Olietankeren ’St. Nicolas’ er torsdag blevet bordet af flere personer i uniform ud for det nordlige Oman, og det har tilsyneladende sat kurs mod Iran.
Den oplyser den britiske organisation for maritime operationer (UKMTO) og sikkerhedsfirmaet Ambrey.
Olietankerens AIS-trackingsystem er blevet afbrudt på et tidspunkt, hvor det havde kurs mod den iranske havneby Bandar-e-Jask. Skibet sejler under Marshalløernes flag.
Olietankeren har tidligere været midtpunkt i en strid mellem Iran og USA.
Sidste år blev skibet tilbageholdt af USA for at bryde sanktioner mod Iran ved at sende smuglergods i form af olie til Kina. Skibet sejlede dengang under navnet ’Suez Rajan’.
Ifølge UKMTO blev skibet bordet torsdag morgen i Omanbugten af fire-fem maskerede personer i sorte uniformer.
Det skete lidt over 90 kilometer fra havnebyen Sohar i Oman ved indsejlingen til Den Persiske Bugt.
Det er fortsat uvist, hvem det er, som har bordet skibet.
UKMTO meddelte tidligere, at det ikke var i stand til at komme i kontakt med ’St. Nicolas’.
Skibet var læsset med 145.000 ton olie fra Basra i Irak. Det havde kurs mod Aliaga i det vestlige Tyrkiet med gennemsejling i Suezkanalen. Det oplyser skibets operatør Empire Navigation, som ikke længere har kontakt med skibet.
I de seneste uger har der et andet sted i regionen været angreb på skibsfarten.
Det er sket ved ind- og udsejlingen ved Det Røde Hav, hvor houthi-oprørere i Yemen, der støttes af Iran, har angrebet store fragtskibe med raketter og i enkelte tilfælde har bordet fartøjer.
Det har blandt andet fået det danske rederi Mærsk til at omdirigere sine skibe efter at være blevet angrebet.
I stedet for at søge gennem Suezkanalen i Egypten sendes skibene fra Mærsk på en længere omvej via Kap det Gode Håb i Sydafrika.
ritzau




























