0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fremragende kirkearkitektur vækker forstæderne

Østerhåb Kirke er skudt op i udkanten af Horsens som en positiv overraskelse.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jens Lindhe
Foto: Jens Lindhe

Robust. Inspirationen fra Jørn Utzon fornægter sig ikke i Fogh & Følners nye kirke med dens buede linjer over et hævet plateau.

Arkitektur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Arkitektur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er først, da jeg står inde i maskinrummet, inde i skibet på Østerhåb Kirke, at det går op for mig, hvor aldeles velproportioneret, velklingende og velfungerende Fogh & Følners arkitektur i Østerhåb Kirke egentlig er.

Rummet virker med sin tilspidsede korsform i planen og store loftshøjde på en gang højtideligt, jævnt og samlende. Her kan man være sammen om store følelser på en uanstrengt måde. Det virker som et meget socialt kirkerum.

Jeg må ellers indrømme, at tanken om, at kirken lå midt i en større parcelhusudstykning, havde sat mine forventninger lavt. De steg hverken af, at det regnede på vejen hertil, eller af, at det krævede mig et par omkørsler at finde adressen.

Arkitekturen folder sig ud
Ved første blik stikker Østerhåb Kirke da heller ikke væsentligt af fra så mange andre moderne kirker. Her er ingen ydre kendetegn, som et kors eller et frit knejsende klokketårn, der tilkendegiver, at her er der tale om en kirke.

Bygningen ligger på toppen af en grønning som en hvid klump tæt sammensat af en række volumener, der for den sags skyld kunne have været en inspireret transformatorstation.
Men da jeg stiger ud af bilen, er regnen hørt op, solen bryder frem, og arkitekturen folder sig ud.

Den hvide murstensbygning står helt efter Jørn Utzons forbillede på et let hævet plateau på landskabets højeste punkt, der ellers er forholdsvis jævnt.

Underspillet
Vi er i udkanten af Horsens, hvor karakteren af den spæde bydel med dens lave bevoksning endnu er præget af at være inddraget landområde. Den store grønning med mudderhul foran kirken afgrænses af en nyplantet række træer og vil snart blive forvandlet til en kirkegårdshave med sø.

En bred trappe fører op til kirkepladsen, der ellers er omkranset af en lav hvid mur, der på en gang forankrer anlægget horisontalt og samtidig danner en let afskærmning til landskabet: Her begynder noget andet. Betongulvet brydes kun af en fontæne og en række kirsebærtræer.

Eksteriøret er underspillet, men robust i sine klare lodrette linjer med rundede afskæringer. Det hvide murværk løfter et zinktag uden udhæng og trækker både på referencer til middelalderlige landsbykirker med blytag og til de hvide funkisvillaer, der blander sig i koret af kvarterets jævnt distribuerede typehuse.

Lysende lethedsfornemmelse
Materialerne er få, beton og hvidfiltset murværk er anvendt inde som ude. Indenfor akkompagneres de af asketræ til møbler og loftbeklædning. Det føles gedigent, smagfuldt og langtidsholdbart.

Men det er også herinde i kirkerummet, at kirken virkelig letter. Strategisk placerede lysåbninger kaster i solnedgangen dramatiske lysindfald, og et enkelt kik ud nordover lukker verden udenfor ind.



I hele rummet hænger hvide keramiske lampeskærme, der er formet som stiliserede fugle. En hel flok letter over bænkerækkerne mod kirkens asymmetrisk hvælvede loft. Det giver en formidabel virkning. Og måske endnu en hilsen til Utzon, hvis bølgende loft i Bagsværd Kirke giver samme lysende lethedsfornemmelse.

John Körner har malet et enormt alterbillede, som rejser sig i hele kirkerummets højde. Det er et godt billede, der i en afdæmpet farveskala tilpasser sig og understøtter arkitekturens stille storhed.

Man kan synes om religion og kristendom, hvad man vil, og at Østerhåb Kirkes opdukken midt i en soveby er lidt mærkelig. Men man kan også glæde sig over, at bydelens funktionelle monotoni her er blevet slået i stykker. Kirken er i hvert fald med til at sprede budskabet om, at der skal flerstrengede byfunktioner og god arkitektur til at vriste forstæderne ud af deres søvn.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter