Det lyder helt vildt: I Island kan de lave CO2 til sten – sten, der minder om diamanter.
»Ja, det kan vi! Men jeg kan ikke love dig diamanterne lige med det samme«, griner Sigurður Reynir Gíslason, professor i geokemi ved Islands Universitets institut for geologi.
Den islandske forvandling af CO2 til sten har vakt international opmærksomhed. Ifølge blandt andre det internationale energiagentur IEA er lagring af CO2 helt nødvendig for at nå målene i Paris-aftalen og dermed holde den globale opvarmning under 2 grader. Men hidtidige forsøg på CO2-lagring er strandet som følge af for lav effektivitet eller for høje omkostninger – eller begge dele. Derfor har en del af verdens klimaforskere øjnene rettet mod et kraftværk i Island, hvor man har fundet en sikrere og billigere lagringsmetode, der oven i købet er baseret på, hvordan naturen selv behandler CO2.
Kraftværket Hellisheidi ligger knap tre kvarters kørsel fra Reykjavik. Det stikker frem af sneen i en sky af damp, der næsten skjuler de lave bygninger. På bjergsiderne og langs sletten løber lange mørke rør som slanger gennem det hvide landskab.
Kemiingeniør Edda Aradottir er Reykjavik Energys projektleder på stedet, og hun vinker i en selvlysende gul frakke fra indgangen til kraftværket. Vi skal lige have hjelme på, inden hun kan vise os rundt.
Selv med en firehjulstrækker er det svært at komme rundt i det sneklædte landskab.
Bilen er en firehjulstrækker, men den kører alligevel fast i sneen på vej til et af de steder, hvor CO2 pumpes i jorden. Vi må ud at skubbe. Der er en stærk lugt af svovl, a la rådne æg og kloak. En ilter bæk snor sig under sneen et par meter foran os. Jorden under sneen giver efter, og firehjulstrækkeren laver et krater i sneen, inden vi får den fri. Vi må gå det sidste stykke til det kuppelformede hus, der rummer pumpeinstallationen.
Hellisheidi-værket leverer varme og varmt vand med let svovllugt til hele Reykjavik-området og er et af verdens største kraftværker, som er baseret på energi fra jordens indre. Det udleder i sagens natur langt mindre CO2 end kraftværker baseret på fossile brændsler, men har dog turbiner og andre eldrevne installationer, der ikke kan køre på jordvarmen.
Ved kraftværket er installeret et gasraffinaderi, som udskiller CO2.
»I gasraffinaderierne får CO2’en det, man kan kalde et koldt brusebad«, siger Edda Aradottir. Opløst i vandet bliver CO2’en sendt gennem rør ud til borehullerne, som er ved de kuppelformede huse rundtomkring i området.
»Og så pumper vi det hele 1,5-2 kilometer ned i jorden, hvor det bliver optaget i bjergarten basalt«, forklarer hun og peger på de tykke rør.
På spørgsmålet, om hun ved, hvad der sker 1,5-2 kilometer nede i jorden, svarer hun, at Reykjavik Energy og forskerne har taget prøver, der viser, at det karbonificerede vand – som professor Gíslason kalder ’en slags sodavand’ – bliver til krystaller i den vulkanske jordart basaltsten.
Foto: Helene Navne.
»Det er den mest stabile form, CO2 kan antage – altså lige bortset fra diamanter«, indskyder Gíslason.
Ved konventionel CO2-opbevaring, hvor CO2 er pumpet ned som gas, tager omdannelsen til krystaller millioner af år. Forskerne vidste godt, at de kunne speede processen op, men blev positivt overrasket over i hvor høj grad: Under Hellisheidi blev 95 procent af CO2’en i pilotprojektet optaget i basalten på under to år.
Forskere er imponerede
Det var denne dokumentation, der i fjor var med til at overbevise det videnskabelige magasin Science og andre toneangivende medier om effektiviteten i metoden, der ud over Islands Universitet også har deltagelse af Columbia University i New York og University of Southampton i Storbritannien.
Også forskere, der ikke har andel i projektet, er imponerede:
Den kemiske reaktion mellem CO opløst i vand og basaltsten i Island vil låse CO inde hundredtusindvis af år ind i fremtiden
Stuart Haszeldine, professor i CO-lagring ved University of Edinburgh
»Det er en spændende demonstration af en ny måde at opbevare CO2 på en sikker måde«, siger Stuart Haszeldine, professor i CO2-lagring ved University of Edinburgh.
»Den kemiske reaktion mellem CO2 opløst i vand og basaltsten i Island vil låse CO2 inde hundredtusindvis af år ind i fremtiden«.
Reykjavik Energy kører nu et storskalaforsøg, hvor 16.000 tons CO2 om året – svarende til mere end 2.000 danskeres udledning – bliver sendt ned i undergrunden som ’sodavand’.
»Og de foreløbige resultater tyder på, at det optages endnu hurtigere end i pilotprojektet, fordi vi pumper det dybere ned, hvor varmen speeder processen yderligere op«, siger Edda Aradottir.
Vi sidder nu i kraftværkets café, som er kommet med på mange islandsturisters golden circle-tur, hvor hovedattraktionerne ellers er gejsere og Gullfossvandfaldet. Edda Aradottir har en kasse med stenprøver, og her kan man tydeligt se de små krystaller – det tidligere CO2 – der har fyldt hullerne i basalten.
Kræver vand, basalt og CO2-skat
Teknikken har fået navnet carbfix, og i og med at Reykjavik Energy ikke har patenteret den, kan andre virksomheder og lande frit benytte den.
Den har dog tre udfordringer:
Den kræver rigtig meget vand – 25.000 tons for hver ton CO2. Det er ikke noget problem her på Hellisheidi, hvor man jo har rigeligt af varmt vand fra jordens indre, men kan være det mange andre steder i verden. Dette problem kan dog løses, hvis kraftværker ligger tæt på havet – hvad de ofte gør – da saltvand også godt kan bruges.
I de kuppelformede huse bliver ’sodavandet’ sendt 2-2,5 km ned i jorden, hvor det går i forbindelse med basaltstenene. Foto: Helene Navne.
Den anden udfordring er, at basalt ikke er så udbredt i andre lande som her, hvor det findes i 90 procent af den vulkanske undergrund. Men i de områder, hvor der er størst mængder uden for Island, er der også store mængder CO2 at lagre; det er nemlig Indien og USA.
Den sidste – og nok største hurdle – er, at metoden ikke vil give overskud, før det koster mere at udlede CO2.
Reykjavik Energy gør det dels af samfundshensyn, dels fordi metoden samtidig kan rense det ildelugtende hydrogensulfid, hvilket for nylig er blevet lovpligtigt i Island.
Med henvisning til Paris-aftalen arbejder EU, Canada og en række andre lande dog i øjeblikket på en CO2-skat, der mere realistisk afspejler drivhusgassens skader. »Så vi er overbevist om, at metoden med tiden vil blive meget værdifuld – selv uden diamanter«, siger Sigurður Reynir Gíslason.