Selv Nashville har været splittet
Countryrock. I lang tid afsluttede Donald Trump sine valgmøder med Twisted Sisters ’We’re Not Gonna Take It’. Og Trumps kommentar til alle pop- og rockstjerner, der støttede Hillary Clinton massivt, lød: »Vi har ikke brug for Jon Bon Jovi eller Lady Gaga«. Normalt finder republikanerne mest opbakning i konservativ countrymusik, men selv Nashville har været splittet om Donald Trump. Det er Donald Trumps USA: en nation fuld af konfrontationer og brudlinjer. Konsekvenserne af den splittelse har sydstatsbandet Drive-By Truckers fra Georgia indfanget på ’American Band’. Med konføderationens historie på skuldrene og cowboystøvlerne vredt plantet til venstre for midten sætter Drive-By Truckers med countryrockens fortællekunst lys på sydstaternes patriotisme, racistisk politi og pistolsvingende vagter langs grænsen til Mexico. (Skrevet af Simon Lund).
Det handler om størrelsen
Arkitektur. Trump Tower ligner sin ejermand. Han residerer på øverste etage, der hedder 68. Men den ligger kun på 58. etage. Hans kontor ligger på 26. etage. Huset blev bygget i 1983, er tegnet af Der Scutt og blev ved indvielsen kaldt »absurd overdådigt« af New York Times anmelder. Med sine 202 meter var det den højeste bygning på Fifth Avenue, og det krævede sværdslag med myndighederne at få den realiseret. New Yorks områdelove har i høj grad bestemt dets udformning. Højden betød, at der krævedes offentlig adgang i stueetagen, en tilbagetrækning i facaden og begrønning, der er blevet til haver på forsætningerne, som kun fugle har glæde af. Lobbyens stormagasin rummer bl.a. Gucci Flagshipstore og er med sin opulente forgyldning langt fra tidligere tiders højhusfinesse, men ikke så ringe som andre huse fra 1980’erne. (Skrevet af Karsten Ifversen).



























