Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

POSTAPOKALYPTISK. Beboerne og arbejderne kalder selv Agbogbloshie-lossepladsen 'Sodoma og Gomorra' - efter de to byer i Biblen, der først var frugtbart område, men blev ødelagt af Gud på grund af menneskenes ondskab, ugudelighed og usædelighed.

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Fremtidens smartphone siger farvel til Afrikas største losseplads

Eksplosionen i antallet af smartphones kan mærkes over hele kloden. Kom med til både Ghana og Holland.

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Miquel og Munira er usandsynlige makkere i kampen for en bedre verden. Den ene er vokset op i en kernefamilie på Mallorca. Den anden er datter af en ghanesisk landmand, der fik 27 børn med 3 koner.

Miquel Ballester taler fire sprog, har en mastergrad i industrielt design og tager sin klap sammen-cykel med i toget, inden han cykler det sidste stykke hen til kontoret på Amsterdams hippe havnefront.

Munira Neena Adam var kvik nok til at bryde det ghanesiske uddannelsessystems drengedominans og endte med at få en journalistuddannelse. Hun får en af sine brødre til at køre sig gennem storbyen Accras trafikpropper ud til Afrikas største losseplads for elektronikskrot, Agbogbloshie.

Selv om Miquel og Munira hverken har mødt hinanden eller talt sammen, er de forbundet af kampen for at forandre en af verdens mest magtfulde industrier: produktionen af mobiltelefoner.

Cirkulær økonomi er en mere holistisk tilgang end genbrug. Det handler ikke kun om, hvordan vi kommer af med ting på en ordentlig måde, men om, hvordan vi laver bedre systemer

Den ene har gjort det til sit livsprojekt at udvikle produkter til en bæredygtig verden.

»Jeg tror virkelig på ideen om at fremstille et produkt, der er en del af løsningen i stedet for at være en del af problemet. Vi vil bruge tankegangen fra erhvervslivet til at at skabe en lidt bedre verden« siger Miquel Ballester.

Den anden bruger en stadig større del af sit journalistiske virke på at kæmpe for de børn og unge, der arbejder i giftige røgskyer fra afbrænding af gamle pc’er, airconanlæg og mobiltelefoner, som konstant hænger over lossepladsen Agbogbloshie.

»Ja, jeg tror på, at én person kan gøre en forskel og ændre verden – eller i hvert fald en del af verden«, siger Munira Neena Adam. Hun har lavet en radiodokumentar om de kummerlige forhold for nogle af de unge i Agbogbloshie og planlægger nu en tv-film.

»Dokumentaren har givet opmærksomhed, og filmen vil kunne gøre endnu mere, så jeg måske kan skaffe penge og være med til at give de unge bedre forhold«, siger hun.

Den tråd, der forener de to unge helt fra Amsterdam til Agbogbloshie, hedder Fairphone.

Apparatet ligner enhver anden smartphone med trykfølsom skærm og en bagside i matpoleret stål. Og som andre smartphones er den meget mere end en telefon, nærmest en lille computer, der kan fotografere, spille tv-klip, vise vej, opdatere dig om aktiekurserne og fortælle, hvad der rører sig på Facebook.

Men Fairphone er mere end det. Den er også et forsøg på at skabe en bæredygtig smartphone – en telefon, hvis komponenter ikke er med til at finansiere krigsherrer i Congo. En telefon, der ikke samles af børn eller underbetalte kinesere. En telefon, der ikke behøver at blive skiftet ud hvert andet år.

Og en telefon, der bidrager til at løse problemerne med elektronisk skrot, som eksporteres i stor stil fra EU til Afrika. Fairphone støtter nemlig et projekt om at indsamle 75.000 skrotmobiler i Ghana med henblik på genbrug, der er mere skånsomt over for miljø og mennesker, end når de bare havner på elektroniklossepladsen Agbogbloshie. Hos Fairphone håber Miquel og hans kolleger, at deres principper kan inspirere resten af industrien til at gå samme vej.

Miquels og Muniras revolution

Miquel er 32 år, Munira er 33. Dermed er de også begge repræsentanter for den første generation, der har haft mobiltelefon hele deres voksenliv. Både i Europa og Afrika har mobiltelefoner forandret den måde, vi lever på.

Først forbandt telefonen os med venner, kolleger og familie døgnet rundt, uanset hvor vi befandt os. Og da telefonen blev smart og kunne forbinde os med internettet, forbandt den os med hele verden. Hele tiden.

Konsekvenserne er uoverskuelige. Antallet af daglige gøremål, som telefonen kan ordne eller hjælpe med, vokser måned for måned. Men konsekvenserne er også uoverskuelige for Jorden.

Telefonerne indeholder op til 60 forskellige stoffer, heraf en lang række metaller. Nogle få af dem er ved at slippe op, og mange flere udvindes i skrøbelige lande under ekstreme forhold, mens diktatorer eller voldelige grupper stikker enorme summer i lommen. Telefonerne samles stort set alle sammen i Asien, langt de fleste i Kina, på fabrikker med elendige vilkår for de ansatte.

