Min mormor havde en altan. Det var hun en af de få, der havde i huset på hjørnet af Amagerbrogade. Hendes lejlighed befandt sig på fjerde sal, og altanen afsluttede karnappernes fremspring i facaden. Deres relief gav facaden dybde, rytme og karakter og et udkig op og ned ad gaden inde fra lejlighederne. At karnapper på historicismens lejlighedsbyggeri således kunne blive afsluttet med en altan øverst, skyldtes ikke, at man anså muligheden for på fjerde sal at gå udenfor for en særlig luksus, så meget som at fjerdesalen var den mindst attraktive, da den lå øverst, og der ikke var elevator i husene, og hvis man førte karnappens udvækst på facaden helt op til saddeltagets udhæng, ville det kræve en særlig og fordyrende bearbejdning af tagfladen.
Når vi kørte hjem efter et besøg hos mormor, stod hun altid og vinkede med lommetørklædet, hun gemte inde i ærmet, fra sin altan. Det var nok det eneste, hun brugte den til. For i 1970’erne var København en luftforurenet industriby, hvor man helst holdt sig indendørs, og gik man endelig ud i byen, var det for at gå indenfor på et værtshus eller en restaurant.
