Forleden talte jeg med en dansk designer, der ofte får kinesiske designere og arkitekter på besøg. De kommer til Danmark for at opleve vores arkitektur og møbler. Men de kommer især for at se, hvordan vi får møbler og rum til at gå op i en højere enhed, så vi får menneskelige rum, der både er funktionelle og hyggelige.
Private hjem, hvor der er kælet for detaljerne, så alle føler sig hjemme, og hvor der er gjort en dyd ud af belysning, møbler, tæpper, nips og andet. Men også offentlige steder, hvor arkitekter har stået for hele indretningen og sørget for, at den ydre skal hænger sammen med den indre – som det var tilfældet med SAS-hotellet i København, som blev tegnet og indrettet af arkitekten Arne Jacobsen i slutningen af 1950’erne.


