Og endelig har telefonerne sammen med deres seneste fætre, tavlecomputerne, øget de i forvejen enorme mængder af elektronikskrot, som belaster klodens økosystemer. Ikke mindst når det ender på store lossepladser som den i Ghana, hvor børn og unge brænder mobilopladere og andet affald for at få fat i de værdifulde metaller i det – men samtidig får giftig røg i lungerne.

Miquel og Munira er aktivister i en kamp, der ikke blot handler om at fremstille bæredygtige telefoner eller om at mindske mængden af elektronisk affald. De er frontkæmperne i det, der kan udvikle sig til en revolution af hele det moderne forbrugersamfund. De forsøger at skabe en mere retfærdig økonomi. Og et af midlerne er cirkulær økonomi.

Begrebet er et af tidens helt store modeord inden for den grønne omstilling – det kan næsten lyde, som om nogen bare har opfundet en ny og smartere betegnelse for genbrug. Men det er meget mere end det, forklarer Miquel Ballester, der har titel af innovationschef hos Fairphone:

»Cirkulær økonomi er en mere holistisk tilgang end genbrug. Det handler ikke kun om, hvordan vi kommer af med ting på en ordentlig måde, men om, hvordan vi laver bedre systemer. Og om, at folk med tiden ikke skal eje ting, men derimod leje dem og aflevere dem tilbage til producenten. Cirkulær økonomi tager alle skridt i produktets liv med, lige fra design til afskaffelse«.

En af udfordringerne med moderne smartphones er, at de indeholder langt flere stoffer end de gamle mobiltelefoner. Ofte i meget små mængder, som betyder, at stofferne er svære at udskille igen og derfor også svære at genbruge. Det kræver nøje omtanke lige fra designfasen, og det er en af de ting, Fairphone forsøger at gøre anderledes.

1,3 milliarder telefoner årligt

I en verden, hvor der sidste år blev solgt 1,3 milliarder – 1.300.000.000 – smartphones, er Fairphone ganske vist en dværg. Firmaet har solgt sølle 60.000 telefoner. Hver eneste gang der blev solgt en enkelt Fairphone, blev der således solgt 21.600 andre smartphones. Oven i købet er Miquel Ballester den første til at erkende, at telefonen slet ikke lever op til sine egne mål.

»Navnet Fairphone gør os sårbare, for vi laver ikke en perfekt telefon. Men navnet er valgt helt bevidst, fordi det åbner for en diskussion om, hvad der er fair. Det tiltrækker folk, der bidrager med ny viden og hjælper os med at forbedre os«, siger han.

Faktisk er telefonen ikke et mål i sig selv; den er et middel, der skal inspirere industrien til at tage fat på de sociale og miljømæssige problemer i den elektroniske fødekæde.

»Vi kunne også lave en cykel, men hvad er historien om den? Telefonen er i sig selv et kommunikationsmiddel, noget, der forbinder os med venner, så den er det perfekte middel. Jeg kan ikke komme i tanke om et bedre produkt«, siger Miquel Ballester.

Realiteten er, at vedvarende energi kun udgør en minimal del af vores energiforbrug. Og at vi bliver flere og flere mennesker, der vil leve et liv med mange forbrugsgode

Og ifølge en af Danmarks førende eksperter på området er Fairphone et godt eksempel: »Vi har fulgt Fairphone med interesse, og de gør mange ting rigtigt«, siger Tim McAloone. Han er professor ved Institut for Mekanisk Teknologi ved DTU og forsker netop i bæredygtig produktudvikling.

»Vi har haft et årti, hvor mange virksomheder har forsøgt at profilere sig på bæredygtighed. Det har nogle gange haft karakter af greenwashing – at folk gjorde sig grønnere, end de reelt var. Derfor er det godt, at der nu kommer firmaer som Fairphone, der er meget åbne om, hvad de gør, og som forsøger at opgøre den samlede effekt af det produkt, de sælger«, siger Tim McAloone.

Begyndte som en bevægelse

Fairphone holder til i et gammelt pakhus i Amsterdam. I stueetagen ligger tv-kokken Jamie Olivers restaurant Fifteen, der giver udsatte unge en chance for at udvikle sig til mesterkokke. Oppe på øverste etage bor Fairphone i et stort åbent kontorlokale. Ved et bord sidder en taiwanesisk kvinde og en hollandsk mand og reparerer telefoner. De 31 ansatte kommer fra 14 forskellige lande og taler 10 forskellige sprog.

Det hele begyndte i 2010 som en kampagne mod de såkaldte konfliktmineraler. Det klassiske eksempel er de miner i Congo, der leverer tin og tantal. Nogle af minerne kontrolleres af lokale krigsherrer, og på den måde har købere af mobiltelefoner i hele verden været med til at holde liv i den blodige borgerkrig i Congo.

Det var den slags, folkene bag Fairphone gerne ville sætte fokus på. De rejste til Congo og besøgte nogle miner.

»Der indså vi, at for at skabe reel forandring var vi nødt til at være en del af industrien«, siger Miquel Ballester.

Derfor blev Fairphone i 2013 til et firma, der ville producere deres egen telefon. For at skaffe penge lancerede de en ny kampagne, der skulle samle penge ind via crowdfunding, hvor interesserede kunne forudbestille telefonen under mottoet ’Buy a phone, join a movement’ – ’Køb en telefon, vær med i en bevægelse’.

