Vreden, Gudinde, besyng!« De første ord af Homers ’Illiaden’ fanger nutidens Frankrig lige så godt som antikkens Grækenland. Vrede overalt, colère. Visse steder også vold.
»Den kommer alle vegne fra«, siger sociologen Jean Viard til dagbladet Le Figaro: »– fra by og fra land, fra parforholdet, fra fodboldbanen og fra forholdet mellem stater«.
Krigen lurer derude, fra Kyiv til Korea og Taiwan. Vreden og volden er mildt sagt ikke noget isoleret fransk fænomen, endsige europæisk. Men ting bliver tydeligere, når de foregår i Frankrig. Det bliver grafisk. Frankrig er som ethvert andet land, bare mere, som det hedder om en mand i filmen ’Casablanca’.
Paris har de senere uger været vilde strejker og trafikalt kaos, men også en forunderlig covid-19-agtig ro, fordi mange biler har manglet benzin og holdt stille. Hvad sker der? Og hvad var det, der siden skete efter de dramatiske præsident- og parlamentsvalg i foråret? Jo, Emmanuel Macron blev genvalgt, men han fik ved det efterfølgende parlamentsvalg ikke absolut flertal. Jo, Marine Le Pen tabte, men det ekstreme højre står stærkere end nogensinde, og om fire et halvt år er der allerede præsidentvalg igen. Set her fra efteråret 2022 er Frankrig på kurs mod i 2027 at få sin egen Giorgia Meloni på præsidentposten (som i Frankrig er væsentlig stærkere end ministerpræsidentposten i Italien).
