0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Arkitekturredaktøren: København er ramt af altanfeber, men har alle ret til en fed altan?

Det synes nærmest at være blevet et folkekrav at have altan – og altanerne knopskyder da også ud af de københavnske etageejendomme i disse år. Men det er langtfra alle bygninger, der kan holde til det, skriver Politikens arkitekturredaktør, Karsten R.S. Ifversen, i sin nye bog ’Kapitalen’ om en hovedstad under kraftig forvandling. Vi bringer her et uddrag fra bogen.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jens Lindhe
Foto: Jens Lindhe

Ved at stable præfabrikerede byggeelementer forskudt er det lykkedes BIG på Dortheavej i Nordvest at skabe et billigt alment boligbyggeri af høj kvalitet med indeliggende altaner. Her er altanerne en integreret del af husets facade, dets åndedræt.

Arkitektur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Arkitektur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Min mormor havde en altan. Det var hun en af de få, der havde i huset på hjørnet af Amagerbrogade. Hendes lejlighed befandt sig på fjerde sal, og altanen afsluttede karnappernes fremspring i facaden. Deres relief gav facaden dybde, rytme og karakter og et udkig op og ned ad gaden inde fra lejlighederne. At karnapper på historicismens lejlighedsbyggeri således kunne blive afsluttet med en altan øverst, skyldtes ikke, at man anså muligheden for på fjerde sal at gå udenfor for en særlig luksus, så meget som at fjerdesalen var den mindst attraktive, da den lå øverst, og der ikke var elevator i husene, og hvis man førte karnappens udvækst på facaden helt op til saddeltagets udhæng, ville det kræve en særlig og fordyrende bearbejdning af tagfladen.

Når vi kørte hjem efter et besøg hos mormor, stod hun altid og vinkede med lommetørklædet, hun gemte inde i ærmet, fra sin altan. Det var nok det eneste, hun brugte den til. For i 1970’erne var København en luftforurenet industriby, hvor man helst holdt sig indendørs, og gik man endelig ud i byen, var det for at gå indenfor på et værtshus eller en restaurant.

</