afværge fødevarekrisen og truslen om sultkatastrofe, som bliver mere akut for hver dag. Politikens Martin Bjørck skriver om, hvorfor det kan blive en svær diplomatisk opgave.
Rusland sønderbomber Severodonetsk og rykker frem i Donbas
Ifølge Luhansks guvernør, Serhij Hajdaj, er byen Severodonetsk for tiden mål for utallige angreb med alt lige fra raketter og mortérgranater til hyppige luft- og artilleriangreb.
»Situationen er enormt vanskelig, og den bliver desværre kun værre. Den forværres for hver eneste dag, der går, ja faktisk for hver eneste time«, siger han ifølge det franske nyhedsbureau AFP.
»De er simpelthen ved at udviske Severodonetsk fra Jordens overflade«.
Russisk forsvarsminister forudser lang krig
I Moskva har den russiske forsvarsminister, Sergej Sjojgu, slået fast, at Rusland forbereder sig på en lang krig i Ukraine – eller en »særlig militæroperation«, som krigen omtales i Rusland.
»Vi kommer til at fortsætte den særlige militæroperation, indtil alle vores mål er nået«, sagde han ifølge AFP.
Hverdagen vender tilbage i Butja
Markedspladsen i den ukrainske by Butja, hvor der blev fundet massakrerede civile og soldater, er blevet genåbnet, og byen er lige så stille ved at vende tilbage til hverdagen.
»Det bliver bedre dag for dag. Butikkerne åbner lige så stille igen. Familier med småbørn og hunde kommer lige så stille tilbage«, siger en 21-årig kvinde, som driver en slagteribod på markedet til AFP.
ritzau
fortsæt med at læse




























