Taylor Swift støtter demokratiske Kamala Harris, som hun kalder for en »rolig, begavet leder«.

Superstjerne støtter Harris: »Med kærlige og håbefulde hilsner, Taylor Swift, barnløs kattedame«

»Jeg stemmer på Kamala Harris og Tim Walz (vicepræsidentkandidat, red.) ved præsidentvalget i 2024«, sådan skriver musikeren Taylor Swift på Instagram. Hendes begrundelse er, at hun mener, amerikanerne kan opnå meget mere med Harris som præsident. Foto: Andre Dias Nobre/Ritzau Scanpix
»Jeg stemmer på Kamala Harris og Tim Walz (vicepræsidentkandidat, red.) ved præsidentvalget i 2024«, sådan skriver musikeren Taylor Swift på Instagram. Hendes begrundelse er, at hun mener, amerikanerne kan opnå meget mere med Harris som præsident. Foto: Andre Dias Nobre/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den amerikanske sanger Taylor Swift skriver på det sociale medie Instagram, at hun bakker op om Demokraternes kandidat til præsidentvalget, Kamala Harris.

»Jeg stemmer på Kamala Harris og Tim Walz (vicepræsidentkandidat, red.) ved præsidentvalget i 2024«.

»Jeg stemmer på Kamala Harris, fordi hun kæmper for de rettigheder og sager, som jeg mener, har brug for en, der kæmper for dem«, skriver Taylor Swift.

Swifts opslag blev delt, umiddelbart efter at Kamala Harris og Republikanernes præsidentkandidat, ekspræsident Donald Trump, for første gang mødtes til en debat på den amerikanske fjernsynskanal ABC News.

»Jeg mener, at hun er en rolig, begavet leder, og jeg mener, at vi kan opnå så meget mere i vores land, hvis vi lader os lede af rolighed og ikke kaos«, skriver Taylor Swift.

Taylor Swift betragtes for tiden som en af de største og mest indflydelsesrige kulturpersonligheder i USA. Derfor kan det potentielt være et vigtigt rygstød for Kamala Harris, at hun nu officielt har Swifts opbakning.

»Barnløs kattedame«

Taylor Swift har før støttet demokratiske kandidater til de amerikanske præsidentvalg, men selv om der er mindre end to måneder til det næste, havde hun indtil nu ikke oplyst, hvem hun ville stemme på.

Da Demokraterne holdt partikonvent i august, hvor Kamala Harris’ kandidatur blev formaliseret, var der rygter om, at hun ville dukke op og optræde.

Det skete dog ikke.

Taylor Swift roser også vicepræsidentkandidat Tim Walz, som hun siger, i årtier har stået for »LGBTQ+-rettigheder, fertilitetsbehandling og kvinders ret til egen krop«.

»Jeg har selv undersøgt sagen, og jeg har truffet min beslutning. Du kan selv undersøge det, og du kan træffe din egen beslutning«, siger hun og minder unge vælgere om, at man skal registrere sig for at få lov til at stemme.

Teksten er delt med et billede af Taylor Swift, der holder en kat.

Hun har signeret teksten med den følgende tekst: »Med kærlige og håbefulde hilsner, Taylor Swift, barnløs kattedame«.

Det er formentlig en reference til, at Donald Trumps vicepræsidentkandidat, J.D. Vance, har kaldt Kamala Harris for en »barnløs kattedame«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her