»Det var lidt af en satsning: Vi bad folk om at forudbestille et produkt fra et firma, der aldrig havde fremstillet en eneste telefon, og som ikke bare lovede at levere en ny smartphone, men som erklærede, at det ville ændre verden«, konstaterer Miquel Ballester.

Telefonen ville blive til virkelighed, hvis 5.000 mennesker var parate til at betale 325 euro for den.

På en måned kom der 10.000 ordrer. Fairphone var en realitet.

Telefoner er globalisering

Stemningen er uformel i det åbne kontorlandskab. Direktøren er iført forvaskede jeans og T-shirt. Der bliver talt lidt hollandsk, tysk og spansk, men det meste foregår på ubesværet engelsk.

»En smartphone er det perfekte eksempel på, hvad globalisering er«, siger Miquel Ballester.

Den bliver til i et samarbejde mellem folk i mange lande, der slet ikke kender hinanden. På den måde er en smartphone et lille stykke globalisering samlet i en fysisk genstand. Og det er den genstand, Miquel Ballester vil bruge til at skabe en mere retfærdig økonomi.

»Hvis du vil gøre sådan et produkt mere fair eller mere bæredygtigt, er det en kæmpeudfordring, fordi der er tusindvis af standarder i den elektroniske fødekæde, der kan forbedres, og fordi der er brug for meget mere åbenhed. Og det er derfor, vi er her. Vi kan lide udfordringer«.

Bagsiden af det vilde forbrug

Udfordringer er der rigeligt af i Ghana, hvor Fairphone støtter et projekt om at indsamle 75.000 skrottede mobiltelefoner, som skal sendes med skib til en moderne genbrugsstation i Belgien. Projektet ledes af en hollandsk ngo og et ghanesisk firma.

De arbejder igen sammen med lokale partnere, der typisk skaffer udtjente telefoner fra butikker, men også fra kirker og landsbyer, hvor de kan undervise i farerne ved elektronikskrot.

Målet er at stoppe den gængse trafik, hvor rigtig mange af de dele, der ikke kan genbruges, havner på elektronik-lossepladsen Agbogbloshie. Her finder man bagsiden af menneskehedens vilde forbrug af gadgets.

Ifølge FN har hovedparten af elektronikaffaldet været brugt i Afrika, men en stor del af resten kommer fra Europa – også Danmark – selv om Baselkonventionen forbyder eksport af elektronik, der ikke kan genbruges, fra rige til fattige lande.

Lokale fagfolk som miljøjournalist Mike Anane vurderer over for Politiken, at Agbogbloshie hver måned er endestation for op mod 700-800 containere med vestligt elektronikaffald.

Det tal er meget højt i forhold til uvildige kilders skøn, men Baselkonventionens eget sekretariat vurderer, at op mod 30 procent af den elektronik, der sendes til Ghana, reelt er skrot. Det Europæiske Miljøagentur anslår, at den samlede mængde elektronisk skrot, der ulovligt eksporteres fra EU, er omkring 1 million tons hvert eneste år.

På lossepladsens godt 16.000 kvadratmeter – svarende til 2 store fodboldbaner – arbejder mere end 4.500 ’scrappere’. Det er betegnelsen for de mænd og drenge helt ned til 12-13 år, der skiller affaldet ad og brænder det for få fat i de metaller, som kan sælges og genbruges. Det er hårdt og risikabelt arbejde. Ifølge flere rapporter inhalerer arbejderne – og deres familier – blandt meget andet bly, cadmium, dioxiner, ftalater og bromerede flammehæmmere. Det skader evnen til reproduktion, nervesystemet og hjernens udvikling, især hos børn. Beboerne lider ofte af kronisk træthed, hovedpine, brystsmerter og åndedrætsbesvær.

»Folk herude er klart mere syge end andre steder i Accra«, bekræfter Munira Neena Adam på vej ud til lossepladsen.

»Det er også derfor, at her står mange af sådan nogle skilte«, tilføjer hun og peger på en reklame for svampemidlet Samocid med opsvulmede og inficerede dele af kroppen. Der er meget svamp blandt scrapperne.

Kineserne har jo maskiner til alt, også til de telefondele, vi ikke kan genbruge her

Ved siden af trænger en øredøvende Darth Vader-agtig højttalerstemme igennem trafiklarmen og fortæller, hvor godt Samocid virker.

Her er skjorteklæbende fugtigt, men ifølge Munira er vi »heldige med vejret«: Det er ’kun’ 30 grader og næsten helt overskyet. Når solen endelig titter frem, kan den ikke trænge gennem det ekstra lag, der hænger lavt over Agbogbloshie: sorte og grå røgskyer fra den konstante afbrænding af affald nede ved den lille flod, der med lokalt glimt i øjet er døbt ’The Lagoon’.

Det virker mere rammende, at beboerne kalder hele området Sodoma og Gomorra – efter de to byer i Bibelen, der først var frugtbart område, men blev ødelagt af Gud på grund af menneskenes ondskab, ugudelighed og usædelighed.

Det er ikke synet af røgskyen, der er mest markant, opdager vi på vej ind i slummen. Det er følelsen af den. Vi er meget langt fra dansk Weber-grill, røgen her river i luftvejene, vi småhoster allerede lidt og kigger på børnene, der vokser op her i osen.

Den første iPhone

Når det gælder telefoner, kan man roligt kalde Miquel Ballester for en nørd. Han har haft dem alle sammen: den fra Alcatel, der brugte to helt almindelige AA-batterier. Den fra Nokia, der var den første uden synlig antenne. Og Ericssons første klaptelefon. Han overtog dem alle brugt fra sin far, og det var også sådan, han fik sin første smartphone.

»Min far havde købt den første iPhone, mens man kun kunne få den i USA. Da han skiftede den ud, lagde han den i skuffen og ville ikke lade mig bruge den, fordi alle hans kontakter lå i den. Men det ordnede jeg, og så var den min«, siger den 32-årige produktdesigner.

Det var den erfaring, der gjorde Miquel opmærksom på, hvilken betydning det kan have, når ellers velfungerende produkter bliver forældede.

»Det store problem var, da der kom en softwareopdatering, som betød, at min vigtigste app ikke længere virkede. Jeg kunne fint leve uden Facebook på min telefon, men appen WhatsApp er den måde, jeg kommunikerer med mine venner på, så da den ikke længere virkede, var telefonen ubrugelig for mig«.

Fairphone prøver at løse flere af de problemer. Et af målene med telefonen er, at den skal kunne opdateres så længe som muligt. Et andet er, at køberne skal tilbydes hjælp til at slette alle data på en betryggende måde, hvis de skiller sig af med telefonen. Et tredje mål er at designe en telefon, der er let at åbne og vedligeholde, og at give fuld gennemsigtighed om hvordan telefonen repareres, så det kan gøres lokalt eller ligefrem af ejeren selv med brug af gratis håndbøger og reservedele, som kan købes på Fairphone hjemmeside.

Er der grænser for vækst?

Det er netop den slags ideer, der kendetegner cirkulær økonomi. Selv om begrebet er tidens store, grønne modefænomen, har det været længe undervejs.

Allerede i 1970’erne begyndte man at diskutere, hvordan man kunne få jordens ressourcer til at indgå i kredsløb i stedet for det lineære forløb, hvor ting produceres, forbruges og smides væk.

Men det var den tyske kemiker og tidligere Greenpeace-aktivist Michael Braungart, der for alvor bredte tankegangen ud, da han i 2002 udgav bogen ’Cradle to cradle’ (’Vugge til vugge’) og registrerede begrebet som et varemærke. Bogen betragtes af mange som en slags bibel for den cirkulære økonomi, og Braungart rejser verden rundt som konsulent og foredragsholder.

Paradoksalt nok er han ikke særlig begejstret for Fairphone: »Jeg bakker selvsagt op om Fairphone, men den er på et meget tidligt stadie. Og problemet ved den er, at den skaber en illusion af at være anderledes. Hvis man skaber en illusion, og der ikke er en realitet bag det, er det næsten værre. Vejen til helvede er altid brolagt med gode intentioner«, siger Braungart.

Hans pointe er, at man hellere skulle udvikle en egentlig biologisk nedbrydelig telefon og løse problemerne med de kemiske dampe, der udgår fra telefoner, mens vi bruger dem.

Men professor i økologisk økonomi Inge Røpke fra Aalborg Universitet er uenig.

»Selvfølgelig kan teknikken blive endnu bedre, men det er vigtigt at arbejde med andre aspekter end de rent tekniske. Folk som Michael Braungart er indimellem lovlig optimistiske, fordi de ikke tager alvorligt, at vi har et energiproblem. De siger, vi ikke behøver begrænse forbruget, bare vi benytter vedvarende energi og kan genbruge alle materialer«.

Hun forklarer, at der er modsatrettede synspunkter inden for den cirkulære økonomi. På den ene side mener nogle som Michael Braungart, at man kan opfinde sig ud af alt. Andre betragter den økonomiske vækst som en udfordring i sig selv. Sagt på en anden måde er spørgsmålet, om der er grænser for vækst. Inge Røpke lægger ikke skjul på sit eget synspunkt.

»Realiteten er, at vedvarende energi kun udgør en minimal del af vores energiforbrug. Og at vi bliver flere og flere mennesker, der vil leve et liv med mange forbrugsgoder«.

Derfor tror hun ikke på, at temperaturstigningerne kan holdes under to grader, hvis vi bliver ved med at købe så mange nye smartphones og anden elektronik.

»Et af problemerne med elektronik er, at det er alt for billigt. Og det er blandt andet, fordi materialerne udvindes under forfærdelige forhold. Og at de samles i sweatshops i Asien. Det er kun på den måde, vi kan bruge så meget af det. Vores forbrug bliver altså forøget i kraft af den store ulighed i verden«.

Men vores forbrug fører jo også til vækst og bedre levevilkår for mange i Asien?

