Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Jens Lindhe
Foto: Jens Lindhe

Bilfrit byliv. Rækker af træer danner bløde rumlige afgrænsninger på Place de la Republique, og den enkle beton belægning er god at rulle, danse og gå på.

Arkitektur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Danmark kan lære af Paris' ydmyge men stærke byrum

Begge byplanlægningsprojekter har et low key uprætentiøst præg, som fungerer.

Arkitektur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

En ung kvinde rokker frem og tilbage på et skateboard, mens hun snakker med sin veninde. Bag dem ligger en stor midlertidig siddeplint af tømmer, hvor studerende, håndværkere, ældre og hjemløse har slået sig ned for at holde pause og picnic. Ved siden af sidder en gruppe børn livligt optaget af at spille og diskutere reglerne i skak.

Her på yderkanten af tredje arrondissement i Maraiskvarteret kommer ikke mange turister. Butikkerne er heller ikke så fine som i de mere turisttunge kvarterer omkring Louvre, men hver gang jeg er kommet forbi, er pladsen fyldt med liv.

Place de la Republique er blevet lidt af et tilløbsstykke for parisere at tage hen for at være sammen og opleve hinanden. Det er en gigantisk dagligstue, byens største fodgængerplads og lidt større end Rådhuspladsen i København.

Et trafiks-helvede

Pladsens jævne tæppe af store betonsten er blevet en platform, hvor de mest forskellige mennesker af alskens sociale og etniske baggrunde finder sammen om at skabe et offentligt rum fuldt af samtidige og sidestillede aktiviteter.

Sådan var her ikke for få år siden. Da var pladsen som flere andre af byplanlæggeren Haussmanns store åbninger i byen sunket ned i et rent helvede af krydsende biltrafik.

Paris inden for ringmotorvejen Peripherique er en by, der i sin bygningsmasse på mange måder har stået stille, siden Haussmann i 1850-70 skabte dens nuværende struktur.

Sammenlignet med klodens andre storbyer har rammerne omkring byrummene ikke ændret sig væsentligt. Men det har anvendelsen. Trafikken fik stille og roligt lov at æde sig ind på rummet, og den charmerende, idylliske storby blev degraderet til blot et billede af fordums charme, som man kunne opleve fra bagsædet af en bil, der sneglede sig af sted gennem byens evige forstoppelse.

Pladsen som en åben scene

London har hævet sin luft- og livskvalitet væsentligt ved at reducere biltrafikken, og New York arbejder intenst med at lave flere lommeparker og cykelstier blandt andet med inspiration fra København og rådgivning fra Jan Gehl Architects.

Denne internationale byudviklingstrend er ikke gået Paris helt forbi, men den mangler stadig at tage et gevaldigt opgør med det tyvende århundredes ensidige trafikplanlægning på den motoriserede trafiks betingelser. Her er Place de la Republique, hvis ombygning indviedes sidste år, blevet et pionerprojekt, som Paris’ borgmester, Anne Hidalgo, gerne ser overført til andre af Haussmanns trafikplagede pladser som Bastille og Nation.

Tidligere var Place de la Republique opdelt i to indhegnede øer, hvorom motortrafikken susede i en dobbelt rundkørsel.

Tegnestuen TVK har ledt trafikken ned langs skyggesiden, og pladsen har i sin nordøstlige ende fået en stille ryg i solsiden. Gamle træer er bibeholdt og 150 nye plantet, så de danner rækker af rum i rummet. Et meget lavt vandspejl, som man kan cykle og gå igennem, hvis man har høje såler, sænker temperaturen i den nordvestlige ende foran cafeen og er med til at markere nogle af de få forskelle i fladen.

Det primære greb fra tegnestuen TVK’s side har nemlig været at etablere en række mindre, løst markerede rumligheder i et stort sammenhængende rum. Det gør pladsen til en åben scene, hvor bylivet kan optræde med mange små spil på samme tid.

