Pia Busk, en selverklæret 'Cougar'  (en ældre kvinde, der kan lide unge mænd), har Ovids 'Elskovskunsten' som forbillede.

Pia Busk, en selverklæret 'Cougar' (en ældre kvinde, der kan lide unge mænd), har Ovids 'Elskovskunsten' som forbillede.

Erotik

Pia Busk skriver sexet lyrik for at vække slumrende lyst til såvel knalderi som poesi

Dansk lyriks erotiske ypperstepræstinde gør, hvad hun kan for at fyre op under slumretæppernes land med sex og lyrik.

Erotik

I boghandlerens reol med ny lyrik er der mest om miljødigte og identitetspolitik. Er der blå mærker, er det som regel på sjælen og ikke, fordi der har været lovlig hård tagfat under S/M-legen. Helt tilbage fra Ovid og Sappho er der en lang og ædel erotisk tradition inden for digtekunsten, men man er lovligt undskyldt, hvis man indimellem glemmer, at det forholder sig sådan.

Det er der imidlertid ingen risiko for hos digteren Pia Busk. En selverklæret cougar, der sammen med sine modne søskende udi kattedyrenes orden erklærer sig parat til at »sætte kløerne i den saftige ungdom«. Hvilket bliver taget temmelig bogstaveligt, når de kønne fodbolddrenge lignes ved »selvkørende dildoer på batteridrevne ben«.

I sin flaptekst påkalder Pia Busk den store romerske digter Ovid, der heller ikke just var novice udi det erotiske. Når den romerske digter så løvinden springe frem fra en kvindes hjerte, er springet til en cougar vel ikke særlig stort, argumenterer Busk. Hun har Ovids ’Elskovskunsten’ som sit mere eller mindre ironiske forbillede og slutter sin salut af med en hunkønnet omskrivning af Baudelaires berømte hilsen til læseren som sin medskyldige, »mes semblables, mes soeurs«. (I som er som jeg, mine søstre, red.)

»Vi har brug for en ny bog, så her er min«, skriver hun, og det er en bog, hvori modne kvinder kan se sig i spejlet som kønsvæsner uden »et klynk om slappe jader«. Erfaring i elskovskunst kan snildt opveje lidt rynker, grå kussehår og hængende haver, og i ’Cougar’s elskovskunst er kunsten netop en del af elskoven:

»Der hænger et maleri på min væg/ (en gave på min halvtredsårsdag): En pige/ i læderkorset poserer med røven i vejret./ Hun smiler til os. En stor rød pik eksploderer/ i venstre hjørne. »Kan du lide det?« spurgte jeg/ for nylig en elsker. »Meget«, sagde han/ og spurgte med et sødt og belæst smil:/ Er det kunsten, som imiterer livet eller livet,/ som imiterer kunsten?«.

Det kan nok opmuntre en bogorm af hankøn, at et belæst smil tæller på den erotiske pluskonto. Men i det hele taget er det en pointe i disse erotiske digte, at litteraturen og erotikken spiller op til hinanden.

Den får ikke for lidt, når det brænder og flammer i det brændende hundyr med tungens kåde gnist, men Pia Busk er selv klar over udfordringen. Når der skal skrives bramfri erotiklyrik, bliver sproget let belastet. »Vi brænder og brænder, og det værste er,/ at der ikke er andre ord for det end ’brænde’./ Klichéer er som hemmeligheder: De lever/ i os som de ulmende bål, de beskriver«.

Cougarens opgave er at vise en mand, hvordan han kan tjene klitoris som en gud, skriver Pia Busk og ved godt, at hendes digte kan blive læst som »en bortløben nonnes notater«. Men det må man tage med, når man drømmer om at lære forsømte kandidater kunsten at elske. Hun har ganske givet ret i, at de næppe lærer det ved at stikke næsen dybt ned i en afhandling betitlet ’Kærlighedens trange kår i det antropocæne, cis-kønnede paradigme’.

Så er der både mere smæk for skillingen i at gribe tilbage til Ovid og hans metamorfoser og elskovskunster. Finder man som kvinde en stram sort dragt med lynlås fra nakke til Venus via anus en del mere spændende end noget, man kan finde hos Vero Moda, vil man også kunne finde ny inspiration hos troldkvinden Kirke. Sortklædt hengav hun sig til Odysseus efter at have forvandlet hans sømænd til svin.

I det hele taget har Pia Busk lyst til at sætte fut i mytologiens ædlere dele. Helenas g-punkt flammer op i mørket, når en finger slår klittens harpestreng an, men hun konstaterer, at prins Paris kun kunne komme i lag med hende, fordi kong Menelaos var ånds- og kropsfraværende som en mellemleder fra Novo på forretningsrejse. Myterne er ikke kun gamle skrøner, men tidløst gestaltede sandheder om mennesket med og uden modetøj og metamorfoser.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Pia Busk har gode råd til søstre, der vil score ungt. Lær at snakke fodbold, og fortæl, hvad du har på i lingeriafdelingen. Triste mænd er det nemmeste bytte. Selv om de sidder i mørket og læser Proust, skal der bare hældes lidt olie eller benzin på lampen.

Dansk lyriks erotiske ypperstepræstinde gør, hvad hun kan for at fyre op under slumretæppernes land med sex og lyrik. Ingen læser længere Rilke og Ovid, konstaterer hun. Og det er skidt, for mindre læsning af poesi er lig med et slappere sexliv.

»Engang var Danmark fuld af sonetter og forspil«, men sådan er det ikke længere. Men måske kan Holger Danskes digtersvende vækkes til dåd, for »digterinder er lækre«, og »selv pikke og kugler har litterære talenter«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

Forsiden

Annonce