At suse omkring i Mols Bjerge ad de små slyngede landeveje omgivet af træer er i sig selv en af de smukkeste køreoplevelser, jeg kender i Danmark. Men når træernes tæppe træder til side og afslører Kalø Vig, stiger måleren til rød på skønhedsbarometeret.
Jeg parkerer bilen og går halvanden kilometer ad en bulet middelaldervej anlagt på en dæmning for at nå ud til Kalø og den lille slotsruin, der troner derude på toppen af øen. Mens jeg går på de toppede sten, rejser jeg i tankerne tilbage gennem tiden til 1300-tallet, da kong Erik Menved opførte borgen, og tænker på de betingelser og strabadser, livet var underlagt dengang.
Først da jeg begynder at skandere horisonten for angribende skibe, får Studstrupværkets hvide skorstene mig tilbage til vores tid.
Den lille indbyggede kropslige udfordring i bevægelsen ud gennem landskabet er en væsentlig del af Kaløs guldrandede natur- og kulturoplevelse. Og da jeg ankommer på toppen af den nyinstallerede trappe i tårnet, belønnes rejsen med et kig over vigen til en kredsende tårnfalk og et vejrskifte, hvor kysten i vest forsvinder under et tungt tæppe af blytunge skyer. Skalaen for storslået naturdramatik er sprængt.
