Nogle drysser rundt med en metaldetektor det meste af en voksentilværelse med drømmen om at gøre et spektakulært fund. Claus Falsby fik det bare klaret i første hug.
På sin allerførste tur med en metaldetektor i foråret rendte han lige ind i det, der af arkæologer beskrives som noget helt særligt – et fund, der i de seneste dage har trukket overskrifter i internationale fagmedier – i en mose ved Veksø i Nordsjælland.
Claus Falsby kontaktede straks museumsorganisationen Romu, der rykkede ud til mosen.
»Det er, hvad jeg vil beskrive som et meget sjældent fund«, siger arkæolog Emil Winther Struve fra Romu.
Der er tale om et såkaldt depotfund fra overgangen mellem bronzealder og jernalder, hvor flere genstande er lagt i jorden som et offer.
»Fra den første og mellemste del af bronzealderen har vi mange depotfund. Men vi kender ikke så mange fra den sidste del af bronzealderen«, siger Emil Winther Struve i en pressemeddelelse.
Da arkæologerne overtog udgravningen, fandt de endnu flere genstande, så fundet nu tæller to bronzeøkser, et rituelt bøjet sværd af bronze med jernnitter i håndtaget, ankelringe, noget, der muligvis er et fragment af en stor dragtnål samt en genstand, arkæologerne før er stødt på i andre fund, men endnu ikke har kunnet bestemme.
Gevinst igen
Mens arkæologerne overtog udgravningen af det første fund, gik Claus Falsby videre. Og nogle dage senere slog hans metaldetektor ud igen 70 meter fra det første fund.
Denne gang havde amatørarkæologen fundet det, Romu kalder »et pragtoffer«: Nemlig en stor bronzehalsring, der med sin særlige udformning er blot det andet fund af sin slags i Danmark.
Genstandene er endnu ikke blevet undersøgt og analyseret, men Emil Winther Struve tør godt konkludere, at de er lagt ned omkring år 500 f.Kr. Altså for mere end 2.500 år siden.
Dermed er bronzesværdets jernnitter muligvis det tidligst kendte jernfund i Danmark, og med de to materialer i samme genstand er fundet nærmest »en fysisk manifestation« af overgangen fra bronze- til jernalder.
Våbnet var sjældent i Danmark og har formentlig været en del af en høvdings prestigeudstyr, siger Emil Winther Struve til historienet.dk.
Fundet kalder arkæologerne Egedal-fundet. Det viser ifølge Romu overgangen til en ny tid med store forandringer i Europa.
Formand for Kultur-, Fritids- og Erhvervsudvalget i Egedal Kommune Charlotte Haagendrup (M) siger til Sjællandske Nyheder, at fundet sammen med tidligere fund viser, at Egedal er et gammelt kulturområde.
»Det fascinerer mig, at fortællingen om Egedal går så langt tilbage. De arkæologiske fund er med til at give Egedal en plads i danmarkshistorien«, siger hun.
Genstandene er nu indleveret som danefæ til Nationalmuseet.
fortsæt med at læse






