Nutidens russere skal tænke sig om, før de åbner munden eller ytrer kritik af præsident Putins såkaldte militære specialoperation i Ukraine. I den seneste tid har der været flere eksempler på, at venner, forældre og ligefrem børn melder hinanden for at mangle det rette nationale sindelag.
For nylig blev en 10-årig skolepige hentet til afhøring af politiet i Moskva, fordi hendes rektor havde orienteret ordensmagten om, at hun havde de ukrainske farver på sin sociale profil. På samme måde er lærere blevet meldt til myndighederne af deres elever for at udtale sig kritisk om den russiske krig i Ukraine.
Selv inden for familien opstår der voldsom strid for og imod Putin-styret, som da en far i Sibirien gik til politiet, fordi hans søn havde kritiseret de russiske væbnede styrker.
Ifølge kendere af Ruslands historie begynder det at minde mistænkeligt om den stikkerkultur, der herskede frem til Sovjetunionens opløsning i 1991. Eller som historieprofessor Sergei Radsjenko fra Johns Hopkins Universitet siger til det britiske nyhedsmedie BBC:
»Denne fremgangsmåde går tilbage til Josef Stalin, men det er også almindeligt i andre diktaturstater at melde sine naboer og nogle gange endog sine venner«.
Under Stalins kommunistiske terrorregime fra sidst i 1920’erne frem til hans død i 1953 var det almindeligt, at borgerne stak hinanden til Sovjetmagten for at være kontrarevolutionære, og millioner blev sendt i arbejdslejre og døde under ufattelige forhold.
Ikke desto mindre ligger Josef Stalin i dag i toppen af det russiske popularitetsbarometer, fordi han var en stærk leder, og Ruslands nuværende præsident vil også gerne gå over i historiebøgerne for at have stået i spidsen for en stormagt.
Vladimir Putin har tidligere kaldt Sovjetunionens sammenbrud for »den største geopolitiske katastrofe i det 20. århundrede«. Men han har samtidig sagt, at »den, der ønsker Sovjetunionen tilbage, har ingen hjerne. Den, der ikke savner Sovjetunionen, har intet hjerte«. Så det er ikke så meget ideologien, præsidenten savner, men Ruslands fortidige styrke.
Fluer og forrædere
Seniorforsker Flemming Splidsboel Hansen fra Dansk Institut for Internationale Studier ser også klare paralleller til fortiden i Sovjetunionen, da borgerne blev overvåget af statsmagten og stak hinanden under indflydelse af den kommunistiske propaganda.
»I dag drejer det sig mere om at skabe en hypernationalistisk stemning, hvor der kun er sort og hvidt, rigtigt og forkert, for eller imod og patrioter og forrædere. Der er ikke nogen gråzoner, hvilket Putin spiller meget bevidst på«, siger Flemming Splidsboel Hansen.
Han henviser til præsidentens tale sidste år efter Ukraine-invasionen, hvor Putin sagde, at Vesten kun har ét mål – at ødelægge Rusland.
»Alle folk, og især det russiske folk, kan altid adskille ægte landsmænd fra afskum og forrædere. De vil spytte dem ud som et lille insekt, der tilfældigvis flyver ind i deres mund,« lød det fra Putin.
Sidste år blev en russisk skolelærer angivet af sine elever, og ved den efterfølgende retssag fik hun en betinget dom og blev frataget retten til at undervise. Dengang henviste flere russiske medier til en historie fra Sovjettiden, hvor en dreng angav sin egen far for antikommunistisk virksomhed. Sønnen blev gennem årtier dyrket som et idol, og der blev skrevet sange om ham, selv om hans far blev henrettet. Så langt er det dog ikke nået i dag.
»Retfærdigvis skal det siges, at dækningen i de russiske medier er mere blandet og nuanceret i dag. Der er også enkelte aviser, der skriver, at det er at gå for langt at melde sin familie og lærer til myndighederne. Men grundlæggende kommer man ikke uden om, at der for tiden sker en ekstrem ensretning i Rusland. Nogen udtrykker det på den måde, at der kun er ét parti tilbage – moderlandet«, forklarer Flemming Splidsboel Hansen.
I takt med at krigen i Ukraine på ingen måder har udviklet sig, som Vladimir Putin havde regnet med, bliver der slået stadig hårdere ned på enhver form for kritik og opposition. Befolkningen skal ofre sig for den store sag og vise deres solidaritet med Rusland, siger seniorforskeren fra Dansk Institut for Internationale Studier.
»Sådan var det også før krigen, men nu er det blevet endnu hårdere tegnet op. Det drejer sig både om at mobilisere befolkningen og udskamme kritikere. Det skal gøres socialt uacceptabelt og i sidste ende farligt for folk at sige deres mening, hvis den går imod Kremls linje. Vi har også set graffiti ved russeres bopæl, hvor der står, at her bor en modstander af krigen og en fremmed agent«.
Ifølge Flemming Splidsboel Hansen bevæger Rusland sig i en totalitær retning, selv om det ikke kan sammenlignes med Sovjetunionen i 1930’erne. Folk skal udtrykke deres støtte til Putin eller tie stille.
»Der er en meget stor Sovjetnostalgi«, siger han.
fortsæt med at læse