Fortidens pomp og pragt

Pladsen er også et tag på en underjordisk verden af fem krydsende metrolinjer, så her er en del folk, der blot er i færd med at krydse pladsen. Men det bemærkelsesværdige er nu, hvor mange der bare opholder sig her.

Ud over cafeen er her ingen kommercielle tilbud. Det ene hjørne er fyldt med røde stålmøbler omkring en lille rød kiosk, men man kan ikke købe noget i den. Man kan derimod låne legetøj og brætspil som skak, ludo eller Stratego, og det gør mange små og store parisere, de dage jeg kommer forbi.

Midt på pladsen troner et højt monument fra 1888, som signalerer al den storhed, pomp og selviscenesættelse, som republikken tidligere iscenesatte sig selv med. En dag er en gruppe unge kravlet op på dets høje sokkel og sidder og ryger joints mellem dets store skulpturer.

For foden af statuen er opstillet et PA-anlæg, der spiller tango, og otte amatørpar har kastet sig ud i den dramatiske dans, mens forhastede metropassagerer, børn på løbehjul og hunde passerer ind imellem dem.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Picnic på Seinebredden

Det multianvendelige og uprætentiøse byrum finder man også i et endnu mere centralt projekt, Les Berges de Seine, Bredden af Seinen, hvor arkitekten Franklin Azzi har omdannet 4 kilometer motorvej nede langs Seinens venstre bred til rekreative rum.

Et krav til projektet var, at alt, hvad der blev installeret, skulle kunne flyttes på 24 timer, hvis Seinen skulle gå over sine bredder. Der måtte ikke placeres noget, der kunne være med til at øge vandstanden og medvirke til, at de uerstattelige kunstsamlinger i Louvres og Musee d’Orsays kælderarkiver kunne blive beskadiget.

Det er et benspænd, som har givet projektet dets charmerende midlertidige karakter.

Asfaltbelægningen beholdt han, fordi den er rar at cykle og skate på og let at markere nye inddelinger på med maling.

For at give dette meget lange byrum en særegen identitet fyldte Franklin Azzi det med enkle siddelandskaber opbygget af lange stykker tømmer, der er skovet lokalt. De er ikke som bænke bestemt til en enkel anvendelse, man kan klatre eller sidde på dem, og de er så store, at man snildt kan være flere selskaber samtidig på et møbel.

Her er altid et leben af mennesker, og mange turister finder herned. Men om aftenen er det især parisere, der tager deres medbragte aftensmad, vin og stearinlys herud og holder picnic på Seinebredden.

Den enkle ydmyghed

Strækningen byder på zoner med fitnessredskaber og adskillige minihaver i plantekasser omkring containere og et stort militærtelt, hvor man kan søge ly i regnvejr, udfordre hinanden i brætspil eller tegne med papir og farver. Under en af broerne er der installeret natklubbelysning og et lydsystem, som man via bluetooth kan slutte sin telefon til. Og tage en svingom til sin yndlingsmusik, inden man går videre. Alt er stillet gratis til rådighed.

Det er som Place de la Republique dermed blevet et sted midt i byen, hvor der er et generøst alternativ til kommercialismen, en slags åbent bibliotek, hvor alle er velkomne uden at skulle betale for en øl eller kaffe for at sidde ned som på en fortovscafé.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Place de la Republique og Les Berges de Seine er blevet sådanne fælles platforme, som kun storbyer kan levere, hvor folk udfolder en af de aktiviteter, som mennesker holder allermest af i byen: at opleve hinanden.

Begge projekter har et low key uprætentiøst præg befordret af praktiske omstændigheder, miljøbevidsthed og landets dårlige økonomi. I stedet for at overdesigne byrummene har begge projekter haft held til at skabe lige nok attraktioner til, at mennesker finder dem attraktive og selv overtager stederne og fylder dem med deres egne aktiviteter.

Selv om vi i Danmark med en vis ret føler os foran med hensyn til at danne attraktive byrum i storbyerne, er den enkle ydmyghed i disse projekter noget, vi godt kan lære af.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden