Mindst 12 personer - heraf mindst fem børn - er blevet dræbt i den oprørskontrollerede del af storbyen Aleppo i Syrien, efter nye bombardementer fra russiske og syriske fly. Det siger overvågningsgruppen Det Syriske Observatorie for Menneskerettigheder, Sohr, til det franske nyhedsbureau, AFP. Ifølge Sohr er der med de seneste angreb dræbt i alt 45 inden for det seneste døgn.
»Fem børn er blandt ofrene i bydelen Marjeh«, siger gruppen, som angiver, at over en snes mennesker er blevet såret, og at redningsarbejdere fortsat leder efter overlevende under sammenstyrtede bygninger.



























