Mindst to franske fængselsbetjente er blevet dræbt, og yderligere tre alvorligt såret i et angreb på en fangetransport.
Det meddeler justitsminister Eric Dupond-Moretti, der tilføjer, at han har indkaldt sit ministeriums krisegruppe.
»Nationen er i chok«, lyder reaktionen fra præsident Emmanuel Macron. Han understreger, at alt nu vil blive sat ind for at finde gerningsmændene.
En fange slap fri under angrebet, som fandt sted tirsdag morgen ved et motorvejsbetalingsanlæg i Eure-departementet i Normandiet i det nordlige Frankrig. Flere bevæbnede gerningsmænd fra to biler – angiveligt en hvid Audi A5 og en BMW – gennemførte angrebet på køretøjet, der blandt andet blev påkørt frontalt, hvorefter der blev åbnet ild mod fængselsbetjentene.
Aktionen sikrede, at en fange blev befriet. Bilerne er ifølge Le Figaro fundet udbrændt ikke langt fra gerningsstedet. Spor på gerningsstedet indikerer, at mindst en af gerningsmændene også er blevet såret.
Flere hundrede politibetjente er nu ved at blive sat ind i jagten på den undvegne og på de gerningsmænd, der befriede vedkommende ved at skyde mod fængselsbetjentene. Den såkaldte Épervier-plan, der handler om mobilisering af alt disponibelt sikkerhedspersonale, er nu aktiveret, oplyser Gerald Darmanin.
Vidner har offentliggjort optagelser, der viser sortklædte og maskerede mænd med automatvåben ved fangetransportvognen, hvor der er tydelige spor efter blod.
Kriminel fange havde været til afhøring
Den fange, de eskorterede, blev transporteret fra Rouen til et fængsel i Evreux efter at have været til afhøring i forbindelse med et drabsforsøg eller et drabsforsøg. Han har også siddet fængslet for en række grove tyverier og er sat i forbindelse med narkohandel, oplyser tv-stationen BFMTV.
Forbrydelsen har allerede udløst de første udfald mod regeringens politik. Den højrenationale politiker Eric Zemmour kalder det skete et angreb på »hele retsvæsenet og det franske folk« og tilføjer: »Frankrig må gøre sig selv i stand til at vinde den krig, der er erklæret mod sig«.
Det her er »rædselsfuldt«, hedder et i en erklæring fra generalsekretæren for fagforeningen Un1té, Linda Kebbab, der samtidig vender sig mod reaktionerne og skriver, at det, der er sket, udelukkende handler om én eneste ting: »Tre personer er blevet dræbt«. Alle andre diskussioner af de indblandede er uvedkommende, mener hun.


























