I Vietnam bliver en 135 år gammel katedral revet ned, så der kan blive bygget en kopi med plads til flere gæster.

Historisk katedral bliver revet ned på trods af protester

 Bui Chu-katedralen syd for Hannoi, som den stadig ser ud ganske kort tid endnu.  Foto: Wikimedia Commons
Bui Chu-katedralen syd for Hannoi, som den stadig ser ud ganske kort tid endnu. Foto: Wikimedia Commons
Lyt til artiklen

Arkitekter og kulturhistorikere beskriver den 135 år gamle Bui Chu-katedral i Vietnam som arkitektonisk og kulturelt unik.

Landets katolske overmyndigheder vil nærmere betegne den som faldefærdig.

Derfor har de også besluttet sig for, at i begyndelsen af august er katedralen fortid.

I stedet skal der bygges en spritny replika, der er en smule større, så der er plads til flere troende.

Det skriver kunsttidsskriftet Artnet News.

Fagfolk fremhæver Bui Chu-katedralen for dens helt særegne arkitektur, der er en blanding af fransk barok og traditionel vietnamesisk byggeskik, og begræder, at det oprindelige bygningsværk skal rives ned.

Ifølge The New York Times har bevaringsfolk i Vietnam både foreslået at købe byggegrunde tæt ved kirken, hvor den nye kirke i stedet kan ligge, eller samle penge ind til restaureringen af den gamle kirke. Alt sammen uden held.

Kirken, der er udtryk for den tidlige katolicisme i Vietnams æstetik, er én ud af en række i det nordlige Vietnam i lignende stil.

Flere af dem er angiveligt allerede revet ned eller i fare for at blive det.

Emil Bergløv

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her