Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
knas. Den lille mellembygning i glas skærer sig ind i taget på hovedbygningen, og den mørke nybygning møder den valmede tagafslutning med en lodret afvisning.
Foto: Jakob Stig Nielsen/Skagens Kunstmuseer

knas. Den lille mellembygning i glas skærer sig ind i taget på hovedbygningen, og den mørke nybygning møder den valmede tagafslutning med en lodret afvisning.

Arkitektur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Skagen Museums tilbygning tager mere, end den giver

Skagen Museums nybygning kobler sig så voldsomt uskønt til hovedbygningen, at helheden taber.

Arkitektur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Skagen Museum er blevet udvidet, så der nu er fem gange så meget vægplads at udstille den enestående samling af skagensmalere på, og man har fået en masse tiltrængte funktioner. At man har kunnet få det for 100 millioner kroner er imponerende. Men det er den arkitektoniske løsning ikke.

Værst er det umage møde mellem hovedbygningen og den nye bygning. Ulrik Plesners røde teglbygning fra 1928 har en blød afslutning i sit valmede tag med en taskekvist. Den stirrer nu ind i nybygningens blinde lodrette gavl, og en glasmellembygning, der er blevet museets nye hovedindgang, skærer tagskægget over og maser sig ind i tagfladen uden respekt for dens bevægelse.

Det er så umusikalsk som at beskære en blomst i dens kronblade.

Det er også et mærkeligt valg at dække nybygningen med skifer. Materialet stritter i Skagen, der næsten helt homogent består af gule huse med røde tage og hvide vinduesrammer.

MUSEUMSARKITEKTUR

Der er få undtagelser i byen. Døre kan være blå og udhuse være i sortmalet træ. Og så er der de større bygninger i rød tegl, som Skagen Museum og Brøndums Hotel. Men at bygge så stort et skiferhus, som man har gjort med den ny museumslænge, er virkelig at ville skille sig ud.

Det er, som om man vil sige: ’Nok med Skagen og dens skabagtige forlorne fiskeridyl. Her kommer et stykke moderne arkitektur. Bang!’.

Men så alligevel ikke. Museumstilbygningen er ikke noget veltilrettelagt karatehug, der med en skarp kontrast skærer ned gennem turismens ønske om at opleve en autenticitet, som den selv og 100 års industrialisering af fiskerierhvervet for længst har taget livet af. Det er den alt for pæn og nydelig til.

Respektløs afstand til fortiden

Friis & Moltkes moderne skifertilbygning knytter angiveligt an til en tidligere brug af skifer i byen og forsøger faktisk at tilpasse sin skala og sine former i omgivelserne.

Nybygningen flugter således tagryg med Ulrik Plesners hovedbygning. Facadelinjen følger en smule parallelforskudt den gamle, og med et knæk danner de nu sammen ramme omkring en ny forplads. Isoleret set er nybygningen velfungerende og velkomponeret. Det er bare sammenhængen, der går helt galt.

Det nye hus har ikke noget tagskæg. Facaden går i et med den udnyttede tagetage og overgangen er kun markeret af en svag hældning. Hverken linjen eller hældningen følger Plesners hus, og det gør dem begge lidt vage, at det er lige ved og så alligevel ikke.

At det er tekniske udfordringer med at få pakket den moderne klimastyring ind under den knappe loftshøjde og skabe tilgængelighed, er ingen undskyldning for at klippe tagskægget og stille an med så ufølsom en kobling.

Det mudrende møde burde have fået arkitekterne til at komme med en helt anden løsning.

Det er bare sammenhængen, der går helt galt

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men lige så skidt det er gået med at læge nyt i gammelt, lige så godt er det gået med den anden del af byggesagen, renoveringen og udvidelsen bagud af udstillingssalene i Plesners bygning. Udvidelsen er foretaget efter Plesners egne tegninger fra 1930. Den forlænger den pragtfulde midtersal, der får dagslys ind fra svalegange over udstillingsvæggene og giver to ekstra sidegallerier.

Gelænderet i svalegangene er blevet hævet for at møde nye sikkerhedskrav, og det er gjort helt diskret ved blot at forøge væghøjden en smule, så de stadig afsluttes af de oprindelige grå træværn. Det er den slags justeringer, man ikke lægger mærke til, men som får tingene til at gå op.

Friis & Moltke har så tilføjet en bro i rummet. Det er en god idé; den forbinder svalegangene og markerer overgangen mellem udvidelsen og den oprindelige bygnings afslutning. Men igen er indgrebet i misforstået trang til at markere en klar afstand til fortiden endt i en udvanding, der mod hensigten virker respektløs. Man har ikke ønsket at bruge Plesners materialer til broen, så det flade trægelænder med fletværk og rektangulær profil i håndlisten er blevet krydset af et glasværn med håndliste i stål og rund profil. Det er ikke kønt, og det er unødvendigt.

Det er udmærket ikke at forsøge sig med efterligninger af fortiden, hvis de klinger falsk, men det nytter altså heller ikke at gå ind med et andet form- og materialesprog, hvis ikke kontrasterne spiller sammen og fremhæver hinanden.

Ramme ved ramme

Den nye skiferbygning rummer ny udstillingssal, butik og et konservatorværksted, som publikum gennem en stor rude kan følge med i. Øverst har administrationen fået skønne kontorlokaler, og nederst er der magasin og garderobe. Som museumsmaskine er det en stor opgradering.

Den nye udstillingssal kan opdeles efter behov og er uden dagslys. Det har for første gang givet museet mulighed for at udstille papirarbejder fra samlingen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Genåbningen af museet fejres med en såkaldt salonophængning, hvor billederne som i gamle kunstsaloner hænger tæt ved siden af hinanden, næsten ramme ved ramme. Det er sådan en ophængning, der gør, at man forstår, hvorfor rammer dengang var så brede. De er med til at sikre, at billederne ikke glider ind i hinanden. De holder motiverne adskilte. Det er en sikkerhedszone.

Sådan en ramme kunne man ønske, at der også havde været om Plesners hus.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden