USA’s justitsministerium har anlagt en sag mod Californien, fordi delstaten vil optegne nye valgkredse, der skal bruges ved valg til Kongressen, oplyser USA’s justitsminister, Pam Bondi, i en udtalelse ifølge nyhedsbureauerne AP og Reuters. Sagen er rejst ved en føderal domstol i Californien.
»Californiens omlægning af valgkredse er et uforskammet magtgreb, der tramper på borgerrettighederne og håner den demokratiske proces«, siger Pam Bondi i udtalelsen.
Hun mener, at ændringen er et udtryk for, at Californiens demokratiske guvernør, Gavin Newsom, forsøger at lukke munden på de republikanske vælgere på den amerikanske vestkyst.
»Guvernør Newsoms forsøg på at indføre et etpartistyre og lukke munden på millioner af californiere vil ikke lykkes«, siger Pam Bondi.
Et flertal af vælgerne i Californien stemte i sidste uge for, at valgkredsene skal optegnes på ny. En ændring af kredsene vil give Demokraterne en fordel, næste gang der er valg til Kongressen. Ændringen vurderes at kunne sikre partiet op til fem ekstra pladser i Repræsentanternes Hus, når der er midtvejsvalg i 2026.
Fakta
Gerrymandering
Gerrymandering er manipulation med valgkredses grænser med det formål at øge et politisk partis vinderchancer.
Betegnelsen er opkaldt efter guvernør Elbridge Gerry (1744-1814), der gennemførte en meget skæv valgkredsinddeling. En af valgkredsene lignede en salamander – deraf navnet gerrymander.
Strategien er stadig udbredt ved valg i USA, både valg i enkeltstater og valg til Repræsentanternes Hus. Gerrymandering udøves også i andre politiske systemer.
Kilde: Danmarks Nationalleksikon
Texas har truffet en lignende beslutning om at ændre delstatens valgkredse, hvilket ventes at give Republikanerne en fordel, når der næste gang er valg til Kongressen i Washington, D.C. Det har dog ikke ført til et søgsmål.
Taktikken med at ændre optegningen af valgkredse er kendt som gerrymandering og bruges af de to store amerikanske partier til at øge deres indflydelse i Kongressen. Fænomenet er opkaldt efter en lov, som Massachusetts’ daværende guvernør, Elbridge Gerry, gennemførte i 1812. Den beskrev, hvordan valgkredsene i staten skulle tegnes. Her blev tilhængere af hans politiske modstandere samlet i så få valgkredse som muligt, hvilket gav Gerrys parti en større andel af pladserne i delstatens parlament, end det fik stemmer.
ritzau
fortsæt med at læse


























