0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Pia Busk, en selverklæret 'Cougar' (en ældre kvinde, der kan lide unge mænd), har Ovids 'Elskovskunsten' som forbillede.

Erotik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Pia Busk skriver sexet lyrik for at vække slumrende lyst til såvel knalderi som poesi

Dansk lyriks erotiske ypperstepræstinde gør, hvad hun kan for at fyre op under slumretæppernes land med sex og lyrik.

Erotik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I boghandlerens reol med ny lyrik er der mest om miljødigte og identitetspolitik. Er der blå mærker, er det som regel på sjælen og ikke, fordi der har været lovlig hård tagfat under S/M-legen. Helt tilbage fra Ovid og Sappho er der en lang og ædel erotisk tradition inden for digtekunsten, men man er lovligt undskyldt, hvis man indimellem glemmer, at det forholder sig sådan.

Det er der imidlertid ingen risiko for hos digteren Pia Busk. En selverklæret cougar, der sammen med sine modne søskende udi kattedyrenes orden erklærer sig parat til at »sætte kløerne i den saftige ungdom«. Hvilket bliver taget temmelig bogstaveligt, når de kønne fodbolddrenge lignes ved »selvkørende dildoer på batteridrevne ben«.

I sin flaptekst påkalder Pia Busk den store romerske digter Ovid, der heller ikke just var novice udi det erotiske. Når den romerske digter så løvinden springe frem fra en kvindes hjerte, er springet til en cougar vel ikke særlig stort, argumenterer Busk. Hun har Ovids ’Elskovskunsten’ som sit mere eller mindre ironiske forbillede og slutter sin salut af med en hunkønnet omskrivning af Baudelaires berømte hilsen til læseren som sin medskyldige, »mes semblables, mes soeurs«. (I som er som jeg, mine søstre, red.)

»Vi har brug for en ny bog, så her er min«, skriver hun, og det er en bog, hvori modne kvinder kan se sig i spejlet som kønsvæsner uden »et klynk om slappe jader«. Erfaring i elskovskunst kan snildt opveje lidt rynker, grå kussehår og hængende haver, og i ’Cougar’s elskovskunst er kunsten netop en del af elskoven:

»Der hænger et maleri på min væg/ (en gave på min halvtredsårsdag): En pige/ i læderkorset poserer med røven i vejret./ Hun smiler til os. En stor rød pik eksploderer/ i venstre hjørne. »Kan du lide det?« spurgte jeg/ for nylig en elsker. »Meget«, sagde han/ og spurgte med et sødt og belæst smil:/ Er det kunsten, som imiterer livet eller livet,/ som imiterer kunsten?«.

Det kan nok opmuntre en bogorm af hankøn, at et belæst smil tæller på den erotiske pluskonto. Men i det hele taget er det en pointe i disse erotiske digte, at litteraturen og erotikken spiller op til hinanden.

Den får ikke for lidt, når det brænder og flammer i det brændende hundyr med tungens kåde gnist, men Pia Busk er selv klar over udfordringen. Når der skal skrives bramfri erotiklyrik, bliver sproget let belastet. »Vi brænder og brænder, og det værste er,/ at der ikke er andre ord for det end ’brænde’./ Klichéer er som hemmeligheder: De lever/ i os som de ulmende bål, de beskriver«.

Cougarens opgave er at vise en mand, hvordan han kan tjene klitoris som en gud, skriver Pia Busk og ved godt, at hendes digte kan blive læst som »en bortløben nonnes notater«. Men det må man tage med, når man drømmer om at lære forsømte kandidater kunsten at elske. Hun har ganske givet ret i, at de næppe lærer det ved at stikke næsen dybt ned i en afhandling betitlet ’Kærlighedens trange kår i det antropocæne, cis-kønnede paradigme’.

Så er der både mere smæk for skillingen i at gribe tilbage til Ovid og hans metamorfoser og elskovskunster. Finder man som kvinde en stram sort dragt med lynlås fra nakke til Venus via anus en del mere spændende end noget, man kan finde hos Vero Moda, vil man også kunne finde ny inspiration hos troldkvinden Kirke. Sortklædt hengav hun sig til Odysseus efter at have forvandlet hans sømænd til svin.

I det hele taget har Pia Busk lyst til at sætte fut i mytologiens ædlere dele. Helenas g-punkt flammer op i mørket, når en finger slår klittens harpestreng an, men hun konstaterer, at prins Paris kun kunne komme i lag med hende, fordi kong Menelaos var ånds- og kropsfraværende som en mellemleder fra Novo på forretningsrejse. Myterne er ikke kun gamle skrøner, men tidløst gestaltede sandheder om mennesket med og uden modetøj og metamorfoser.

Annonce

Pia Busk har gode råd til søstre, der vil score ungt. Lær at snakke fodbold, og fortæl, hvad du har på i lingeriafdelingen. Triste mænd er det nemmeste bytte. Selv om de sidder i mørket og læser Proust, skal der bare hældes lidt olie eller benzin på lampen.

Dansk lyriks erotiske ypperstepræstinde gør, hvad hun kan for at fyre op under slumretæppernes land med sex og lyrik. Ingen læser længere Rilke og Ovid, konstaterer hun. Og det er skidt, for mindre læsning af poesi er lig med et slappere sexliv.

»Engang var Danmark fuld af sonetter og forspil«, men sådan er det ikke længere. Men måske kan Holger Danskes digtersvende vækkes til dåd, for »digterinder er lækre«, og »selv pikke og kugler har litterære talenter«.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie, men der er masser...
    Vi holder sommerferie, men der er masser...

    Henter…

    Du lytter til Politiken går på sommerferie. Vi er tilbage mandag 10. august. Men vi har masser af nye lydoplevelser til din sommerferie.

    Vi har lavet en Roskilde-special til sommeren uden festivaler - det er tre afsnit, hvor du kan høre vores musikskibenter tale om tre årtier med orange musik, de ikke kan glemme.

    Så er der også Poptillægget - det udkommer det meste af juli og bruger sommeren på sit helt eget Protesttillæg om den bevægelse mod racisme og undertrykkelse, som skyller hen over verden lige nu. Hvordan den viser sig i samfundet og kulturen, kan du høre om i fem afsnit.

    I uge 29 har vi premiere på første afsnit af serien 'Elsk mig for evigt'.

    Det er en personlig historie om angsten for at blive forladt - for, at den du elsker, holder op med at elske dig. Og hvad det kan få et menneske til at gøre.

    Og har du ikke allerede hørt den, så er der også serien om skibsbranden på Scandinavian Star, der slog 158 mennesker ihjel. Her gennemgår Politiken-journalist Lars Halskov, hvis journalistik også blev til en prisbelønnet tv-serie på DR, den tragiske historie om Skandinaviens største mordgåde.

    Til sidst kan du også  tage Politikens bedste interview, portrætter og reportager med på stranden. I Politiken Longread, som udkommer senere i juli, kan du høre avisens journalister læse nogle af deres bedste artikler op.

    Hav en smuk sommer.

    Find os både i vores egen podcast-app, Politiken Podcast, og i iTunes

  • Du lytter til Politiken

    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«
    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«

    Henter…

    Pernille var 16 år gammel og den eneste punker i Tommerup på Fyn, hvor hun kom fra. Det var år 2000, og hun var taget til Roskilde Festival med nogle venner for at høre musik og for at blive grebet af det store fællesskab. Fredag aften stod hun Orange Scene, klar til at høre The Cure, hendes yndlingsband, da en mand trådte frem på scenen og græd. ”People have died”, sagde han.

  • Pelle Rink/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?
    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?

    Henter…

    I sidste uge døde en 28-årig mand i Nordskoven ved Rønne. Senere samme dag anholdt de to brødre, som nu sidder fængslet. De har indrømmet, at de slog manden i skoven, men nægter et overlagt drab. Den døde mand var sort, og de to anholdte er hvide. En af dem har en video liggende på Facebook, hvor man kan se, at han har et hagekors på benet. Og ifølge politiet lagde en af dem et knæ på den dræbtes hals. Ligesom da George Floyd blev dræbt af betjente i USA.

    Alligevel tror politiet ikke, at drabet handler om race. Men kan det være rigtigt? Hvorfor tror medierne på politiet? Og har Politiken gjort det godt nok?