Femårig blev sidste uge tilbageholdt af immigrationsmyndigheder i Minneapolis. Han opholder sig nu i Texas.

Dommer blokerer for deportation af femårig tilbageholdt af ICE

Foto: Tim Evans/Ritzau Scanpix
Foto: Tim Evans/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En dommer har midlertidigt sat en stopper for, at en femårig dreng, der i øjeblikket tilbageholdes af amerikanske immigrationsmyndigheder, kan udvises af USA, skriver nyhedsbureauet AFP natten til onsdag på baggrund af en kendelse fra Fred Biery, der er dommer i den amerikanske delstat Texas, hvor drengen og hans far i øjeblikket tilbageholdes i et detentionscenter.

Den femårige dreng og hans far, der er asylansøgere fra Ecuador, blev tirsdag i sidste uge tilbageholdt af den amerikanske immigrationsmyndighed ICE i Minneapolis.

Billeder af den femårige dreng iført blå hue og en rygsæk, som en sortklædt ICE-betjent holder fast i, blev efterfølgende delt flittigt på sociale medier. Politiken har valgt ikke at bringe navnet på drengen og faren af hensyn til privatlivets fred.

»Enhver mulig eller forventet fjernelse eller forflyttelse af barnet eller hans far er forbudt, mens de bestrider tilbageholdelsen, indtil der gives andre ordre fra denne domstol«, skriver Biery i kendelsen mandag.

Myndigheder bestrider udlægning

Forstanderen for Columbia Heights Public Schools, hvor den femårige dreng gik i børnehave, har sagt, at drengen og hans far blev tilbageholdt af immigrationsmyndighederne i indkørslen, da de kom hjem. Drengen blev ifølge forstander Zena Stenvik efterfølgende brugt som ’lokkemad’ af ICE-betjente for at lokke de mennesker, der opholdt sig i familiens hus, udenfor.

Udlægningen fra de amerikanske immigrationsmyndigheder er noget anderledes. Her lyder det, at drengen blev tilbageholdt, efter at hans far var løbet fra stedet.

»Jamen, hvad skal de gøre? Skal de lade et femårigt barn fryse ihjel?«, lød det torsdag fra USA’s vicepræsident, JD Vance.

Minneapolis, der ligger i delstaten Minnesota, er i øjeblikket centrum for en anspændt situation omkring den amerikanske føderale regerings igangværende indsats mod immigration. I januar har føderale betjente fra grænsepolitiet og ICE to gange skudt og dræbt amerikanske statsborgere i byen.

USA’s præsident, Donald Trump, sagde tirsdag, at han ville deeskalere situationen i Minneapolis en smule.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her