Engang drak man bare øl. Pryglede pilsnere i kloakken. Hældte bajere i svælget. Nød en stille. Fik sig et par stifter. Hvis altså ikke man sad og ordnede verdenssituationen i kælderkoldt selskab med en flok af de grønne.

Valgmulighederne var overskuelige. Hof og Tuborg var tilgængelige over hele landet, og så var der lokale øller, alt efter hvor man befandt sig. Men om man drak den ene eller den anden type bajersk øl, spillede for så vidt ingen identitetsmæssig trille. Øl var godt, og øl var sundt, og derfor drak folk det døgnet rundt – om de var arbejdere eller statsministre. En øl kunne man altid drikke.