»Ja, og det er et af de helt centrale problemer. Som systemet fungerer, skal de rige blive rigere, for at de fattige kan bringes ud af fattigdom. Det kunne måske gå an, hvis det hele handlede om penge. Men det gør det jo ikke – vi kommer til at lægge beslag på flere ressourcer. Og det er jo vanvittigt«, siger Inge Røpke.

Metaller i røg, mælk og kød

Gabet mellem rig og fattig kan mærkes fysisk ved Agbogbloshie-lossepladsen i Accra.

Vi prøver at lade være med at trække vejret alt for meget i den røgfyldte landsby, hvor scrapperne og deres familier bor. Her er alt, hvad de har brug for: kiosker, bagere, frisører og skomagere – en af dem fikser Muniras brors sandal, så der er mindre risiko for at få svamp i de mudrede vandpytter, hvor der godt kan ligge rester af tungmetaller eller kemikalier.

For scrapperne er risikoen for svamp ekstra stor, fordi de har så mange sår og brændemærker på benene.

Der skal bruges hammere og andet værktøj for at adskille dele fra biler, airconditionanlæg og andre større effekter. Og da scrapperne arbejder på akkord, kan værktøjet godt smutte i skyndingen. Nogle af deres sår er stadig åbne; der er ofte ikke tid til at vente på, at de heler. Enkelte ser på afstand ud, som om de allerede har svamp.

En scrapper kan tjene op mod 8 dollars om dagen. Det lyder ikke af meget, men gennemsnitsindkomsten i Ghana er kun lige over 1,5 dollar, så unge kommer fra hele landet for at arbejde her.

De, der tjener mest, avancerer til andre jobs i og omkring Agbogbloshie. Et sted står der for eksempel en række motorcykeltaxaer på række: Det er scrappere, der har arbejdet sig op og nu kan tjene endnu mere, fortæller Munira.

Vi møder formanden for scrappernes forening, Abdulai Kapito, en stor mand med bandana, og betaler ham for beskyttelse. Scrapperne er mildt sagt trætte af at blive fotograferet til vestlige medier, uden at de får forbedret deres forhold, og stemningen er ret aggressiv. Vi kan under ingen omstændigheder gå rundt her alene.

Abdulai Kapito åbner en container, der er fyldt med printplader fra mobiltelefoner og pc’er, og hælder nogle af dem ud på et bord. De kan umiddelbart genbruges, fortæller han.

Kobberet i telefonerne og den anden elektronik kræver derimod langt mere arbejde – og det er det, der skaber nogle af de største forureningsproblemer herude: Man er nødt til at brænde ledningerne og det andet, som metallet hænger sammen med.

Det er derfor, at bålet er i gang nede ved ’The Lagoon’, fra scrapperne begynder klokken 5.30 og til 23 om aftenen.

Metallerne i bålene får flammerne til at blive helt lilla og blå. Vinden bærer røgskyerne over mod kvinderne og børnene i landsbyen, men de unge mænd her kan ikke undgå også selv at få noget i lungerne.

»Men der er jo en risiko ved alt. Og det er da bedre end at blive tyv«, siger formand Kapito lakonisk.

Det er tilsyneladende også holdningen hos de få scrappere, der godt vil tale lidt med os. Ingen af dem bærer maske eller andet beskyttelsesudstyr, men de tænker ikke så meget over, at det kan gå ud over deres helbred.

Det er den nære fremtid, udsigten til at tjene relativt mange penge relativt hurtigt og komme væk herfra, der betyder noget. Det er det, der får dem til at stå og rode i ilden med stænger og ikke fortrække en mine, når der springer gnister op på deres ben og arme.

Asken fra skrotbålene, der nu har brændt her på Agbogbloshie i mere end et årti, har skabt små forhøjninger og egentlige bakker langs lagunen. Jorden, vi står på, er nærmest vulkansk varm. Lige her minder stedet umiddelbart mere om Dantes beskrivelse af helvede end om Bibelens Sodoma og Gomorra.

Når materialerne uden om kobberet er brændt væk, slukker scrapperne ilden med deres sko. Klipklapper og sneakers holder ofte kun én dag her, fortæller de. Også rent drikkevand fra små poser bliver hældt på bålet for at speede processen op.

Der er med andre ord mange penge i kobberet, når det kan betale sig både at ofre sko og rent vand.

Tungmetallerne og kemikalierne fra afbrændingen ryger ikke kun op i luften, men siver også ned i ’The Lagoon’. Længere nede ad den lille flod står en snes udmagrede køer og drikker af den.

»Og fra de køer får beboerne jo kød – og børnene får mælk derfra«, siger Munira og kigger indtrængende på os.

Før i tiden var det mest ghanesiske selskaber, der købte kobberet, men hovedparten af handlen er nu overtaget af udenlandske selskaber, især kinesiske.

Møde i Kinshasa-værelset

I Fairphones åbne kontorlandskab i Amsterdam er der bygget nogle mødelokaler med glasvægge. De har navne, som betyder noget for firmaet. Suzhou-værelset er opkaldt efter den by i Kina, hvor den næste generation af Fairphone skal fremstilles.

