Den republikanske præsidentkandidat Donald J. Trump fremlagde lørdag aften dansk tid en kontraktpolitik for sine vælgere: Hvis de sender ham til Det Hvide Hus 8. november, lover han til gengæld at »genrejse USA« med en handlingsplan, der i de første 100 dage på det ovale kontor vil søsætte »en forandring, som kun sker en gang i et menneskes levetid«.
»Det er en kontrakt mellem Donald J. Trump og den amerikanske vælger, og den begynder med at genoprette ærligheden, ansvarligheden og vil bringe forandringen til Washington«, sagde Trump i Gettysburg, Pennsylvania.



