Guld-værelset og Tantilum-værelset er opkaldt efter nogle af de metaller, der indgår i telefonen, og Kinshasa-værelset er opkaldt efter hovedstaden i Congo, hvor nogle af metallerne bliver købt.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Vi har valgt ikke at forlade lande som Congo bare for at have vores ryg fri. Vi vælger at blive der, hvor det er svært, frem for at flygte fra problemerne«, siger Bibi Bleekemolen, der leder Fairphones indsats i Afrika.

Fairphone har sammen med ngo’er og lokale myndigheder bidraget til, at det nu er muligt at spore nogle metaller tilbage til konkrete miner i Congo, og det mindsker risikoen for, at pengene ender hos krigsherrer.

»Det betyder ikke, at alt er o.k., eller at arbejderne nødvendigvis har det helt rigtige sikkerhedsudstyr. Men det er et første skridt i retning af at løsrive mineralerne fra de væbnede grupper og i at støtte den lokale økonomi«, siger Bibi Bleekemolen.

Det er også derfor, Fairphone er engageret i at hjælpe Ghana med at komme af med noget elektronikskrot, forklarer hun: »Vi har selv sendt 60.000 nye telefoner ind i fødekæden, og det er en udfordring for os at have styr på, hvor de ender. Derfor vil vi bidrage ved at sætte fokus på problemet. Vi er en del af den samme værdikæde, som sender skrot til Ghana, selv om vi prøver at gøre det nemt at skille sig af med sin Fairphone«.

Vi fikser din mobil

Det vrimler med mobiltelefoner på markedet ved Tip Toe Lane i centrum af Ghanas hovedstad, Accra.

Og det er ikke kun nye telefoner, der falbydes fra små boder og af sælgere, der forsøger at få din opmærksomhed med lange kysselyde. Her er også mange steder, hvor du kan få repareret din telefon.

I en af dem, Taribo Phones and Accessories, sidder to mand ved et lille bord med loddekolber, skruetrækkere og andet værktøj. Rundt om sidder kunder, der venter på, at de igen kan komme i kontakt med omverdenen; det tager typisk 20-30 minutter at få repareret sin mobil.

En af kunderne har lige fået sin tilbage, han har ringet op og råber ned i den. Det er nødvendigt, fordi der kører en generator til strømforsyning lige udenfor – den lyder nærmest som en boret knallert. Desuden lyder der hvert 15-20 sekund et reklameråb fra den unge sælger ude på gaden om, at hendes lokale sodavand kun koster 1 ghanesisk cedi (cirka 2 kr.):

»Oooooone! Oooonnne Cedi!«, skærer hendes stemme igennem, uden at nogen tager notits. De er vant til et højt støjniveau.

Der er to vifter i loftet, og det er tiltrængt: Temperaturen er nu tæt på 35 grader i skyggen. Luftfugtigheden nærmer sig 100.

Reparatørerne i butikken siger, at de kan fikse næsten et hvilket som helst problem ved hjælp af de ekstradele, som de køber et andet sted på markedet, og som stammer fra Kina. Man kan skifte højttaleren, mikrofonen, keypaden på de gamle typer, touchscreenen på den nye. Næsten alt.

De gamle, ubrugelige dele sælger telefonbutikkerne videre til mellemhandlere sammen med de mobiler, de trods alt må opgive at fikse.

Medarbejderne på Afrikas største elektronik-losseplads beder om hjælp til maskiner, så arbejdet med at hive metallerne ud af skrottet bliver mindre sundhedsskadeligt. Meget af skrottet stammer fra Vesten, også Danmark. Kilde: politiken.tv / Foto: Thomas Borberg, Klip: Nima Hajarzadeh

Mellemhandlerne er typisk fra Nigeria, og de sælger oftest delene videre til kinesiske opkøbere, der sender dem til Kina, så de kan blive genanvendt i en eller anden form. Det siger både rapporter og reparatører her på markedet. Også Ismael, der sidder under loftsviften i Taribo Phones and Accessories og skiller en gammel Nokia-mobil ad.

»Kineserne har jo maskiner til alt, også til de telefondele, vi ikke kan genbruge her«, konstaterer Ismael, en stor fyr i ’The Who’-T-shirt, der ikke vil oplyse sit efternavn.

Folk her er generelt meget skeptiske over for vestlige mediefolk – ligesom ude på Agbogbloshie-lossepladsen synes de ikke rigtig, at de får noget ud af at bruge tid på os. Og Ismael ligner ved første øjekast sådan en fyr, man meget nødig vil møde i en mørk smøge.

Han viser sig dog efterhånden at være ret venlig, og når man ser ham reparere, har han bløde bevægelser og en næsten naturstridig fingernemhed med de små telefondele.

Ismael er ved at fikse Nokia-telefonen for Edmond, en universitetsstuderende, der lytter meget interesseret, da vi fortæller om, at hollandske Fairphone er involveret i at indsamle ødelagte telefoner i Ghana og sende dem til en moderne genbrugsstation i Belgien – for på den måde at øge opmærksomheden om forureningen på Agbogbloshie-lossepladsen.

»Det er en god idé«, siger han. »Men hvorfor skal mobildelene sejles tilbage til Europa? Hvorfor ikke lave en fabrik her, der genbruger delene. Så kommer der heller ikke forurening fra skibstransporten«.

»Vi er jo ret gode til at genbruge telefoner her«, siger han og nikker over mod Ismael, der igen trodser naturlovene for store fingre og små mobiler og putter en mikroskopisk del ind i den gamle Nokia.

Edmonds mobil koster 100 cedi at reparere. En ny ville koste 700 cedi.

»Er der lige så stor forskel i Europa? Eller kan det ikke betale sig, så I smider mobilerne ud – så de havner her«, spørger Edmond.

Politikens udsendte sidder et øjeblik og er lidt paf. Det er jo rigtigt nok. Når vores mobiler går i stykker, lægger vi dem jo ofte bare i en skuffe og køber en ny, fordi forskellen mellem reparationspris og nypris er så lille.

Telefoner går i hi

Ingen ved, hvor mange telefoner der egentlig ligger ubrugte hen i skuffer rundt om i verden. Men tallet er stort. Så stort, at man i branchen har opfundet et begreb for det: pulterkammer- effekten. På engelsk siger man, at telefonerne er gået hi.

Alene i Storbritannien anslår eksperter, at tallet er næsten 85 millioner brugte telefoner. Altså cirka halvanden telefon for hver eneste brite, ung som gammel. En mindre undersøgelse, som ingeniørernes fagforening foretog herhjemme for et par år siden, tyder på, at det samme gælder i Danmark.

Inden for den cirkulære økonomi betragtes disse telefoner som en potentiel ressource. Man taler om ’urban mining’ – altså om at hente de sjældne metaller fra gamle telefoner i stedet for at hente dem fra miner i Afrika.

Men spørger man den tyske kemiker og konsulent Michael Braungart, skal man lade telefonerne være.

»At lægge sin gamle telefon i skuffen er faktisk det bedste, man kan gøre«, siger han. »Realiteten er, at der ikke findes fungerende genbrugsanlæg for mobiltelefoner og smartphones«.

Hans firma har analyseret telefonernes indhold og er nået frem til, at de indeholder mindst 39 forskellige stoffer. Kun 8 eller 9 af dem kan genbruges med den teknologi, der findes nu. Resten går tabt.

»Og det gælder også på den fabrik i Belgien, hvor Fairphone er med til at sende telefoner hen. De tager guldet ud, men et stof som indium er tabt for evigt«, siger Braungart. Han tror på, at teknikken en dag vil blive bedre, og så kan telefonerne komme ud af deres hi.

Hvorfor ikke gøre det i Ghana?

Ligesom i telefonshoppen på Tip Toe Lane i Accra er holdningen ude på Agbogbloshie-lossepladsen, at hvis europæerne vil hjælpe, er de velkomne. De skal bare ikke underminere den ghanesiske genbrugsindustri.

»Vi vil meget gerne genbruge meget mere herude«, siger Abdulai Kapito, formanden for scrappernes forening.

Han peger på en maskine, som for nylig er blevet skaffet til scrapperne af ngo’en Green Advocacy Ghana sammen med landets miljømyndigheder EPA (Environmental Protection Agency).

»Den kan skille kabler fra resten af elektronikken meget hurtigt – så mine folk ikke skal have besværet og risikoen. Men den kan kun gøre det med en helt bestemt type kabler. Alle de andre må vi stadig hamre og brænde ud«, siger Abdulai Kapito.

Han fortæller en lang historie om EPA, som først er lidt svær at forstå, men viser sig at have samme pointe om korruption, som man så ofte hører i afrikanske lande.

Der er samlet en del penge til forbedring af forholdene på Agbogbloshie fra både lokale og udenlandske ngo’er, samt ulandsbistand fra FN og europæiske lande. Men mange af pengene strander tilsyneladende i toppen af EPA.

Og projektet med at sejle elektronikskrot tilbage til Belgien har Abdulai Kapito ikke umiddelbart noget tilovers for: »Det vil jo betyde, at vi får mindre at lave herude. Det vil jo tage vores jobs«, siger han.

Journalist Munira Neena Adam er bestemt ikke enig med formand Kapito om alt, men nu står hun ved siden af og nikker.

»Formålet er godt, men man bør ikke tage aktivitet og økonomi ud af Ghana på den måde«, siger hun.

I Amsterdam forstår Bibi Bleekemolen godt frustrationen.

»Vi er bestemt enige i, at det ikke er en langsigtet løsning at sende skrot tilbage til Europa, og at der burde være moderne genbrugsfaciliteter i lande som Ghana«, siger hun. Men hun tror ikke på, at Fairphone og de lokale samarbejdspartnere fjerner jobs fra Accra. Tværtimod er projektet med til at skabe mere stabile og sikre jobs end dem, der findes på lossepladsen.

»Men genbrug af elektronik, især printkortet, som er det, der indeholder flest værdifulde og sjældne metaller, kræver meget avanceret teknologi, hvis det skal være bæredygtigt. Og den teknologi er desværre ikke til stede i Ghana. Vi diskuterer det løbende med vores partnere, og vi håber, at vores arbejde kan være med til at skabe opmærksomhed og tiltrække investorer, der vil bygge den slags virksomheder i Ghana«, siger Bibi Bleekemolen.

Antallet af smartphones i verden eksploderer - med store konsekvenser for både mennesker og klimaet. Nu forsøger et hollandsk firma at ændre den måde, vores smartphones bliver fremstillet på Kilde: politiken.tv / Producer: Henrik Haupt / Tekst: Jakob Nielsen / Grafik: Jens Mørch

Der er penge i skidtet

Erhvervslivet har for længst fået øjnene op for de muligheder, den cirkulære økonomi skaber. Alle store virksomheder med respekt for sig selv er i fuld gang med at udvikle en strategi for cirkulær økonomi, og de store konsulentfirmaer har også lugtet lunten.

McKinsey-gruppen har i flere omgange gennemført store analyser for den førende tænketank på området, Ellen McArthur Foundation. Ifølge deres beregninger ligger der et vækstpotentiale på flere hundrede milliarder kroner i EU ved at anvende principper fra den cirkulære økonomi.

Et andet konsulentfirma, Accenture, udgav for nylig en tilsvarende rapport, der lokker virksomhederne med store muligheder for besparelser og ny indtjening.

»Der er et vanvittigt stort potentiale for rigtig mange af de produkter, vi køber i dag«, siger Kristoffer Hvidsteen, der er konsulent i Accenture.

»Vi mærker det øgede forventningspres fra kunder, der gerne vil optræde mere bæredygtigt, men som også gerne vil forstå forretningsmodellen i det«, tilføjer han.

Gevinsterne kan blandt andet komme i form af mindre udgifter til materialer og mindre usikkerhed om de evigt skiftende råvarepriser.

Men interessant nok kommer en del af de cirkulære gevinster også takket være den teknologi, som smartphones repræsenterer.

»De åbner muligheder for helt nye måder at drive forretning på. Tag bare biler: Danske biler står stille 96 procent af tiden. Hvis man kan bruge teknologien til at deles mere om bilerne, er der enorme gevinster at hente«.

Men træerne er ikke vokset ind i himlen endnu.

På Danmarks Tekniske Universitet har Tim McAloones enhed arbejdet med bæredygtig produktion i årevis, og DTU samarbejder med FN om at udbrede principperne til virksomheder i udviklingslande.

»Ser vi på mobilindustrien, er de cirkulære principper stadig en lille niche. Vi ser ingen tegn på, at de store producenter har taget det til sig på strategisk niveau. Alle er fastlås i et vildt ræs om markedsandele, hvor fokus er på at tjene penge og vokse her og nu«, konstaterer Tim McAloone.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Fremtidens telefon

Det er præcis, hvad Miquel Ballester håber på at ændre.

Lige nu er hele holdet ved at lægge sidste hånd på den anden generation af Fairphone, der bliver sat til salg i sensommeren. Det primære mål med den er at forlænge dens levetid. Men dybest set ville Miquel og de andre på Fairphone helst ikke sælge den. »Fremtidens telefon er en, du ikke ejer. I stedte kunne man lave en kontrakt med Fairphone om at bruge den i to år, hvorefter vi tog den tilbage«, siger han.

Modellen har mange indbyggede problemer: Hvad med forsikring? Og hvordan skal garantien virke?

»Men jeg tror, at vores kunder ville være den rette gruppe til at prøve modellen af«.

Tror du ikke, mange gerne vil eje deres telefon?

»Måske, men for 10 år siden var der heller ingen, der købte fairtradekaffe. Cirkulær økonomi er en overgang fra det samfund, vi har i dag, til det, vi vil have i fremtiden«.

Fremtiden er også det, der giver Munira Neena Adam håb. Ganske vist er der endnu ikke nogen, der har doneret penge til hendes fond for de unge arbejdere på og omkring lossepladsen i Accra.

Fonden skal blandt andet bruges til nye maskiner og til at lære dem et håndværk, som er mindre farligt.

»Men der er flere, der har lovet at bidrage med penge eller andet. Og når jeg får lavet filmen, vil endnu flere blive opmærksomme på problemerne herude. Mange kan jo ikke forestille sig det her, før de ser det på film«, siger hun og slår ud med armene mod bålene og røgskyerne ved ’The Lagoon’.

Ikke på en opgivende facon. Snarere kampberedt.

»Hvis folk kender problemerne, og jeg så bliver ved med at fortælle dem om mulige løsninger, vil der komme flere, der vil hjælpe. Det er jeg ikke i tvivl om«, siger hun.

Rettelse: Vi skrev i en tidligere version, at Det Europæiske Miløjagentur skønner, at der hvert år ulovligt eksporteres 1 milliard tons elektronikskrot fra EU. Det er 1 million tons.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Finn Frandsen

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Er vi på vej mod det sidste muh?
    Fik du hørt: Er vi på vej mod det sidste muh?

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om koens fremtid.

  • Lars Krabbe

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Den ukendte Kim Larsen
    Fik du hørt: Den ukendte Kim Larsen

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om den ukendte Kim Larsen.

  • Marie Hald/moment Agency

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: De tykke kvinders frihedskamp
    Fik du hørt: De tykke kvinders frihedskamp

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om tykke kvinders frihedskamp.

Forsiden